Linkbuilding er en vigtig del af søgemaskineoptimering, og det vil det også være mange år fremover - også selvom at links og omtale fra sociale medier, vil få større og større værdi med tiden.
Faktisk er links så vigtige, at de i rette mængder, og i rette kvalitet, ene og alene kan medføre at én bestemt hjemmeside opnår rigtig eftertragtede placeringer i søgemaskinerne. Derfor vil jeg i dette blogindlæg, give dig nogle tips til, hvordan du kan lave kvalitetslinkbuilding - noget der som regel koster knaster.
Halter du efter konkurrenterne, eller halter konkurrenterne efter dig?
Et af de mest brugte linkbuildingtips, er at forsøge at få de links som konkurrenterne allerede har - og det er da også et tip, som jeg vil anbefale at du benytter dig af. Du skal dog være opmærksom på, at det aldrig er nok, kun at tilegne sig nogle af de links som konkurrenterne har. Sagen er nemlig den, at du gerne skulle have mere linkjuice ind end konkurrenterne - og uanset hvordan du vender og drejer det, vil du sjældent kunne få samtlige af dine konkurrenters links. Derfor er du nød til at gå ud, for selv at få gode links ind mod din hjemmeside
Et link er ikke bare et link
Links på internettet er lidt som anbefalinger fra én hjemmeside til en anden; og som man kender det fra den virkelige verden, bliver anbefalinger ikke vægtet lige højt, men i stedet vægtet alt efter hvem anbefalingen kommer fra. Lad os tage et eksempel: du får anbefalet en restaurant af hhv. din lille datters 7-årige veninde på den ene side, og en erfaren kok på den anden side. Vil du tillægge begge anbefalinger lige stor vægt? Nej vel!
På samme måde tillægger søgemaskinerne anbefalingerne forskellige værdi, alt efter hvor troværdig anbefaleren er, hvor meget han ved om det emne som han anbefaler om, samt hvor mange der anbefaler anbefaleren. Derfor er et link ikke bare et link, hvorfor det ofte kan betale sig at gå efter få - men gode - links, fremfor tusindevis af ubrugelige links.
Kopibeskyt din linkbuilding
Nu hvor du lige har kopieret halvdelen af dine konkurrenters link, gør du klogt i at sikre, at dine konkurrenter ikke kan gøre det samme med dine links. Men hvordan gør man så lige det? Jo, man sikrer nogle "svære" links, som alle og enhver bare ikke kan snuppe - links der tager tid at få, og som ikke bare kan oprettes i et tilfældigt linkkatalog, artikeldatabase eller linkbuildingblog.
Ovenstående taktik, betyder samtidig at der ikke er nogle "sikre links" - links som man med sikkerhed kan få. I stedet bliver man nød til at satse, for derigennem at få chancen for at skyde papegøjen. Er man heldig får man links som kan være svære at kopiere, og er man uheldig spilder man en tid og/eller penge - men det er en chance man må løbe.
Nok snik-snak for nu - her er 5 konkrete idéer til linkbuilding.
1: Medieomtale er svært at kopiere
God og succesfuld PR kan være umuligt at efterligne, og er du så heldig, at du også får links med i din presseomtale, kan det være uvurderlig for din hjemmeside. Det er dog næppe altid at din pressemeddelelse tages op, og næppe altid at journalisten vælger at linke til din hjemmeside med lækre ankertekster.
Selvom at du ikke får linkjuice, kan presseomtale dog biddrage positivt til din hjemmeside. Det kan nemlig medføre indirekte links, som følge af at flere får øjnene op for din hjemmeside. Ydermere er søgemaskinerne begyndt at kigge på, hvor mange gange at brands og firmanavne nævnes rundt på internettet - det siger nemlig noget om hvor stort dit firma og dine brands er, set i forhold til dine konkurrenter.
2: Bliv reference
Hjælper du andre firmaer, hjælper de også gerne dig. En rigtig god måde at få links fra undersider med høj trust, er derfor at agere reference for de virksomheder som du samarbejder med. Mange firmaer der benytter sig af referencer, har et par korte linjer om hvem deres referencer er, og hvilken type virksomhed de driver - og lige netop dette giver god mulighed for at par lækre links med gode ankertekster, til specifikke undersider.
Mulighederne er mange: din tekstforfatter, adwords mand, webhosting udbyder, it-leverandør, hjemmesidedesigner, foredragsholdere som din virksomhed har benyttet, entreprenører som i har brugt, firmatelefonudbyder, videokamerainstallatør, cateringfirma, eller revisor.
3: Udnyt det eksisterende bedst muligt
Et andet godt sted at tage fat, er at optimere de eksisterende links. Har du eksempelvis gamle links fra reklamesites som du selv ejer, er det værd at checke op på ankerteksterne. Måske har du benyttet tekster såsom "læs mere her", dengang hvor du endnu ikke havde fået øjnene op for søgemaskineoptimering.
Husk også at sikre, at du har links fra brancheorganisationer som du er medlem af, samt producenter som du har i dit sortiment - disse grupper af hjemmesider, har nemlig ofte en bred linkprofil, da mange af dine konkurrenter sikkert linker til dem.
4: Det skader ikke at spørge
Links fra hjemmesider der handler om det samme som din egen, er at foretrække sammenlignet med tilsvarende hjemmesider, som handler om et helt andet emne. Derfor kan du drage stor fordel af, at gøre noget så gammeldags, som at spørge relevante webmastere om et link til din hjemmeside. Spil på, at det vil være en god service for vedkommendes besøgende, at henvise til din hjemmeside, hvor de besøgende kan finde massere af kvalitetsindhold om selvsamme emne. Husk på at du højst kan få et afslag.
5: Giv noget værdifuldt væk
Ofte er det også værd at gå efter naturlige links, som oprettes af helt almindelige mennesker, uden at du spørger dem først. Links kommer ikke af sig selv, så derfor kræver det at du har indhold som faktisk er værd at snakke om, samt anbefale til andre. Har du eksempelvis mulighed for at skrive en uovertruffen god guide eller ebog, lave en god video eller podcarst, eller give et andet godt tilbud, er det ofte noget som vil kunne generere nogle naturlige links
Tak fordi du læsten med - jeg håber meget du fik nogle konkrete tips, som du kan bruge som led i din søgemaskineoptimering. Jeg besvarer med glæde kommentarer nedenfor, og vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge et par minutter på at vurdere dette blogindlæg, samt dele det med dit netværk.
/ Emil Blücher