Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

"Syntes" er forkert - skriv noget andet i stedet!

8,958 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
20 January 2011

En fejlprocent nær 100? Så er det tid til endnu en gang sprogspanking!

Konklusionen på dette indlæg er: Hvis du er ved at skrive "syntes", er du sandsynligvis ved at lave en fejl. Tjek det eller omformulér!

Hvor sikker er du i brugen af "syntes", før du læser mit indlæg?

Hedder det:

"Jeg syntes, at kagen er god" eller "Jeg synes, at kagen er god"
"Jeg syntes, at kagen var god" eller "Jeg synes, at kagen var god"?
(Svaret findes nederst)


I en kommentar til mit blogindlæg om forkert brug af nutids-r gjorde en bruger mig opmærksom på en anden meget ofte forekommende fejl, nemlig forkert brug af datidsformen "syntes".

Ja ja, tænkte jeg. Det ser man da tit, men hvor slemt står det til?

I dag lavede jeg så en miniundersøgelse af problemet her på Amino.
I søgefeltet skrev jeg "syntes" og fik straks tusindvis af forekomster af dette herlige ord op.
I de 50 første indlæg, der kommer frem ved denne søgning, forekommer ordet 66 gange.
Og i 63 af disse 66 forekomster er ordet brugt forkert. Der skulle have stået "synes" i stedet for.
Én af de tre forekomster er muligvis korrekt og muligvis forkert - det fremgår ikke helt af sætningens sammenhæng, om vi er i nutid eller datid.

Hvis denne tendens er gældende for samtlige indlæg, er brugen af "syntes" altså forkert i 95,45 % af tilfældene her på Amino!

- og det er jo immervæk en sjat...

Nogle af de brugere, som bruger "syntes" forkert i amino-indlæg, gentager endda fejlen på forsiden af deres egen hjemmeside. Og det synes jeg altså, de skulle holde op med.

Den eneste forklaring, jeg kan tænke mig frem til, er, at det formastelige "t" i almindelig dagligdags dansk udtale er helt eller delvist stumt. I korrekt rigsdansk er det ikke stumt, men når man hører ordet brugt i praksis, er t'et ganske ofte uhørligt. Faktisk snuppes endelsen ofte helt af både nutids- og datidsformen og bliver til "syn's". Hvis man så er blevet rettet tilpas mange gange af en tilpas emsig overlærer, får man måske fejlindlært datidsstavemåden også i nutidsformen.

Men altså:

Verbet - eller udsagnsordet - "at synes" bøjes således:

navneform: at synes
nutidsform: (jeg) synes
datidsform: (jeg) syntes
før nutidsform: (jeg) har syntes

Nutidsformen bruges, hvis du lige nu og her synes ét eller andet. Også, hvis det er noget, du synes om.
Datidsformen bruges, hvis det var noget, du syntes engang tidligere, eller hvis det var noget, du syntes på et bestemt tidspunkt eller i en bestemt situation engang i fortiden. Også, hvis det var noget, du syntes om.
Før nutidsformen hører til, hvis du har syntes noget engang, men ikke længere synes sådan. Også her gælder formen, hvis du tidligere har syntes om fisk, men ikke længere synes om dem.

Hvis du gerne vil skrive korrekt dansk og dermed styrke din troværdighed i dine professionelle tekster, bør du altså lige standse op og tænke dig om, hver gang du har lyst til at skrive "syntes".

Spørg dig selv: Er det noget, jeg synes nu?
Hvis svaret er ja, skal du undlade t'et.

Hvis det er svært for dig at finde ud af, om det er nutid eller datid, vil jeg foreslå dig at bruge andre ord end "at synes".
Synonymer til "at synes" kan f.eks. være:

  • at mene
  • at anse
  • at finde
  • at føle
  • og mange flere

Synonymer til "at synes om" kan f.eks. være:

  • at bryde sig om
  • at elske
  • at holde af
  • værdsætte
  • og mange flere

Hvis du insisterer på at bruge verbet "at synes", kan du inde i dit hoved skifte "syntes" ud med den rigtige form af "at finde":

Hedder det:

"Jeg syntes, at kagen er god" eller "Jeg synes, at kagen er god"
"Jeg syntes, at kagen var god" eller "Jeg synes, at kagen var god"?


Vi skifter "syntes" ud med "at finde:"

"Jeg finder, at kagen er god" eller "Jeg fandt, at kagen er god"
"Jeg fandt, at kagen var god" eller "jeg finder, at kagen var god"

De steder, hvor vi finder "t" i den korrekte form af at finde, vil det også være korrekt at bruge formen med "t" af "at synes:

"Jeg syntes, at kagen er god" eller "Jeg synes, at kagen er god"
"Jeg syntes, at kagen var god" eller "Jeg synes, at kagen var god"?

I det nederste eksempel er formen uden "t" også korrekt - men lige nu er vi kun ude efter fejlen i brugen af "syntes", så den problematik springer vi lige over.

Hvis du syntes, dette indlæg var noget ved, kan du jo "synes godt om" det på Facebook, så alle dem, du synes om kan se, at du vil bruge "syntes" korrekt i fremtiden... Big Smile

mvh Hans

PS - vær ikke alt for ked af det, hvis du er vant til at bruge "syntes" forkert. En analyse af de 10 første forekomster af "syntes" på de kommunikationsfagliges eget forum, Kommunikationsforum.dk viser en fejlprocent på 50: Fire korrekte, fem forkerte og én tvivlsom.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Hans blogindlæg Skriv dig op