Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Kathrine Wanninger 10 konverteringsoptimeringer til din webshop, du kan implementere i dag

10 konverteringsoptimeringer til din webshop, du kan implementere i dag

645 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
12 October 2023

 

Er der lavsæson i din branche? Er konverteringsraten dalende? Eller keder du dig bare? Et oplagt tidspunkt til optimering af din shop. 

Lav en prioriteret liste med konverteringsoptimeringer, du gerne vil lave, og bestem dig for at lave en optimering om dagen i en uges tid. Kryds af på listen efterhånden som du kommer igennem den. Slut af med en drink eller en kage fra bageren. 

Men hvor skal du starte? Det er et godt spørgsmål, som egentlig fortjener et individuelt svar. Skal jeg sige noget generelt, kan du starte med at tjekke din bouncerate i Google Analytics. Find vigtige sider med høj afvisningsprocent og start der.

Her er en række forslag til grundlæggende (og lidt mere avancerede) optimeringer, du kan skrive på listen til en start:

4 grundlæggende optimeringer

  1. Optimér til mobilen. En mobilvenlig og responsiv webshop er altafgørende i dag. Flere og flere handler via mobilen, så din shop skal fungere uden bøvl på tværs af forskellige enheder og skærmstørrelser. Den nemmeste måde at teste mobilvenligheden på, er at gå din shop igennem med en mobil. Søg efter produkter og gennemfør et køb på din mobil. Så opdager du, hvis der er noget, som ikke spiller. Det kan være popups, der spærrer for knapper eller tekst, der forsvinder ud af skærmen. Find fejlene og fiks dem. 

  2. Gennemgå din checkout proces. Hvad kan du skære fra? En nem checkout proces øger konverteringsraten. Fjern unødvendige trin og formularfelter, så det bliver så nemt som muligt for kunden at gennemføre et køb. Også når de sidder i bussen eller står med en baby på armen - for det er lige der, midt i hverdagen, at vi handler på nettet. Sørg også for at have alle tilgængelige betalingsmuligheder på din shop - en manglende betalingsmulighed er en killer. Til gengæld må du ikke fjerne oplysninger som leveringstid, fragtpris og lignende. Heller ikke selvom du måske ikke er konkurrencedygtig på alle fronter. Kunden har brug for oplysningerne, for at kunne tage en købsbeslutning. Er de der ikke, er de hurtigt videre til næste butik.

  3. Kig på indlæsningstiden for din shop. En hurtig indlæsningstid kan reducere din bouncerate og øge konverteringen. Brug Googles Pagespeed Insights til at vurdere din sides hastighed og få overblik over, hvad du kan gøre, for at forbedre indlæsningstiden. Ofte er store billedfiler den største synder her. Der findes flere tools og plugins, som kan hjælpe med at reducere billedfiler på en nem måde.

  4. Optimér knapper og call to actions. Det skal være supernemt at afkode, så man ikke er i tvivl om, hvor man skal klikke og hvad der sker, når man gør det. Brug klare og iøjnefaldende farver på knapper, der leder direkte til køb - og brug mindre tydelige farver (fx grå) på andre knapper. Hjælp dine kunder med at tage købsbeslutningen ved at bane vejen for dem - visuelt med farver og med ord, der tydeligt fortæller hvad der sker, når jeg klikker her: “Køb nu”, “Bestil tid”, “Tilmeld dig her”.

6 lidt mere avancerede optimeringer

Har du ekstra god tid i ferien eller måske en ven, der kan hjælpe, så kan du tage fat i nogle af de mere avancerede optimeringer. 

  1. Optimér din shop for søgemaskiner. Få lavet en grundig søgeordsanalyse, så du ved, hvad du skal fokusere på - både ved tekst, struktur og teknisk optimering. En højere placering i Google søgeresultater kan øge både trafik og konverteringer.

  2. Kig på din søgefunktion på shoppen. Kan den optimeres? Overvej at implementere mere avancerede søgefunktioner som fx autocomplete, autosuggest og filtreringsmuligheder. Hvilke funktioner vil hjælpe dine kunder med hurtigere at finde det, de leder efter?

  3. Lav en A/B-test på dine produktbeskrivelser. Test forskellige variationer og se, hvilke beskrivelser der har den bedste indvirkning på konverteringer. Eksperimentér med forskellige formater, tone og voice og struktur.

  4. Abandoned basket: Har du en opsat en kampagne til kunder, der forlader deres indkøbskurv, uden at gennemføre købet? Ellers er det tid til at få det gjort. En e-mail eller popup, der tilbyder rabat til kunder, som gav op lige før målstregen, kan hjælpe med at genvinde tabte konverteringer.

  5. Implementér chatbot-teknologi til at besvare spørgsmål fra kunderne og hjælpe dem igennem købsprocessen. Kunstig intelligens er på et niveau, hvor du fint kan overlade den mere rutineprægede kundekontakt til robotten, så kunderne får den hjælp de har brug for, også selvom du er på ferie i sydens sol. 

  6. Tilføj produktanmeldelser og kundeudtalelser til din shop. Det er med til at opbygge tillid til dig, og vi køber typisk af dem, vi har tillid til. Gode testimonials er i sidste ende en vigtig kilde til konvertering. 

Har du et respektabelt antal gode anmeldelser på Trustpilot, kan du embedde din score på shoppen sådan her:

Nye shops skal lige arbejde sig op. Indtil da kan du med fordel vise enkelte anmeldelser eller udtalelser på shoppen. Gør som Frk. Rose og vis en lille håndfuld anmeldelser på forsiden eller på udvalgte kategori- og produktsider:

Nogle af de avancerede konverteringsoptimeringer er mere ukonkrete og kan være sværere at måle på. Prøv alligevel over tid at lægge mærke til, om de ændringer du implementerer, gør en forskel. Test evt. én ændring ad gangen. 

Hold øje med konverteringsraten

Det er en god idé at holde øje med konverteringsraten løbende, så du får mest muligt ud af den trafik, du får. Konverteringsoptimering er en løbende proces. Er din webshop ny, er det fint med en konverteringsrate på 0-3%, mens større og mere etablerede shops typisk ligger lidt lavere på omkring 1-2%.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Kathrine skriver Skriv dig op