I premieren af min nye podcast EXTRAORDINARY fik jeg fornøjelsen af at tale med Guy Kawasaki, en af verdens mest respekterede marketingeksperter og tidligere Chief Evangelist for både Apple og Canva. Kawasaki delte sine indsigter om, hvad der karakteriserer succesrige iværksættere, og hvordan de navigerer gennem udfordringer for at opnå bemærkelsesværdige resultater.
Iværksætteres unikke karaktertræk
En af de mest bemærkelsesværdige observationer fra Kawasaki er, at succesrige iværksættere ofte besidder træk, der gør dem unikke – eller endda "unormale" i traditionel forstand. Flere af dem er diagnosticeret med ADHD eller OCD, hvilket Kawasaki mener er en fordel i den krævende verden af startups. "At starte en virksomhed er en unormal aktivitet, så du har brug for unormale mennesker," fortæller han.
De tre faser
Kawasaki har identificeret tre nøglefaser, som ”bemærkelsesværdige personer”, herunder også entreprenører, ofte gennemgår: Growth, Grit og Grace. I sin bog "Think Remarkable" og podcasten "Remarkable People" udforsker han faserne:
- Growth: I denne fase eksperimenterer man og er ikke bange for at fejle. Det handler om at tro på, at man kan blive mere end det, man er nu.
- Grit: Her handler det om vedholdenhed og hårdt arbejde. Man presser sig selv gennem modgang og fejltagelser for at opnå sine mål.
- Grace: I den sidste fase erkender man, at succes ikke kun skyldes ens egen indsats, men også hjælp fra andre. Det er her, man giver tilbage til samfundet og hjælper andre på deres rejse.
At sprede de gode nyheder
Som Chief Evangelist for Canva og tidligere for Apple har Guy Kawasakis rolle været at "sprede de gode nyheder". Han forklarer, at det handler om mere end salg – det handler om at have den andens bedste interesser på hjerte. "Når jeg fortæller dig, at du skal bruge Canva eller Macintosh, er det ikke kun godt for mig, det er også godt for dig," siger han.
Kawasaki uddyber, at evangelist betyder at bringe gode nyheder. Hos Canva er det, at alle kan skabe smukke designs og blive bedre kommunikatører. Hos Apple handlede det om at gøre folk mere kreative og produktive med deres computere.
Han ser sig selv som en dygtig marketingsperson, men ikke en revolutionær. "Jeg satte mig aldrig for bevidst at bryde reglerne," fortæller han. For Kawasaki handler det om at forstå, hvad folk virkelig ønsker – ikke om at bryde regler, men om at gøre folk mere produktive og kreative.
Apple og Canva tilbyder produkter, der opfylder reelle behov. Succes handler om at skabe noget, man selv ønsker og opdage, at andre har de samme behov. Det er essensen af evangelisme for Kawasaki.
En realistisk tilgang til iværksætteri
Hvad er forskellen mellem passion og interesse, og hvorfor er denne forskel afgørende for iværksættere? Kawasaki understreger, at det at lede efter sin passion kan sætte barren for højt. I stedet bør man forfølge sine interesser åbent og se, hvor de fører hen. En interesse kan udvikle sig til en passion, men at forvente øjeblikkelig, altopslugende kærlighed til noget kan være en opskrift på skuffelse. Det er relevant, især for de yngre generationer her i Skandinavien, der ofte får at vide, at de skal følge deres drømme og passioner. Fordi mange unge er usikre på, hvad deres passion egentlig er, og denne usikkerhed kan skabe unødvendigt pres.
Vigtig læring og etiske overvejelser
Kawasaki er også forfatter af bogen "Wise Guy", hvor han deler inspirerende historier fra sit liv, designet til at underholde og inspirere, snarere end at være en traditionel selvbiografi. Han understreger vigtigheden af at stille spørgsmål ved de historier, vi hører, og ikke tage dem for givet. Han tager afstand fra ”se mig, jeg er perfekt”-historien, og fokuserer i stedet på at formidle underholdning og inspiration fra sine erfaringer.
Under vores samtale kom vi også ind på etiske overvejelser, specielt i forbindelse med forbrug af produkter fra kontroversielle figurer som Elon Musk. Kawasaki deler sin skepsis over at købe en Tesla på grund af Musk's offentlige holdninger og sin mangel på ”Grace”, hvilket understreger vigtigheden af at tage etiske valg som forbruger, inden man går ud og køber produktet. Og det går også den anden vej rundt.
Kawasakis indsigter og erfaringer giver en værdifuld læring for iværksættere og alle os, der ønsker at gøre en forskel. Hans perspektiver på ”Growth”, ”Grit” og ”Grace” er ikke kun relevante for os i forretningsverdenen, men også for vores personlige udvikling og succes i livet.
Du kan både læse og lytte med på hele episoden, som også er den første i EXTRAORDINARY’s splinternye podcast-univers her: https://www.extraordinary.media/episode-guykawasaki
God fornøjelse!