Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Løw - Listen Louder Hvordan ved du, om din ide er god eller ej?

Hvordan ved du, om din ide er god eller ej?

2,908 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
06 January 2022

DE MAGISKE IDÉER
Bill Gates sagde engang: ”Jeg har en idé, og det er at skabe den første mikro-computer-softwarevirksomhed i verden.” Den idé var springbrættet til hele Bill Gates’ succes. En idé er et godt udgangspunkt for at opnå succes inden for et givent område. Om det så er at starte en virksomhed, ændre verden eller bare at beslutte sig for, hvor man skal spise frokost. Spørgsmålet er: Hvordan kommer folk på de fantastiske idéer, som ændrer deres liv og ofte også verden? 

Den gode nyhed er, at idéer ikke opstår på magisk vis, og du behøver ikke at være kunstnerisk eller kreativ. Mange af verdens bedste idéer kommer fra helt almindelige mennesker, som laver meget simple ting. Så her er 5 simple måder, hvorpå du også kan få en super, livsændrende idé:


1. FIND ET VÆSENTLIGT PROBLEM

Idéer er i virkeligheden løsninger på problemer, så for at komme på en super idé hjælper det at have et problem. Iværksætteren Sky Danton havde et problem: ”Jeg prøvede at komme på nettet, og jeg brugte 80 frustrerende timer foran computeren, og servicefolkene ville ikke engang tage telefonen. Det var en forfærdelig service og en meget frustrerende oplevelse. Jeg tænkte, at jeg kan gøre det her lettere, og folk vil have det [BING!], og så kom jeg på idéen til EarthLink.” En rigtig god idé som gjorde Sky Danton til en teknologistjerne og meget rig i en ung alder.

Richard Branson havde også et problem, da hans fly til Puerto Rico blev aflyst, og han var strandet i lufthavnen. For at løse problemet ringede han rundt og lejede et fly. Så løb han rundt i lufthavnen, fandt en tavle og skrev med store bogstaver ”billigt fly til Puerto Rico”. De andre strandede passagerer købte billetter, han fyldte flyet og endte faktisk med at tjene på det. Efter flyveturen sagde en passager til ham: ”Det var ikke så slemt. Gør noget ved servicen, og du kunne gøre det til en forretning.” [BING!] Og så blev Virgin Atlantic til.


2. LYT HØJERE

Richard lyttede, og at lytte i hverdagen er endnu en måde at få gode idéer på. En dag Bernard Silver stod i et supermarked, hørte han butikschefen spørge om hjælp til at automatisere indkøbsafregningen [BING!]. Bernard fik idéen til stregkoden, en opfindelse som revolutionerede afregning.

The Beatles’ Ringo Starr blandede tit ord sammen, og en morgen efter, at the Beatles havde arbejdet hele natten, sagde Ringo: ”Puha, it’s been a hard day’s night.” John og Paul lyttede, og [BING!] så fik de idéen til Hard Day’s Night, som blev én af de mest indflydelsesrige musicalfilm nogensinde og én af de bedste sange nogensinde.

Man brugte først Botox til at behandle muskelkramper, og Dr. Jean Carruthers sprøjtede Botox ind i en patients øjenlåg for at få dem til at stoppe med at flagre, spurgte patienten: ”Hvorfor sprøjter du det ikke ind mellem mine øjenbryn? ” Jean svarede: ”Du har ikke spasmer der.” Patienten sagde: ”Det ved jeg godt, men når du behandler mig der, får jeg et smukt ubekymret udtryk i mit ansigt. ” [BING!] Jean fik idéen til at bruge Botox for at reducere rynker - og en hel ny industri blev født. Hendes råd: ”Du er nødt til at lytte til dine patienter, det er det vigtigste.” Og jeg vil mene, at i forretningslivet er du også nødt til at lytte til dine kunder og klienter, det er det vigtigste.”

 
3. HOLD ØJNENE PÅ VID GAB

Vil du finde på en fantastisk idé og vinde en Nobelpris? Hold øjnene åbne og kig dig rundt omkring, simpelthen. Det virkede for fysiker Richard Feynman. I sin bog Surely You’re Joking, Mr. Feynman! skrev han: ”Jeg var i (Cornell University) cafeteriet, hvor en fyr fjollede rundt og smed en tallerken op i luften. Da tallerkenen røg op i luften, så jeg, at den bævrede, og jeg bemærkede den røde Cornell-medaljon på tallerkenen snurre rundt. Det var ret tydeligt for mig, at medaljonen snurrede hurtigere rundt end tallerkenens bævren. ” [BING!] Richard fik en idé, gik væk og kom frem til teorien om massepartiklers bevægelse (hvad det end er) og vandt Nobelprisen i fysik. Altså, når jeg ser på en tallerken, ser jeg bare mad. Han ser på en tallerken og vinder Nobelprisen. Se, dét er observation!

Ron Rice har fortalt om, hvordan en observation ændrede hans liv. Han var en livredder og sad i et livreddertårn på stranden og holdt øje med de badende, men han kiggede også på den solcreme, som folk brugte, og han tænkte: ”Selv med min begrænsede kemividen kunne jeg lave noget, der er hundrede gange bedre!” [BING!] Ron fik idéen til Hawaiian Tropic, en mere indbydende solcreme med eksotisk kokosduft. Det var en fantastisk idé, som bragte ham fra mindstelønsjobbet som livredder til et eksotisk hus på stranden med Ferrarier i indkørslen.

Derfor er EYE-Q ofte vigtigere end IQ. Marilyn vos Savant, som har en af de højeste IQ’er nogensinde målt, siger: ”For at opnå viden må man studere, men for at opnå visdom må man observere.” Eller som Warren Buffett simpelthen siger: ”I sidste ende vil jeg altid tro på, hvad min øjne ser, frem for alt andet.”


4. LÅN EN IDÉ

Har du svært ved at komme på en idé? Lån bare en andens idé og lav den om til din egen superidé. En dag tog Steve Jobs på turné med Xerox’s R&D-laboratorier, og her viste de ham en GUI (Grafisk brugerkontaktflade), hvor man trykkede på grafiske billeder på skærmen i stedet for at indtaste komplekse koder. Steve sagde: ”Jeg var blæst omkuld over potentialet af den grafiske brugerkontaktflade.” [BING!] Han så en måde, hvorpå man kunne gøre computere lettere at bruge. Han skyndte sig tilbage til Apple, og den fremragende idé blev til en Mac.

Ruth Handlers datter plejede at lege med dukker, og i gamle dage plejede dukker at ligne nyfødte, ikke voksne. Men en dag, hvor Ruth var på en rejse i Tyskland, så hun en meget glat og fræk voksendukke, som faktisk var en spøggave til mænd. [BING!] Ruth fik idéen til at lave en dukke, som lignede en kvinde, og som piger kunne klæde på med forskelligt tøj. Hun tog den tyske dukke med sig hjem til sit firma Mattel, og de skabte Barbie, som er verdens mest populære dukke. Så Barbie startede faktisk med at være en lille pornostjerne for mænd. Lad være med at fortælle det til dine børn.

 
5. SKRIV DINE IDÉER NED

Når du lige pludselig får en fremragende idé, så er den vigtigste ting, du kan gøre, at SKRIVE DET NED MED DET SAMME! Ellers flyver din fremragende idé væk og vender aldrig tilbage.

Four Seasons Hotels stifteren Issy Sharp siger følgende: ”Hvis en idé dukker op, stopper jeg altid med alt, hvad jeg laver, for at skrive det ned, og det er lige meget, hvor jeg er, selv ved middagsbordet.”
Hvis han var til middag med Præsident Obama, ville han også tage papir og kuglepen frem og skrive idéen ned.

Bob Dylan greb ikke idéer til sine sange ud af den blå luft. Han fandt dem i en boks. En dag fik han et kompliment for én af sine sange, og han svarede: ”Nåh, den har jeg ikke skrevet. Det gjorde boksen.” Dylan forklarede, at hvis han gik ned ad gaden eller var på restaurant, og han hørte nogen sige noget interessant [BING!], så tog han straks kuglepen og papir frem og skrev idéen ned. Når han kom hjem, smed han papiret i en boks, og når han manglede idéer til en ny sang, dykkede han bare ned i boksen.

Og hvis Larry Page ikke skrev sine idéer ned, ville der måske ikke være noget, der hed Google i dag. Han fortalte: ”Da jeg var 23, vågnede jeg pludseligt op og tænkte, hvad hvis vi kunne downloade hele internettet og bare beholde linksne? [BING!] Jeg tog en kuglepen og startede med at skrive detaljerne ned, og Google blev født. Når en virkelig god drøm dukker op, omfavn den.”

 

IDÉER ER VÆRDILØSE

Ovenpå ovenstående idébegejstring kan overskriften ovenfor måske lyde mærkværdig, så tillad mig at forklare.

Vi har som mennesker altid været fascineret af idéer. De græske filosoffer Platon og Aristoteles talte om idéen som den ting, der strukturer verden og gør den begribelig for den menneskelige bevidsthed. Efter grækerne fulgte bl.a. den latinske kirkefader Augustin, som ophøjede idéen til at være en art tanke i Guds bevidsthed. I dag opfatter vi, bl.a. inspireret af engelske empirister som Locke, Berkeley og Hume, idéer som en del af den menneskelige erkendelse. Idéer er noget, vi som mennesker producerer hele tiden - uanset om vi befinder os på kontoret, i badet, til fodboldkamp eller er ved at vaske op. Eftersom idéer er en integreret del af det at være menneske, er idéskabelse noget, vi alle har tilfælles. Vores hjerner kan faktisk slet ikke lade være.

Idéer kan være magiske i den forstand, at vi kan drømme om store og episke forandringer i verden, hvis blot vores tilsyneladende geniale idé gøres til virkelighed. På den vis har idéen noget smukt og barnligt over sig.

På den anden side er det én af pointerne i dette indlæg på Amino, at vi har dyrket tanken om de gode idéer alt for meget og håndværket at transformere idéerne til virkelighed alt for lidt. Danmark skal i fremtiden ikke leve af vores gode idéer, men af vores dygtige håndværkere - iværksætterne, innovatørerne og lederne, der sammen med deres kompetente teams evner at flytte idéen ud af tanken og ind i virkeligheden.

Idéen er således værdiløs i den forstand, at den i sig selv ingen forskel gør. Men dens visionære og potentielt transformerende karakter kan stadigvæk den dag i dag fungere som en fantastisk drivkraft og motivationsskaber - eksempelvis som når forfatterne til den internationale bestseller ”BOLD” introducerer idéen om, at fremtidens milliardærer er dem, hvis opfindelser og virksomheder samtidig hjælper en milliard mennesker.

Nutidens forandringsskabende idéer er således de, hvor tanken bag måske nok er stor, men handlingerne for at gøre idéen til virkelighed er mindre. Det er i dag eksperimenterne, prototyperne og handlingerne, der hjælper os med at afprøve en idés holdbarhed og effekt, og efterfølgende de dygtigste iværksættere, virksomheder og offentlige institutioner, der igennem deres engagement og ressourcer kan få idéer til at forandre verden i praksis.

 
SIMPLE SPØRGSMÅL FØRER TIL STOR INNOVATION

Hvis du er blevet inspireret af ovenstående til at skabe ny innovation og/eller entreprenørskab, så er her til sidst nogle simple spørgsmål, der potentielt set kan føre til stor innovation:

  • Og hvad så? Dette spørgsmål opstår, når man spotter eller forudser en ny trend og tænker over, hvad den mon vil bringe med sig.
    Sådan gør man: ”Alle har en smartphone med et kamera og internetadgang.” Og hvad så? ”De vil kunne tage billeder og dele dem.” Og hvad så? ”Vi burde skabe en app, hvor folk uploader deres fotos, vurderer andres fotos og kommenterer dem.” Og så er Instagram skabt.
  • Er det ikke interessant? Intellektuel nysgerrighed og tilfældige opdagelser driver denne metode. Ray Kroc var en hårde hvidevarer-sælger, som lagde mærke til, at en lille restaurant langt ude på landet bestilte otte mixere. Fordi han var nysgerrig, besøgte han restauranten og blev overrasket over deres succes. Han pitchede idéen om at lave lignende restauranter til Dick og Mac McDonald, og resten er historie.
  • Er der en bedre måde? Frustration over den nuværende tilstand inden for et givent område er grundtanken bag denne vej til at skabe nye virksomheder.
    Ferdinand Porsche sagde engang: ”I starten kiggede jeg rundt, og da jeg ikke kunne finde min drømmebil, besluttede jeg mig for at bygge den selv (Fra Forbes FYI, vinter 2003).” Steve Wozniak byggede Apple I, fordi han mente, der burde være en bedre måde at få adgang til en computer på frem for at skulle arbejde for regeringen, et universitet eller en stor virksomhed.
  • Hvorfor gør vores virksomhed ikke dette? Frustration over din nuværende chef er drivkraften i dette tilfælde. Du er bekendt med kunderne og deres behov på markedet. Du fortæller din chef, at firmaet burde skabe et produkt, fordi kunderne mangler det, men chefen lytter ikke til dig. Til sidst giver du op og skaber det selv.
  • Hvor er markedslederen svag? Tre forhold gør en markedsleder svag: For det første når en markedsleder er engageret i én måde at gøre forretning på. Et eksempel på dette er IBM, som distribuerede computere gennem forhandlere, hvilket gjorde det muligt for Dell at være innovative ved at sælge direkte til kunderne. For det andet er en markedsleder svag, når kunderne er utilfredse. For eksempel åbnede det døren for Netflix, at det var nødvendigt at køre til Blockbuster-butikker for at hente og aflevere videoer. For det tredje gør det markedslederen svag, når denne bare tager for sig af retterne og stopper med at innovere. Det er, hvad der har gjort Microsoft Office følsomme over for konkurrenten Google Docs.
Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jonathan skriver Skriv dig op