I forbindelse med én af mine bøger om iværksætteri havde jeg den store fornøjelse at tale med den svenske serie-iværksætter Hampus Jakobsson. Hampus er én af Sveriges mest anerkendte iværksættere, og han gav mig virkelig noget at tænke over, da han på et tidspunkt i vores dialog skrev: Der findes kun 4 måder, hvorpå du for alvor kan mislykkes som iværksætter. Alt andet er en succes.
Du tænker nok, at der da er tusind ting, som kan gå galt, når man forsøger at bygge en virksomhed, men det er heller ikke pointen. Pointen er, at det udgangspunkt, som du har for at skabe noget, er enormt vigtigt, og hvis man sætter tingene i et lidt større perspektiv end det enkelte selskab, så ser man fire meget klare perspektiver på det at skabe noget her i livet.
Jeg har, siden jeg var helt lille, elsket at skabe ting. Da jeg var syv år, var det en tombola ved den lokale Dagli Brugsen, hvor man kunne købe et lod og vinde noget af mit gamle legetøj. Da jeg blev teenager var det en fanklub for et engelsk fodboldhold, og sådan har det fortsat og er blevet mere og mere seriøst hen ad vejen. Udgangspunktet er imidlertid fortsat glæden ved at prøve, lære og eksperimentere, og den tilgang deler jeg til fulde med Hampus Jakobsson, om end Hampus har skabt nogle væsentligt mere succesfulde og internationale selskaber end jeg.
Vi er til gengæld rørende enige omkring, at der kun findes disse fire måder, hvorpå man for alvor kan mislykkes som iværksætter. Alle andre måder at fejle på viser blot, at man har forsøgt, og dem bør man omfavne med glæde eller i det mindste med accept og forståelse for sig selv. De er en del af livet, men hold øje med følgende fire, som ikke bør indgå i de acceptable måder at fejle på som iværksætter:
- Du går helt og aldeles personligt konkurs. Hvis du tager lån eller låner for mange penge fra venner og familie og ikke har succes rent økonomisk - og et startup mislykkes som regel - kan det betyde, at du og dine nærmeste kommer i en dårlig økonomisk situation i meget lang tid. Det har du muligvis selv psyken til at håndtere, men det er ikke fair overfor dine nærmeste, med mindre de klart har accepteret den præmis fra start af.
- Du går relationelt konkurs. Nogle iværksættere ignorerer alt og alle, som ikke bidrager direkte til virksomhedens succes. Men husk, at uden venner, familie eller helbred får du ikke succes i noget som helst. Sov, spis (uden en skærm) og sørg for at mødes med folk ugentligt, som ikke har noget med virksomheden at gøre. Det kan godt være, at virksomheden er DIN drøm, men du er ikke alene her i verden. Du har et ansvar for de mennesker omkring dig – uanset om de fortæller dig, at det er okay, de ikke ser dig i måneds- eller årevis. Har du reelt givet dem et valg?
- Du giver for let op. Hvis du ikke lægger nok arbejde i din virksomhed, så har du ikke nogen at give skylden ud over dig selv. Du bestemmer, og du er ansvarlig for dine egne valg.
- Du udvikler dig til at blive et ægte røvhul. Nogle stiftere bliver utiltalende lige meget, hvordan virksomheden klarer sig. De glorificerer venture-kapital og The Valley og beslutter, at de eneste mennesker, der betyder noget, er mennesker fra den verden. De vil kun omgås med mennesker, der inspirerer dem, og alle andre tager de afstand fra eller taler ned til.