Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Løw - Listen Louder Paradokset ved at opbygge et personligt brand

Paradokset ved at opbygge et personligt brand

2.946 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
04 January 2018

Med 21.000 følgere på LinkedIn og godt 10.000 på Facebook er jeg åbenbart blevet, hvad folk vil betegne som 'et personligt brand' eller 'influencer'.

Jeg har det mærkeligt med disse ord, for i mine egne øjne er jeg jo stadig bare Jonathan Løw. Et 39-årigt legebarn fra Aarhus med en passion for at skabe ting. Da jeg var lille, var disse ting en tombola ved den lokale brugs eller et magasin på vejen, hvor vi boede. Da jeg blev lidt ældre, var det en fodboldfanklub for Blackburn Rovers i England samt studentermagasinet på gymnasiet. Og efter gymnasiet var det så min første lille virksomhed eForlag.dk.

Dengang med eForlag.dk, i 1999, fandtes der ikke nogen sociale medier. Man brugte heller ikke ord som influencers, og branding var noget, der primært var forbeholdt virksomhederne. Nu, næsten 20 år senere, diskuterer man så i stedet, hvorvidt langt flere bør opbygge personlige brands, fordi det styrker dem på arbejdsmarkedet. Det gælder uanset, om du er iværksætter eller menig medarbejder. Der bliver stadigt større efterspørgsel på dem, der medbringer følgere og historier - på godt og ondt.

Jeg har personligt aldrig haft en bevidst strategi omkring det at opbygge et brand, og jeg har heller aldrig opfattet mig selv hverken som nogen iværksætterguru eller ekspert. Jeg har derimod altid elsket at skrive, så når Berlingske Business tilbyder en blog med "Lyt højere med Løw", hvor Jonathan Løw deler sine tanker omkring innovation og iværksætteri, så takker man selvfølgelig ja.

Det samme var tilfældet, da jeg til Finans.dk blev inviteret til at skrive en lang række artikler omkring bl.a. disruption og branding. Det er klart, at når Finans.dk udnævner Jonathan Løw som en ekspert, så skader det ikke ens brand, men det gør dig også sårbar i forhold til kritik. Så som jeg plejer at sige, når jeg engang imellem holder foredrag omkring dette emne: Husk at desto større din medalje bliver, desto større bliver bagsiden også potentielt.

Herinde på Amino er det egentlig ikke meget anderledes. Jeg opfatter det som et privilegium at kunne skrive til dem, der har lyst til at læse det, og jeg prøver også at bringe emner ind, der normalt ikke tales så meget om i iværksætter verden. Eksempelvis stress og livsbalance. Men det er ikke med nogen bevidst strategi omkring, at jeg så efterfølgende vil ud og sælge foredrag omkring at håndtere stress. Jeg burde sikkert tænke mere strategisk, men måske kender du følelsen af, når noget bare føles rigtigt eller meningsfyldt. Og så skal man gøre det i mine øjne.

Sådan var det også med min næst-seneste bog GURUBOGEN, som opstod efter en sygemelding med stress for fire år siden. Jeg var faktisk allerede gået lidt igang med bogen inden, men så kom sygemeldingen, og pludselig handlede livet om noget helt andet og meget mere konkret og jordnært. Efter jeg var kommet ovenpå igen, lå de første par artikler til bogen der imidlertid fortsat, og jeg følte nok også, at nu havde Jonathan Løw været længe nok i fokus. Nu ville jeg i stedet gerne give andre ordet, og derfor kom tanken op at samle 100 mennesker, der har inspireret mig og derfor forhåbentlig også kunne inspirere andre.

I det hele taget er inspiration et nøgleord i mit eget liv. Jeg søger den til stadighed, og jeg prøver så at give den videre. Jeg er ikke én af de iværksættere, der kan prale af en kæmpe stor exit. Derfor fortæller jeg også sjældent min egen historie, og mit såkaldt personlige brand handler ikke primært om mine egne startups, men formentlig at folk føler sig inspireret af det, jeg kommunikerer og deler. Derfor er jeg blevet stadigt mere bevidst omkring, at når Jonathan Løw får ordet omkring erhvervsfilosofi eller socialt iværksætteri, så skal taletiden bruges til at fremhæve nogle af de mange fantastiske iværksættere og innovatører, der findes derude - frem for mig selv.

Jeg ved, at jeg indimellem er blevet kritiseret for at stikke hovedet for meget frem. Altså at hvis man ikke har lavet en milliardvirksomhed, så skal man gøre det først, og så kan man mene noget bagefter. Min tilgang er imidlertid en anden. Jeg mener ikke noget bare for at mene noget. Jeg formidler, hvad jeg har lært, igennem tusindvis af samtaler med iværksættere og ledere fra hele verden. Når jeg fx. skriver på Lederweb omkring ledelse og lydhørhed, så er det ikke primært mine egne ledelseserfaringer, jeg bringer i spil. Så er det de mange ægte guruer, jeg har talt med, og deres fantastiske bedrifter og refleksioner, jeg forsøger at give videre.

Så 'at the end of the day' er det nok mit personlige paradoks ved at opbygge et personligt brand - nemlig at jeg er i centrum i den forstand, at jeg er budbringeren i artikler, blogs og interviews, men at det i virkeligheden ikke er mig selv, jeg taler om. Og netop derfor kalder jeg heller aldrig mig selv guru eller ekspert. Jeg ved, at det gør mange medier såsom her TV2 Fyn eller her Ugebrevet, men jeg er jo ikke brandet Jonathan Løw. Jeg er bare mig. Jonathan. En knægt fra Aarhus på 39 der engang hadede sangen "Jonathan gi'r aldrig op", fordi den kom i en sårbar teenagetid og førte til visse drillerier dengang, men i dag har erkendt, at livet netop handler om ikke at give op - også når der er modgang, eller når én, jeg aldrig har mødt, mener, at Jonathan Løw er enten fantastisk eller en idiot, der ikke har noget at ha' tingene i. Som sagt: Den store guldmedalje har en tilsvarende stor bagside. Blot vær bevidst omkring dette inden du overvejer at kaste dig ud i den svære disciplin, som vi anno 2017 kalder personlig branding.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jonathan skriver Skriv dig op