Det vil måske ikke undre dig, at jeg anbefaler PR frem for normal online marketing. Jeg tjener jo trods alt penge på at hjælpe virksomheder som PL & Partners, Lunar Way, Hellow m.fl. med deres pressesynlighed. Når det så er sagt, så mener jeg det faktisk – uanset hvad jeg så måtte tjene mine penge på. Jeg har ment det i lang tid – også længe inden, at det blev en del af min forretning, og hvor jeg ”bare” brugte det til at skabe synlighed omkring de virksomheder, jeg havde eller arbejdede hos.
Jeg mener det så meget, at jeg på min hjemmeside omkring PR også linker til umiddelbare konkurrenter til det, jeg laver.
Det er dygtige folk indenfor adwords, Facebook-markedsføring, videoproduktion etc., og jeg linker til dem, fordi jeg egentlig ikke opfatter dem som konkurrenter. Det, de er vildt dygtige til, er noget andet end PR, og det kan to vidt forskellige ting. Jeg vil også understrege, at man ikke kan sige, at én ting virker for alle. Der er bestemt tilfælde, hvor jeg vil anbefale online markedsføring frem for PR, men det er ofte i situationer, hvor budgettet er stort, og man ligeså meget søger branding som salg. Det går jeg ikke ud fra er tilfældet for dig?
PR handler altså om noget andet. Det handler ikke om at brande, men om at opbygge tillid. Når en virksomhed som PL & Partners, der for øvrigt lever af Facebook-markedsføring, har fået så meget ud af deres medieomtale, så skyldes det, at de i artikler som disse er blevet positioneret som de dygtigste indenfor deres branche:
https://www.business.dk/digital/mads-og-kristian-hyldet-af-gigant-knokler-80-timer-om-ugen-og-har-de-stoerst
http://finans.dk/erhverv/ECE9516528/unge-ivaerksaettere-lever-af-facebookannoncer/?ctxref=ext
http://borsen.dk/nyheder/virksomheder/artikel/1/323317/gymnasieduo_byggede_millionsucces_paa_su_saa_ringede_facebook.html
Det er imidlertid ikke Mads og Kristian selv, der har været ude og slå på trommer for sig selv. De er to vildt dygtige, men også ydmyge iværksættere, og derfor ville det ikke falde dem naturligt. I stedet er det blevet etablerede og anerkendte medier som Berlingske Business, Finans.dk og Børsen, der fortæller historien om dem.
Det har betydet, at PL & Partners har kunnet nyde godt af disse mediers troværdighed og netværk af læsere. Dette naturligvis kombineret med, at de som sagt er virkelig dygtige til det, de gør. Det er ikke PR'en, der har skabt deres succes. Det er dem selv, men den har bidraget til kendskabet og troværdigheden. Det kan godt være, at de ikke direkte kan måle effekten i form af titusindvis af kliks, som man ville kunne ved at køre adwords, men til gengæld konverterer kliksene til tillid og til kunder.
Rent strategisk giver det endnu en fordel. Den troværdighed, som mediernes artikler bygger op, kan efterfølgende integreres i al anden markedsføring, man laver. Mange af de virksomheder, jeg har hjulpet med PR, har efterfølgende valgt at inkludere deres medieomtale i den øvrige markedsføring, og det har betragteligt øget både klik- og konverteringsraterne. Dermed betyder det også, at man får mere ud af sit klikbudget, fordi det er med til at øge konverteringen fremadrettet. Det skyldes, fordi PR kan noget på tillidsskalaen, som normal online markedsføring ikke kan.
Det er egentlig ganske logisk. I løbet af de seneste 10-15 år har marketingbranchen gjort det meget svært for sig selv. Se eksempelvis denne illustration af, hvordan marketingfolk, i jagten på at skabe salg, overdriver mere og mere omkring produkternes effekt:
Den udvikling er skadelig for alle, der laver konventionel markedsføring. Den har også bredt sig til bloggerne, der efterhånden ikke skriver om noget, de ikke bliver betalt for. Det fører til useriøse og skamrosende blogs omkring produkter, hvor man godt kan se, at det ikke holder vand. TV programmet Absurdistan lavede for nogle år siden et sjovt eksempel på dette, hvor bloggerne Jackie Navarro og Mascha Vang skamroste noget vand som om, at det nærmest havde magiske og helende effekter:
http://tvtid.tv2.dk/nytomtv/article.php/id-66839146%3Ajackie-navarro-f%C3%83%C6%92%C3%86%E2%80%99%C3%83%E2%80%A0%C3%A2%E2%82%AC%E2%84%A2%C3%83%C6%92%C3%A2%E2%82%AC%C5%A1%C3%83%E2%80%9A%C3%82%C2%B8ler-sig-snydt-af-drprogram.html
Disse tendenser har betydet, at folk stadigvæk responderer på normal markedsføring, men at det ikke opbygger tillid og dermed langvarige relationer. Du kan formentlig stadig bruge det til at skaffe kunder nu og her, men det vil ofte være en dyr strategi på den lange bane, fordi de så handler hos dig én gang og derefter shopper videre hos konkurrenten. Jeg kalder det for ”one-night-stand”-marketing strategien.
Derfor vil jeg opfordre dig til at overveje, hvordan I vil angribe hele spørgsmålet omkring opbyggelse af troværdighed fremover. Hvad er på den lange bane den mest cost-effektive strategi, og hvordan opbygger I tillid og troværdighed i en verden, hvor så mange kæmper omkring jeres kunders opmærksomhed? Uanset om I så er indenfor B2C eller B2B-området.