Fokusér på jeres DNA frem for jeres NDA

Jeg får jævnligt tilbud omkring investeringer eller bestyrelsesposter, hvor jeg i samme forbindelse bliver bedt om at underskrive en NDA. Jeg takker altid pænt nej og understreger, at hvis dét er tilgangen til at drive virksomhed, så er jeg ikke det rette match.

Dermed siger jeg ikke, at dette er en generel sandhed. Altså at alle startups og virksomheder i det hele taget bør droppe NDA’en. Men for mig signalerer den det modsatte af, hvad jeg ønsker at stå for og den tænkning, der ligger deri.

For dem, som begrebet er nyt for, er NDA en forkortelse for ’Non-Disclosure Agreement’. Dvs. at en NDA er et dokument, som man kan bede den anden part om at underskrive, således at vedkommende forpligtiger sig til at holde alle informationer fortrolige og kun bruge dem til det konkrete aftalte formål.

Umiddelbart kunne sådan en fortroligheds- og hemmeligholdelsesaftale jo lyde som en god idé, men i mine øjne burde det være et levn fra fortiden. Et levn fra dengang, man troede, at idéer skulle beskyttes frem for deles.

Jeg har personligt den tilgang, at jeg ikke er bange for, at andre stjæler mine idéer. Det handler 1% om idéen og 99% om eksekveringen. Dvs. at have det rette iværksætter- og vækst-DNA. Ikke at have det rette juridiske dokument.

Jeg er derfor nærmere bekymret, hvis jeg præsenterer min idé for en brede skare af forskellige mennesker, og ingen af dem har lyst til at stjæle den eller kopiere dele heraf. For så kunne det indikere, at jeg er på afveje.

Når man følger debatten omkring alt fra NDA’er til patenter, så hører man ofte, naturligt nok bl.a. fra advokatfirmaer og patentbureauer, at patenter styrker innovation. Der er imidlertid forskningsmæssig evidens for det modsatte, og når det kommer til NDA’en, så har den også en indbygget psykologi, som jeg ikke bryder mig om. Det skyldes, at jeg nærmest aldrig har oplevet at støde på en idé, der er komplet unik og ny. Som regel har jeg i forvejen set den i alverdens afskygninger tidligere, selvom idéfolkene bag måtte mene det modsatte.

Tilhængerskaren af patenter og NDA'er tilhører ofte enten erhverv, der har en økonomisk interesse i det, eller traditionelt tænkende aktører som banker og old-school investorer. De mener at kunne beskytte deres innovationer igennem et patent, selvom virkeligheden i stedet fortæller os, at et patent nærmest er umuligt at håndhæve i praksis (bl.a. økonomisk), mens en NDA, man mener brudt, som regel blot fører til en langvarig og meget dyr slåskamp i retssalen.

For når en NDA dybest set siger, at den uindviede part skal ”holde alle informationer fortrolige og kun bruge dem til det konkrete aftalte formål”, så åbner dette op for en hvepserede af definitionsspørgsmål og tvister. Hvis jeg eksempelvis underskriver en NDA og siden bliver præsenteret for en deleøkonomisk platform af en slags, må jeg så efterfølgende ikke beskæftige mig med deleøkonomiske forretningsmodeller lig den? Eller gælder begrænsningen aktiviteter i branchen, som den pågældende platform beskæftiger sig med? Eller hvor starter og slutter de begrænsninger, jeg nu har skrevet under på og efterfølgende skal gå og bekymre mig om, hvorvidt jeg måtte risikere at bryde eller ej?

Jeg er helt bevidst omkring, at de virksomheder, der har patenteret det ene eller andet, står meget stejlt på deres juridiske krav. Det er som om, at patentet bliver vigtigere for dem end at gøre en positiv forskel i verden. Hvis de i stedet brugte al den energi på at sikre et awesome iværksætter-DNA, så ville NDA’en naturligt træde i baggrunden. Naturligvis er der, som tidligere nævnt, udvalgte industrier, hvor både en NDA og et patent giver mening (ex. medicinalindustrien), men i disse år misbruges de juridiske magtudmeldinger, som NDA’en og patentet også åbner op for, i stedet til at true alt og alle, der blot måtte nærme sig at bryde et givent patent eller NDA.

Det er ikke kønt, og det er desværre ofte de helt store spillere, der nyder godt af dette game. Ikke de små og innovative selskaber. Fokusér derfor i stedet på jeres iværksætter-DNA og læg jeres kræfter dér tak.