Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Løw - JumpStory Overvej at sælge skindet, inden bjørnen er skudt

Overvej at sælge skindet, inden bjørnen er skudt

1,944 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
19 September 2016

I forlængelse af min Listen Louder-filosofi og ønsket om at ’arbejde højere’ og dele viden, har jeg interviewet tre skarpe hjerner og stillet dem tre skarpe spørgsmål.

De to første var Jacob Risgaard og Morten Larsen, og nu er turen kommet til Patrick Lund, der er én af stifterne af Graduateland - En yderst succesfuld dansk vækstvirksomhed.


Lad os få svar på tre skarpe fra Patrick... 

Hvad har du gjort, som du synes, at andre iværksættere burde kopiere? 
Lad det være en ambition, at jeres kunder skal betale for jeres produkt så tidligt som muligt. Der er intet mere validerende, end at folk er klar til betale for at få løst det problem – den pain – som dit produkt eller service afhjælper. Hvis de ikke er klar til at betale, så er dit product/market fit skævt, værdien ikke stor nok, eller du er ikke dygtig nok til at sælge.
Det er så din opgave at finde ud af, hvad der får kæden til at hoppe af, men uanset hvad så er der i hvert fald ét fundamentalt problem, som du bør adressere.

Derudover kan man sagtens være fræk nok til at pakke et salgsmøde ind i et ’feedback/brainstorm-møde’, hvor en potentiel kunde er med til at udvikle det produkt, som de på et senere tidspunkt skal betale for. Det er en ret værdifuld produktudviklingsstrategi.


Hvad vil du anbefale andre – at gå ud og hente tidlig kapital, eller at bootstrappe (oversat til almindeligt dansk: at leve af vand og klidkiks indtil pengene begynder at rulle ind)?
Det kommer an på, hvad man laver, og hvor travlt man har. Og om man ved præcis, hvordan ens forretning skal geares. Vi var tæt på at lukke en VC runde (kapitaltilførsel fra venture investorer, red.) for nogle år siden, men det gik i vasken i 11. time. I dag er jeg lykkelig for, at dealen ikke blev lukket, for vi var ved at rejse penge til at ekspansionsstrategi, som vi efterfølgende er gået delvist væk fra.
Dog kan man sige, at måske ville vi have lykkedes med det, hvis vi havde haft de mange millioner på bankbogen. Det er svært at konkludere noget, andet end jeg er glad for, at vi endnu har muligheden for både at gøre både det ene og det andet. Det øjeblik, man rejser penge, så er man ude i motorvejens overhalingsbane uden anden afkørsel end exit eller frontalsammenstød med en betonklods.
Som førstegangsiværksætter er det nok meget fornuftigt at bootstrappe i starten, da der er så mange ting, som er nye – ansættelser, regnskaber, besværlige kunder, søvnløse nætter, warrantprogrammer, CRM-systemer mv. – og der er ingen grund til at øge tempoet alt for meget. Når man har fået nogle rutiner ind i kroppen, er det måske mere overskueligt. Som serieiværksætter skal de fundamentale ting gå lidt hurtigere, og du gider ikke vente 9 måneder på at kunne ansætte programmør nummer 2. Derfor spiller de personlige karakteristika nok ligeså meget ind i overvejelserne, som din forretningsmodel gør det.


Nu har jeg interviewet tre mænd til denne korte serie, og det minder mig igen om, at tech-verden er meget machopræget. Hvor er kvinderne henne udover eksempelvis Tine Thygesen, Mette Lykke og Camilla Ley-Valentin?
Piger skal lære at kode i langt højere grad, end de gør i dag. Et flair for IT - og måske også interessen for teknologi - starter tidligt med, at drengene i højere grad spiller computerspil eller lodder ting sammen med en loddekolbe. Dette leder til, at drengene i langt højere grad er forberedt til at stå for den tekniske del af et tech-startup. Og da førstegangs-startups i høj grad opstartes af teams, som oprindeligt er venner, ser man flere konstellationer af rene ’drenge-hold’ end ’pige-hold’.

Iværksætteri er dog mere end blot IT-virksomheder, og jeg tror, at kvindelige iværksættere fylder rigtig meget i mange andre industrier. Det er måske bare de mindre skalérbare, hvilket betyder, at de i mindre grad er VC-cases, hvorfor de rejser færre penge, og lander færre forsider på Børsen.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Jonathan blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere