Som iværksættere lever vi af problemer. Fandtes der ikke problemer i verden, havde vi ikke noget, vi kunne løse, og så var innovations- og indtjeningspotentialet ganske lavt. Husk derfor at problemer i udgangspunktet er din ven og ikke din fjende.
Når det så er sagt, så ved jeg udmærket som serie-iværksætter og mangeårig iværksætterrådgiver, at problemer kan være endog meget generende og til tider invaliderende for en startup. Derfor er det fuldstændig afgørende, hvordan vi som iværksættere håndterer de problemer, vi uundgåeligt vil støde ind i i vores hverdag.
Her får du tre mulige metoder og tankeprocesser til inspiration:
1. Fokuser 100% på problemet
Hvis din hjemmeside går ned, så lad være med at bruge tid og kræfter på at fokusere på, hvem der er skyld i problemet, og hvem du derfor skal skælde ud. Fokusér i stedet 100% på de salg, I risikerer at miste pga. serverproblemerne, og brug 100% af din energi og tid på at få hjemmesiden op at køre igen.
2. Del problemerne op
Ligesom man ikke kan spise en elefant i én mundfuld (hvis man da overhovedet skulle ha’ lyst til at spise en elefant), så er nogle problemer af en karakter, der ikke kan løses på én gang. Det gælder ofte for denne type problemer, at hvis vi ikke deler dem op, både mentalt og handlingsmæssigt, så synes de uoverskuelige.
Forestil dig eksempelvis at du er kørt galt med firmabilen. Heldigvis slap du selv uden skader, men bilen har fået en række buler. Det sker i en travl uge, og derfor opleves situationen i første omgang uoverskuelig. Hvad gør du med en bil, der er tæt på ubrugelig, og hvor skal du starte og slutte i problemløsningen?
Bid nu problemet over i mindre stykker. Start med at kontakte dit forsikringsselskab og hør hvor meget, de kan hjælpe dig med. Åben dernæst din netbank og se, hvordan likviditeten ser ud i forhold til, hvis firmaet skal betale nogle af skaderne, eller du evt. kan trække fra egne midler.
Hvis den anden billist var delvist eller fuldstændigt skyld i uheldet, så kontakt vedkommende og få afklaret, hvad hans forsikringsselskab kan hjælpe med.
Det var 3 konkrete handlinger indtil videre.
Kontakt dernæst de lokale mekanikere i området og sammenlign deres priser på at fikse skaden. Vurdér om hastighed eller økonomi er afgørende for dig, baseret på dine tidligere undersøgende handlinger, og træf en beslutning.
5 handler senere er du i mål.
Brug dette forhåbentligt ikke alt for udbredte problem på de øvrige problemer, du måtte stå overfor oftere i hverdagen. Først og fremmest kan du bruge eksemplet til at dræbe tanken: Hvordan skal jeg nogensinde få løst dette problem?
Tanker kan vokse sig store og farlige. Udover at minde dig selv om, at tanker bare er tanker – som skyer på himlen, de kommer og går -, så brug din entreprenante evne til at handle til også at løse dine problemer igennem mindre og bevidste handlinger.
Ligesom det er tilfældet med dine tanker, sådan er det også med dine problemer. Du kan sjældent styre dem, men du kan kontrollere, hvordan du vælger at reagere på dem.
3. Forstå fortiden for at forstå fremtiden
I Silicon Valley i USA, hvor jeg havde virksomhed en overgang, var ét af de mange mantraer: ”News is old things happening to new people”.
Mantraet rummer den sandhed, at næsten ethvert problem, du måtte løbe ind i, tidligere har frustreret en anden iværksætter. Du er ikke den første til at ansætte ”den forkerte” medarbejder eller til at blive snydt af en kunde.
Husk derfor altid at bruge fortiden til at forstå og håndtere fremtiden. Spørg om hjælp i dit netværk eller brug søgemaskiner som Google til at slå op, hvordan andre tidligere har løst det problem, som du står overfor nu og her. Udover at det kan bruges til problemløsning, er der også noget dejligt betryggende i at minde sig selv om, at mange andre har stået i din situation før uden at knække nakken på det.