Alle, der har arbejdet med salg, kender de berømte "sælgerhuller." I perioder kan salg være det sjoveste i verden, fordi det virker pærelet, og kunderne køber dine produkter på stribe. I andre perioder kan det være det modsatte – du ringer og ringer, sender tilbud uden effekt, og disse perioder kan være utrolig demotiverende og svære at komme igennem.
Der kan være flere årsager til, at du har ramt et sælgerhul. Her er nogle klassiske eksempler:
- Du fortsætter med at jagte gamle tilbud, som ikke har den rigtige timing eller ikke er er afklaret.
- Du kontakter de samme kundeemner, der tidligere har udvist en smule interesse, men blot er høflige og ikke takker endeligt nej tak.
- Manglende salg i længere tid har drænet din motivation, hvilket kan gøre dig desperat eller modløs.
Det er vigtigt, at du som sælger hurtigt kommer op af disse sælgerhuller – simpelthen fordi det er benhårdt at være i dem. Den bedste måde at komme op på er... ja, at sælge, da det giver motivationen tilbage.
Mit råd: Vi visker tavlen ren. Skab et sprit nyt salg og lad de gamle tilbud ligge lige nu. Tag fat i helt nye kundeemner, du aldrig har kontaktet før. Justér din pitch, så den føles friskt og nyt, og kontakt dugfriske kundeemner med potentiale for nye salg. Sæt evt. små mål for dagen, f.eks. "I dag skal jeg blot booke et nyt salgsmøde." eller "Jeg skal blot kontakte 10 nye kundeemner i dag"
Før du ved af det, har du enten lavet et nyt salg eller skabt en ny spændende kunderelation, der giver dig energi og gejst, hvilket kan høres, når du rækker ud og følger op på dine tilbud. Noget at det vi som sælgere skal være super bevist omkring er, at hvis du lyder modløs og demotiveret når du rækker ud til en kunde, er chancen for at sælge til dem væsentlig mindre end hvis du lyder frisk, glad og skråsikker på dit produkt.
Og sidst men ikke mindst: Husk "ketchup-effekten" – alt det arbejde, du lægger i de svære perioder, kommer mangefold tilbage i form af flere salg senere.
God salgsuge!