At finde sine grænser

Jeg har jubilæum i dag. 5 år er det siden, jeg startede virksomhed op som revalidering, og siden har det bare kørt.

Mange tror, iværksætteri kun handler om 60-70 timers arbejdsuger, at knokle uden at få reelle penge ud af det og at miste al kontakt til familie og venner. I mit tilfælde vil jeg nærmere sige, det har haft den modsatte virkning.

Jeg arbejder mindre, jeg tjener mere, jeg kan selv vælge, hvornår jeg møder om morgenen og vælger dermed at prioritere mine børn, så de ikke nødvendigvis skal hives ud af sengen klokken lort hver dag. Nu er det så skolen, der bestemmer ved den store, men hvis I forstår…

Jeg har friheden til at cykle og gå med ungerne til skole og børnehave og bare sige, at jeg først er på pinden kl. 9. Eller 9.30. Tidspunktet er underordnet, det er friheden, der er væsentlig. Jeg behøver ikke spørge om lov for at tage til tandlæge, tage barnet til lægen med en perle i næsen, tage tidligt fri en dag og tage ungerne med på stranden, hvis vejret er varmt og godt, tage ud og handle i stedet for at sidde og glo, når der ikke er opgaver nok…

Til gengæld arbejder jeg også hårdt, når jeg arbejder. Koncentreret, fokuseret. Jeg springer aldrig over, hvor gærdet er lavest og arbejder altid på at gøre det ekstra, der gør kunden glad – kundepleje kalder jeg det. Service er et andet ord. Jeg har en meget ydmyg tilgang til tingene, til mennesker omkring mig, selve opgaven uanset hvem der er kunde, og hvad opgaven drejer sig om. Og så behandler jeg alle ens. Stor som lav. Imponeres meget sjældent og overhovedet ikke af titler og fornemme ord. Møder alle i øjenhøjde.

Men det har også kun kunnet lykkes på grund af mit netværk. På grund af tidligere chefer og kolleger, som har bakket mig op hele vejen. På grund af min familie, som også hele vejen har været der for mig og sagt, at jeg skulle gøre det. At jeg skulle kaste mig ud i at være selvstændig, at være freelancer. At det var en fejl ikke at prøve. Og så har de også givet mig opgaver, troet på mig. Og tror stadig på mig.

Jeg er så helt igennem taknemmelig og ydmyg. Kan slet ikke finde ord til at udtrykke det.

Undervejs har jeg personligt haft det hårdt. Har været gennem en mindre depression, været gravid, fået barn, flyttet tværs over landet og bygget nyt hus, måttet skabe nye bekendtskaber, venskaber, et nyt netværk. Og samtidig først fået virksomheden op at køre, for derefter at måtte lukke den ned, mens jeg var på barsel. For på det område er Danmark jo til stadighed et u-land. Hvis du svarer på en mal, får du ingen penge. I princippet.

Jeg kom gennem depressionen. Men det har taget tid. Lang tid. ting tager bare tid, specielt i mit liv, og det kan være så møg-hamrende frustrerende ikke bare at kunne gennemføre det, man lige ønsker. På stedet. Den sidste ting jeg dog virkelig har kæmpet med, har været ensomheden. For det er jeg bare ikke god til. At være alene. Dag ud, dag ind. Altid.

Så derfor gennemsøgte jeg mulighederne for et kontorfællesskab i foråret, og derfor endte det med, vi købte den lille, fede Mini Cooper… For ikke kun giver bilen mig en frihed, den gør mig også utrolig glad i låget. Bare af at kigge på den. Og for mig er det blevet nødvendigt at omgive mig med mennesker og ting, som gør mig glad.

For når jeg skriver, at jeg ikke længere kunne holde situationen ud, så mener jeg, at der alternativt kun var en udvej, og den var ikke køn. for selvom jeg ikke gik rundt og var deprimeret længere, skal der visse ting til, for at jeg kan fungere. Som det også er for alle andre.

Jeg har fundet mine grænser for, hvor lidt der skal til for at jeg kan fungere. På alt for mange områder. Det har været utrolig hårdt, men også inspirerende og lærerigt. For hjernen er dum, og det er så utrolig svært at skulle overbevise den om noget, den først har besluttet sig for er på en bestemt måde… hvis I altså forstår.