Kunsten at lede andre

Jeg er selvstændig grafiker, freelance – har forinden dog været lønmodtager i cirka 12 år. Og desuden er mine forældre også selvstændige, så jeg har set ledelse udøvet fra flere sider af. Og jeg undrer mig til stadighed.

Da jeg var lønmodtager, prøvede jeg på én arbejdsplads hvor jeg var ialt 5 år – at have én chef per år, jeg arbejdede der. Det var et mareridt.

Virksomheden blev først solgt, da ejeren ville på pension – dernæst blev den fusioneret med andre trykkerier, sammenlagt og vendt op og ned på cirka én gang om året. Og hver gang kom der en ny chef på, det hele skulle endevendes, folk blev fyret, og det var generelt bare træls at tage på arbejde en periode på cirka 3 måneder (indtil de fyrede var holdt).

Dernæst brugte vi andre cirka 3 måneder på at komme i gear igen, så gik det godt et halvt års tid, og derefter rullede møllen igen. Ikke specielt morsomt, og ikke på noget tidspunkt blev vi medarbejdere inddraget i beslutningerne om, hvordan afdelingen ville køre bedst – og ofte endte det også med, at de måtte ansætte folk igen, for de kunne jo rent faktisk ikke undværes.

Det var et helvedes rod. Og det ødelagde en ellers god arbejdsplads, så de gode gik ud for at finde andet arbejde. Til sidst gik jeg derfor ind og skældte ledelsen ud. Måske ikke just den bedste løsning, men i desperation kan selv den bedste blive drevet langt ud … (og desuden er den mand i dag min største kunde (!))

Hvorfor er det, ledere tror, de gør det godt ved at lave totalt om på noget, der ellers kører godt? Er det et tegn på usikkerhed, at alt absolut skal ændres, bare fordi en ny kommer til?

Jeg har fuld forståelse for, at arbejds-processer til stadighed kan forbedres og gøre mere effektive, men det gøres ikke ved tvang. Og mange ledere glemmer vist ofte, at danske medarbejdere er selvstændigt tænkende individer, der bestemt også ser ledelsen an, når den just er tiltrådt. Det er ikke kun omvendt. Altså!

En smule ydmyghed i forhold til arbejdsopgaven, om man er leder eller blot ansat. En smule høflighed og gensidig respekt. Der gælder det samme som i alle andre forhold livet igennem: Gensidig respekt og accept kommer man nu engang længst med. Om det så er mellem ægtefæller, gode venner, chef og ansat eller til ens børn.

Og det er altså ikke et tegn på dårlig ledelse, om man skulle komme til at spørge eller inddrage de involverede parter … det er i min verden langt mere et tegn på respekt for det, der er – samt accept af, at ikke al fornyelse nødvendigvis er godt.