Hvilket gear kører du i?

I 2005 blev jeg sygemeldt, i 2006 startede jeg virksomhed op, i 2007 blev jeg gravid og fødte vores datter i marts 2008. Samtidig flyttede vi en måneds tid forinden i nybygget hus, efter at være flyttet tværs over Jylland pga min overfølsomhedssygdom, som var skyld i, jeg ikke kunne tåle at blive boende hvor vi var. I Østjylland.

På samme vis fortsatte livet i aller-højeste gear derefter, på trods af sygdom og spædbarn. Efter 4 måneders barsel var virksomheden i gang igen - vi var så heldige at min mand kunne tage 3 måneders betalt barsel som funktionær. Det var jo lige inden krisen rigtig trådte i karakter. Så datteren blev hele 7 måneder, inden hun kom i dagpleje.

At have 2 små børn, virksomhed og en overfølsomhed som konstant bankede mig tilbage til stenalderen, når jeg en sjælden gang valgte at træde uden for døren … det var for hårdt, når jeg samtidig ikke ville acceptere at mit liv skulle være stillet totalt på stand-by.

Så i 2009 fik jeg at vide af min læge, at hun syntes jeg skulle prøve lykkepiller. Jeg stirrede på hende som var hun gal. Efter 2 dages forsøg med konstant sygdom og elendighed fik hun ikke én pille mere i mig, og jeg fik i stedet en henvisning til en psykolog. En rigtig god en af slagsen. Og hun bor helt ude, hvor man kan se klitterne – og dér bagved havet et sted. Godt sted. Dog måtte man nogle dage parkere ude på kystvejen og så nærmest kravle ind til hendes hus pga sne – det var dog møg-hyggeligt.

Hen over vinteren 2009/2010 fik psykologen hul på mange bylder, og i dag er jeg ovre de dage, hvor humøret går totalt i bund uden grund. Men nu arbejder jeg også ligeså stille på at få genopbygget immunforsvaret med diverse vitaminer og mineraler.

I dag foregår mit liv i et helt andet tempo. Og jeg har det fint med det. Til tider savner jeg dog bestemt det gamle liv i højeste gear. Det var fedt! Og det var nok også det, der fik mig gennem depressionen uden sygemelding … bare at fortsætte i aller-højeste gear med virksomhed, graviditet, husbyggeri, barn og børn …

Jeg hører om andre, som også går ned med depression. Det er jo ikke et ukendt fænomen. De bliver både sygemeldt og medicineret ud over at samtale med psykolog eller psykiater. Jeg fortsatte bare livet ved siden af. Og det tror jeg for mig var en god ting.

Var jeg stoppet op undervejs og havde givet mig selv tid til at få syn for sagen – så tror jeg sgisme jeg var blevet godt og grundigt forskrækket. For i dag virker det jo fuldkommen sindssygt, hvad jeg i den periode udsatte mig selv for.