Jeg er af sådan en familie, hvor det positive altid har ligget som noget underforstået noget lige under overfladen. Sådan er det nok ofte, når man er vestjyde. Men jeg må indrømme, at jeg er ved at være træt af, min familie aldrig kan sige noget pænt – men at det altid kun er det negative, der kommer frem. Godt nok med smil på læben og en god bunke sarkasme og ironi, men hvorfor skal det være så svært at sige noget pænt til dem, man rent faktisk elsker?
Jeg ved egentlig ikke, om det var bedre de 10 år, jeg boede i Østjylland og arbejdede i blandt andet Århus/Viby J. Heller ikke der kunne cheferne finde ud af at komme og rose en for det arbejde, man gjorde. Jo, der var nogle få ind imellem. Der var bare for langt imellem.
Vi er en nation af stressede, deprimerede mennesker, der går ned med flaget på stribe. Vi må sgu se at lære at sige noget pænt til hinanden. Bare én ting hver dag!