Hvor kragerne vender

Vi bor, hvor kragerne vender – eller hvor de holder pitstop, inden de flyver videre. Det kommer vist an på, hvordan man ser på det. For os er Vemb ideel, da alt er indenfor gå- og cykelafstand, og nu er vi heldigvis ikke bange for at prøve noget nyt, selvom det ikke altid er lige sjovt i starten.

Vi flyttede hertil fra Ulstrup, en lille by mellem Bjerringbro og Langå, fordi jeg ganske enkelt næsten ikke kunne færdes udendørs om vinteren i Ulstrup og omegn pga. røg, os og forurening i luften. Mit hjem var blevet et fængsel, og det var et mareridt. Jeg gik rundt i mine egne, dunkle tanker, og jeg fik det bestemt ikke bedre, som tiden gik.

Den vinter smed vi et genvex-anlæg i huset, og i dag er jeg overbevist om, at det har været med til at redde mit liv og min tilværelse fra at gå helt ned.

Om sommeren gik det ikke meget bedre, når alle naboer skulle grille – jeg var tvunget til at gå indendøre og lukke døre og vinduer. Derfor besluttede vi os for at flytte, og så fik min mand også nyt arbejde, hvilket han havde ønsket gennem en længere periode.

Vi trives i Vemb, og vi er efter et år faldet fint til og har også fået venner gennem knægtens børnehave og tøsens dagpleje. Folk er forstående og nede-på-jorden – når man fortæller sin historie, vises der forståelse for problemerne, og desuden bakker man op om det lokale.

Jeg har ikke fået fat i det lokale erhvervsliv endnu, men nu skulle jeg også lige først igang igen ovenpå min barsel sidste år. Det første tiltag har været at melde sig ind i den lokale erhvervs- og handelsstandsforening, hvor jeg også er blevet sekretær. Med tiden er jeg sikker på, det kan lykkes. Det tager bare tid – ligeså lang tid som at søge et ordinært job.

Mit firma, sandfær-andersen, startede op pr. 1. september 2006. Kommunen betalte for computer, printer, scanner og programmer (sådan cirka i hvert fald), og så fik jeg halv revalidering i et halvt år – derefter blev jeg overladt til mig selv.

Min største frygt var, hvordan det ville være at kapre kunder, når man nu ikke kunne sælge sig selv på normale vilkår. Jeg søgte mange steder – kom med i et iværksætternetværk, amino.dk, men heller ikke der fandt jeg hjælp. Og når man har siddet som ren service-funktion og hoppet og sprunget, når kunden bad om det, så var det for mig utrolig svært at være nødt til at sige 'nej' og være nødt til at bede om hensyn. Det var jeg bestemt ikke vant til.

Det gik dog nemmere end forventet. Når jeg blot forklarede, hvordan tingene stod til, var folk utrolig forstående – og nogle har endda tilbudt at komme forbi hos mig og holde mødet forud for opgaven.

Andre har ud fra min hjemmeside, www.sandfaer-andersen.dk og ud fra referencer besluttet sig for, at det slet ikke var nødvendigt med et møde forud for samarbejde – og det er jeg jo utrolig glad for! Kommunen var også betænkelig ved sådan at overlade mig til mig selv, så det var virkelig dejligt at kunne bevise, at man også kan drive virksomhed på andre vilkår end de normale.

Nu var mit håb jo også bare at kunne tjene det samme som dagpenge – så forventningerne var ikke sat så højt. Bare at kunne klare sig selv og holde sig fri af kommunens 'klør', ville være dejligt!

I dag arbejder jeg stadig på at gøre min hjemmeside så forklarende og informerende som muligt – for den er jo mit ansigt udadtil. Jeg forsøger dog i dag også at komme i kontakt med det lokale erhvervsliv, men det er sådan noget, der tager tid. Derudover er jeg aktiv på amino.dk, det tidligere omtalte iværksætterforum, hvor jeg forsøger at hjælpe med de ting, jeg har forstand på – og desuden har oparbejdet et form for netværk til nogle af brugerne. Derigennem har jeg også fået nogle opgaver – blandt andet én enkelt fast kunde, som jeg arbejder for hver måned.

Derudover søger jeg alt, der er værd at søge. Og hvis det kommer dertil, hvor kunden ønsker et møde – så må man jo tage den derfra. Det er jo sådan set ikke så meget, der skal til, for at det kan lade sig gøre!

Jeg har ingen bil, da jeg jo alligevel kun arbejder hjemme. De få gange en bil har været påkrævet, har min mand taget toget på arbejde – det kan tælles på 1-2 hænder de antal gange, jeg kører i firmaregi på årsplan.

Jeg har for nyligt meldt mig ind i Dansk Netværk, som også har en afdeling i Holstebro. Skulle det komme så vidt, at jeg ved et møde bedømmer, at duftene er for slemme, er det værste der kan ske jo bare, at jeg må tage hjem igen. Det er virkelig dejligt at komme lidt ud, og det er nødvendigt for både firma som personen her at kunne dele erfaringer med andre – og måske få en enkelt kunde eller to.

Nogle kunder vælger ligefrem at bruge mig på baggrund af min sygdom. Jeg laver indtil flere patientforeningers blade, så det er virkelig dejligt! Jeg kender jo også alt til betydningen af at få lavet et godt blad, der bliver læst – når man lider af en forholdsvis ukendt sygdom og har behov for at råbe myndighederne op! Af samme årsag arbejder jeg frivilligt for patientforeningen for min egen sygdom og laver foreningens blad.

Så kunderne kommer lidt af sig selv – ud fra det arbejde jeg nu lægger i hjemmeside og netværk. Og så kunne jeg heller ikke overleve uden min tidligere arbejdsgiver, som er min største kunde. Mit netværk af gamle kolleger og arbejdsgivere har været altafgørende for at få firmaet her op og køre. Derfor er jeg også virkelig taknemmelig for i det mindste at have fået nogle år på arbejdsmarkedet, inden MCS'en blev så slem, som den er i dag.