Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs Hvor kragerne vender Fra lønmodtager til sygemeldt og derefter selvstændig

Fra lønmodtager til sygemeldt og derefter selvstændig

990 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
10 March 2009

I september 2005 blev jeg sygemeldt fra mit daværende arbejde på et grafisk bureau i Aabyhøj. Jeg kunne ganske enkelt ikke tåle at være på arbejdspladsen.

Efter at have været ved lægen var jeg ikke blevet klogere, og derfor gik jeg hjem og søgte på internettet. Jeg fandt andre livshistorier lignende min og måtte konkludere, at jeg lider af MCS. Multiple chemical sensitivity – kemisk intolerance – duft- og kemikalieoverfølsomhed. I april 2006 og igen i august 2006 blev jeg diagnosticeret ved den eneste læge i landet, der sådan cirka kan det: Øre-næse-halslæge og overlæge Søren Vesterhauge, som er på privathospitalet Hamlet.

Jeg reagerer via luftvejene og kan derfor kun færdes med besvær i det normale samfund. Derfor varede min sygemelding et helt år, og derfor kom jeg kun videre på arbejdsmarkedet ved at starte op som selvstændig – med kommunens hjælp.

Jeg føler mig i dag meget heldig, at jeg har haft denne mulighed – at jeg har fået valgt et fag, hvor det kan lade sig gøre. For ellers var jeg blevet førtidspensionist, og det kan jeg bestemt ikke se en fremtid i! At have været sygemeldt et helt år og derigennem at have stået ansigt til ansigt med det danske social-system OG en ukendt sygdom, som ikke kan sættes i en bås – det har været rigeligt for et helt liv. Og bestemt ikke sjovt!

Dermed ikke være sagt, at det har været og er nemt at være selvstændig.

Siden min opstart har jeg også fået et barn, vi har bygget hus og er flyttet til Vemb, vest for Holstebro pga. sygdommen, og dermed er det først nu, jeg føler, jeg har et behov for at få kontakt til det lokale erhvervsliv og sælge mig selv som grafisk leverandør til dem også. Til nu har jeg ikke mødt størstedelen af mine kunder – og regner heller ikke med at gøre det. Kommunikationen foregår over mail og telefon.

Jeg er dygtig til mit fag. Så dygtig at en af mine tidligere arbejdsgivere i dag også er min største kunde. Men jeg er også meget afhængig af ham, og det arbejde med at blive mindre afhængig er noget af en kamp.

Hvordan sælger man sig selv, når man ikke kan tåle at møde nye mennesker?
Hvordan overlever firmaet på den baggrund?
Hvordan netværker man?
Hvordan tager kunderne det fact, at jeg ikke kan tage ud og præsentere eller arbejde for dem på deres kontor?

Disse og flere spørgsmål må jeg hele tiden selv finde svarene på. Der findes ikke en gylden regel eller en bog at læse i, når jeg skal finde svar.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Slettet skriver Skriv dig op