Iværksætter: Lad som om du driver virksomhed i Armenien

Forleden kunne jeg og mine trofaste støtter fejre et års fødselsdag for min selvstændige virksomhed, dialogdesigneren.dk. På dagen vedtog vi, at min virksomhed ikke er typisk dansk; snarere amerikansk, afrikansk eller armensk.

Hvordan kom vi dog på den tanke? Jo, virksomheden opstod på ruinerne af 40 års lønarbejde og lige så mange års medlemsskab af en a-kasse. Da jeg mistede mit job som journalist, var faget i frit fald og standardbeskeden til alle over 50 var: Gør dig umage, men forvent ikke at komme i job igen. Ever.

Det vidste jeg godt, da jeg gik til møde med a-kassen, så jeg medbragte en plan B: "Jeg vil gerne starte virksomhed," fortalte jeg. "Men jeg vil også gerne have al den støtte og al den uddannelse, a-kassen kan tilbyde mig."

Stilheden var larmende. Men det måtte jo siges:

"Her og nu kan vi tilbyde dig en times karriererådgivning. Dagpenge og uddannelsesmuligheder er forbeholdt vores ledige medlemmer, og når du driver virksomhed, er du ikke ledig."

Jeg afbrød: "Og når jeg ikke er ledig, behøver jeg ikke fortsætte mine indbetalinger til a-kassen ..."

Det vile de nu alligevel råde mig til. "Når du lukker din virksomhed, kan du genindtræde i dagpengeretten," lød det overbevisende.

Det er så her, vi kommer til det med nationaliteten. I Danmark er vi, både lønmodtagere og selvstændige, i den grad vænnede til at tænke i socialt sikkerhedsnet, at vi måske glemmer at gøre os umage med at få virksomheden til at overleve. Med at spare på driftsudgifterne. Med at sætte prisen højt nok - og kvaliteten.

Måske er det en kraftigt medvirkende årsag til, at fire ud af fem nystartede virksomheder i Danmark lukker igen inden for virksomhedens første tre leveår. Det er i hvert fald en egenartet dansk rekord. Og en rekord, som jeg ikke har tænkt mig at bidrage til.

Når det så kommer til stykket, så er jo hverken dagpengesystemet eller kontanthjælpsystemet indrettet på at hjælpe "sådan nogle som os". Så vi er bedre tjent med at betragte os selv som armenere, afrikanere eller amerikanere uden socialt sikkerhedsnet. Med en forbandet pligt til at klare skærene. For vores selvrespekt skyld. For vores egen livskvalitet. For familiens skyld. Og for de eventuelle ansatte.

Meld dig gerne ud af a-kassen. Ikke for de 400-500 kroner, som det koster i bidrag hver måned. Men for at vise omverden og dig selv at du er armener. Eller afrikaner. Eller amerikaner. I hvert fald en overlever.