Alt kan sælges - undtagen terapi

I min lille iværksætterrådgivning møder jeg mange - alt for mange - terapeuter og behandlere, som er et kæmpe spørgsmålstegn:

"På min hjemmeside har jeg beskrevet mine metoder så indgående, så ærligt og så godt. Men ingen reagerer på det."

Af en eller anden grund har de fleste i sundhedsbranchen svært ved at sætte sig "ned" på niveau med dørsælgeren eller telefonsælgeren. Hvis de prøvede at overvinde denne reminiscens fra deres tid i offentlig ansættelse, ville de have meget nemmere ved at tiltrække kunder via hjemmeside og flyers og andre markedsføringsredskaber. De ville nemlig ligesom dørsælgeren have gjort sig to basale overvejelser:

1. Hvem har behov for det jeg kan tilbyde?

2. Hvem tager købsbeslutningen?

Når det gælder sygdom, sorg og smerte, er det meget sjældent den ramte selv, som tager beslutningen. Det er hustruen, ægtemanden, kollegaen, den gode ven eller veninde.

Den største vanskelighed for terapeuter og behandlere er, at få mennesker til at indse, når de har behov for professionel hjælp, og indse, at de skal gøre noget aktivt for at få denne hjælp.

De ved, at de har ondt i livet, men 48 procent af dem er opdraget til at bide smerten i sig og måske ligefrem skamme sig over den, eller de er for unge eller for usikre til selv at bede om hjælp; andre 48 procent søger de ”nemme” udveje, dvs. de dulmer deres smerte med alkohol, medicin, påtaget følelsesløshed eller ligefrem depression. (Når det gør rigtig ondt, kan depressionen være et "nemmere" sted at være).

De sidste fire procent er mennesker, som håber på forandring og ikke er bange for at sætte deres gamle identitet på spil, hvis de kan opnå en, som det er mere tilfredsstillende at være i.

Disse fire procent er der til gengæld meget stor konkurrence om. Ikke kun fra terapeuter, men også fra rådgivere, coaches, selvudviklingskurser, mindfulness osv. osv.

Skil dig ud!

Hvis du vil skille dig ud i den store mængde af terapitilbud, skal du fortælle mindre om terapi og mere om symptomer. Fortæl med almindelige ord om hvordan man kan se på sine børn, forældre, søskende, bekendte, kolleger, naboer osv. at de har ondt i livet og brug for professionel hjælp. Og tilføj, hvad man så helt konkret skal gøre for at få hjælp til at hjælpe den pågældende.

Tag gerne udgangspunkt i mennesker, som du har eller har haft kendskab til - selvfølgelig i anonym form.

Dermed får du åbnet en dør ind til nogle af de 96 procent, som aldrig af sig selv ville opsøge en teraput. Det kan man da kalde lidt af et forspring, kan man ikke?