Vi har det med at overvurdere vores egen klogskab og undervurdere sidemandens (eller kvindens. Derfor har vi en slem uvane med at ville “oplyse” og “informere” hinanden.
Men hvis ikke det er rigtigt – “Jeg ved meget bedre” – så slår det fejl. Det danske debatlandskab – bøger, aviser, hjemmesider – er fyldt med tomme informationskalorier og ligegyldige udsagn. Levende og engagerende debat forudsætter nemlig en evne til at respektere sin modpart (kunde) og et ønske om at forstå ham eller hende.
Næste gang du skal have et budskab ud med succes, så prøv at spørge i stedet for at informere.
Stil til en start dig selv en masse opklarende spørgsmål om budskabet – hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor. Giver det mening?
Kan du stille dig selv de samme spørgsmål om modtagerne af budskabet? Gør det.
Nu er du godt klædt på til at kommunikere. Men de sidste spørgsmål er ikke stillet endnu.
Når du sidder med en færdig tekst, så kig på den og spørg:
Hvilke sætninger her kan jeg med fordel skrive som spørgsmål i stedet for påstande?
Når du har skrevet teksten om, vil dit budskab på en helt anden måde engagere sin modtager.
Hvis teksten virker meget for lang, melder spørgsmålet sig naturligt:
Hvilke sætninger kan jeg undvære uden at budskabet forringes?
Har du lyst til at prøve?