Tilbage i april-maj ændrede Google afgørende i sin måde at indeksere hjemmesider på. Populært sagt afskaffede søgegiganten med et pennestrøg alle de parametre, som SEO-heksedoktorer og -hackere kunne dreje på for at skaffe en hjemmeside kunstigt høj ranking (topplaceringer i søgeresultater).
Fremover er det primært kvalitetsindhold og ægte trafik til og fra hjemmesiden som afgør, hvor højt siden kravler op i søgemaskine-hierarkiet.
Som I kan læse i mit forrige indlæg er det en af mine kæpheste: Hjemmesider skal være henvendt til levende mennesker i et enkelt og letforståeligt sprog, og HEO (Human empathy Optimization) er meget vigtigere end SEO (Search Engine Optimization).
Det er stadig vigtigt, at der en direkte sammenhæng mellem en sides søgetermer og sidens faktiske indhold, men nu er det ikke længere så meget af hensyn til søgemaskine-indeksering. Nu er det mest af hensyn til dine kunder. Hvis ikke du behandler dine kunder som de forventer, kan det dog få konsekvenser i forhold til din sides søgemaskine-ranking. Hvis kunderne ikke på siden finder det de havde forventet, er de måske væk efter halvandet sekund. Dét registrerer Google, og det koster points!
Der er ikke længere noget at hente ved at have giga mange links til og fra hjemmesiden. Google ranker nu efter kvaliteten af links, det vil sige: Bliver links brugt af de besøgende, og er links relevante for din forretning.
Jeg elsker Google for det de her har præsteret.
Nu er det igen muligt at søgemaskine-optimere ærligt (kvalitetsstyret) og kærligt (Human Empathy Optimization). Hurraaaaa!