Gør socialt iværksætteri mainstream

Social innovation og iværksætteri er blevet begreber, som særlige grupper af studerende og iværksættere taler om med stor begejstring i stemmen. Det handler om at forandre verden, og det omtales til tider som en ganske særlig og unik form for entreprenørskab. I mine øjne er det på tide at droppe denne nichetænkning og i stedet gøre socialt iværksætteri mainstream.
Det skal ske som led i en erkendelse af, at den sociale entreprenør mere end nogen anden er nødt til at besidde en benhård businessforståelse, hvis idéerne skal få reel impact, mener Jonathan Løw, der selv er social iværksætter og innovationsekspert.

Jeg er frustreret over den mangel på impact, som danske sociale iværksættere har. Ikke alene har vi i Danmark indtil videre kun kunnet mønstre en investeringsfond på >100 mio. kr. i midler. Også i iværksætter og vækstlagene står det sløjt til. Der er mange gode intentioner, men alt for få gennembrud og faktiske forretninger. Man kan blot kigge på de forskellige mindre netværk af sociale iværksættere herhjemme for at konstatere, at de rummer deprimerende få virksomheder med succes og målbar effekt på omgivelserne.

I mine øjne skal der på den baggrund gøres op med ét centralt dogme:
Social innovation og iværksætteri skal ophøre med at være begreber, der er noget særligt forbeholdt ”de, der vil forandre verden”, og i stedet tilstræbe at blive mainstream.

To centrale selverkendelser
Det er ikke mangel på medieomtale, der er årsagen til de sociale iværksætteres manglende resultater. Gang på gang beretter landsdækkende medier om nye sociale innovationer og start-ups, og det er forbavsende så meget dækning, de ringe resultater trods alt får i mainstream mediebilledet. Social innovation og iværksætteri som koncept er altså ’hot’.

Jeg har mødt mange sociale iværksættere, der kan genkende billedet af at møde stor anerkendelse til netværksmøder, i omgangskredsen, på de sociale medier og i pressen. Jeg plejer at sige til dem, at det da er dejligt for deres ego, men vel ikke målet med deres forehavende.

Jeg har til gengæld mødt ganske få socialt iværksættere, der er nået til to hårde erkendelser:

• At de har brugt langt mere tid på deres projekter, end resultaterne kan retfærdiggøre
• At de som sociale iværksættere også er nødt til at invitere folk med i projektet, som ikke brænder for hverken idealerne eller den større sag, men tænker i bundlinje og business.

 

Vilkårene for de sociale iværksættere
Det kan være vanskeligt for den sociale iværksætter at acceptere, at rene business folk har en uundværlig plads i deres projekt som enten partnere, investorer eller menige medarbejdere. Ikke desto mindre peger al udenlandsk forskning i denne retning, ligesom vi kender det fra kreativitet og innovation, hvor diversitet er altafgørende for at lykkes.

Herhjemme synes de sociale iværksættere imidlertid at foretrække at hente penge og opbakning igennem crowdfunding hjemmesider, selvom de fleste efterhånden må have erkendt, at succesraten på sådanne sider er dårligere end 1:100. Det er lige før, at den lokale bank er et bedre og mere realistisk bud på at komme videre i processen.

Samtidig er virkeligheden som social iværksætter den, at du på mange måder er vanskeligere stillet end mainstream iværksætteren. Bortset fra ego-rygklapperne så er der mindre kapital til rådighed for dig, journalistisk skeptisk i forhold til dine intentioner og et mindre antal forretningsmæssigt kvalificerede ansøgere end til lignende stillinger i det traditionelle erhvervsliv.

Der er i mine øjne brug for at gøre fortællingen om social innovation bredere!


Niche eller mainstream?
I min verden er det også social innovation, når LEGO opfinder nye klodser, som skaber livsglæde hos børn, eller når Arla kommer med en ny smag på deres drikkeyoughurt. Der opfindes noget nyt (idéer og kreativitet), det sættes i produktion (innovation), og det har en impact ude i virkeligheden (social innovation).

Socialt iværksætteri er ikke noget særligt eller unikt. Det er blot en tilgang til forretning, hvor virksomheder sættes i verden for andet og mere end at tjene penge. Derfor bliver de varer eller services, de opfinder, også til med et andet udgangspunkt end hos den traditionelle virksomhed. Kald det social innovation hvis I har lyst, det er ikke så vigtigt.

Det vigtigste er at komme væk fra en udvikling, hvor sociale iværksættere isolerer sig fra resten af iværksætter-fødekæden – dels selvforskyldt på grund af ofte manglende business indsigter og dels uforskyldt, fordi vi bruger nogle termer, som ikke fungerer i resten af erhvervslivet. Begge dele må der gøres op med, hvis vi skal have investorer og hardcore business folk med i vores projekter.
Og det har vi i den grad behov for!

Mit indspark er derfor på ingen måde et angreb på de sociale iværksættere. Jeg har den dybeste respekt for mennesker, der dedikerer sig til at gøre en forskel for andre mennesker.

Men jeg er kritisk overfor den måde, hvorpå både studerende, sociale iværksættere og disses foreninger og netværk italesætter området for tiden. Der er i min verden flere faresignaler i den nichetilgang og idealisering, som finder sted i såvel kommunikation som forretningstilgang.

Jeg vil opfordre til at lade idealerne være en selvfølgelighed for en tid, og i stedet begynde at fokusere på og uddanne sociale iværksættere i øget forretningsforståelse, bundlinje tankegang, effektiv måling af impact og betydningen af netværk udover de mennesker, der nikker og klapper én på skuldrene.
Sker dette ikke, så frygter jeg, at der bliver skabt en poleret pseudo-bevægelse, der aldrig kommer til at opfylde de visioner, vi alle kan være enige om er væsentlige og burde være mainstream allerede i dag.