Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Gæsteeksperten Kurer din arbejdsnarkomani, og lev livet

Kurer din arbejdsnarkomani, og lev livet

3,798 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
21 May 2013

Sommeren er på vej, og nu skal vi ud i solen! Hvis vi altså kan komme fra kontoret...


En veninde kom forleden i en slem knibe. Det var hårde tider for firmaet hvor hun var
ansat, og hun og en række kolleger blev sat på deltid i en periode, af rent økonomiske
årsager.


Se, det vil mange jo nok betragte som en gave. 25 timers arbejde betyder et par fridage
om ugen, eller tid til at tage i Nyhavn alle eftermiddage hvor solen er fremme. Tid til at
ordne have, gå på museum, dyrke sport, rejse på storbyferie eller dyrke den der hobby du
aldrig har haft tid til.


Det var dog ikke min venindes oplevelse, til at starte med. Ivrig efter at levere et godt
resultat følte hun ikke at hun kunne levere kvalitet på deltid. Som projektleder på et
kompliceret og teknologitungt projekt med interessenter i ind- og udland fungerede det
ikke for hende, at hun holdt fri i “normal arbejdstid”. En meget forståelige reaktion fra et
pligtopfyldende menneske. Men også meget på kant med ledelsesbeslutningen om at
reducere arbejdstiden indtil økonomien kom på fode igen.


Situationen har fået mig til at samle og formulere en række råd, som kan bruges både af
overarbejdende ansatte, og af selvstændige der drømmer om at realisere drømmen om
mindre arbejde, men i stedet oplever, at de arbejder hele tiden. For det er muligt at
reducere arbejdstiden, uden at resultaterne behøver lide under det. Det næste eksempel
bekræfter det.


5 dages arbejde på 4 - nemt!
De ansatte hos IT-firmaet 37Signals (folkene bag Basecamp og Ruby-on-Rails) begyndte
på et tidspunkt at reducere arbejdstiden hen over sommeren til kun 4 dage, så der var en
ekstra dag til at tage til stranden. De var overraskede over at opleve, at de nåede den
samme mængde arbejde på 4 dage, som før tog dem 5 dage at lave. Ved at reducere
arbejdstiden blev en masse spild skåret væk, og fokus blev øget.


Eksemplet bekræfter det efterhånden veldokumenterede forhold, at for vidensarbejdere er
der ikke længere en sammenhæng mellem timer og resultat. Produktiviteten afhænger i
stedet af få timers genialitet, høj arbejdsglæde, et godt samarbejde m.m., og flere timer
bidrager med intet. Der er derfor intet galt med en målsætning om at arbejde mindre,
snarere tværtimod.


Gør mindre arbejde til en udfordring
Det første er at justere mentaliteten, så du fokuserer på at blive hurtigt færdig, i stedet for
at udfylde tiden. Parkinsons lov (gjort populær i bogen 4-Hour Workweek) siger, at
arbejdet udvider sig i oplevet vigtighed og kompleksitet, jo længere tid der til rådighed. Kort
sagt: Du bliver ikke færdig før al tiden er brugt, og derfor skal der afsættes mindre tid (som
studerende gør mange dette automatisk, fordi opgaven udsættes til aftenen før fristen).
Det er en af forklaringerne på, at du selv i rolige perioder sagtens kan få hele dagen til at
gå, og ikke komme hjem efter frokost, selvom det egentligt burde være muligt.


Drop dit overarbejdstrip og kom ud af døren. Sæt dig gerne en målsætning om at gå f.eks.
kl. 14, og start så dagen med det vigtigste.


Hold færre møder!
Spørg dig selv: Hvor ofte har jeg siddet i et møde og tænkt “Jeg får aldrig den time af mit
liv tilbage”? Mere end én gang? Mere end én gang per måned?


Møder er vidensarbejderens nemesis. De opfattes som vigtige, men ofte dræner de energi
og vi producerer intet af værdi mens vi sidder i dem. Resultatet af et møde er ofte blot en
beslutning der kunne være taget på 10 minutter. Det sker også, at der slet ikke er noget
udbytte.


Så, nu vi har en ambition om at fungere med mindre arbejde, så træf en hård beslutning:


1) Jeg vil drastisk reducere antallet af møder.
2) Møder programsættes til 20 minutter i stedet for en time.
3) Færrest muligt deltagere inviteres til hvert møde, ikke flest muligt.
4) Vi starter med det vigtigste, og slutter når vi når bagkanten.


Gør det nødvendige, og drop resten
Rigtigt meget af det arbejde vi udfører, er småjusteringer og tilbageløb. Ved at besluttet at
lave ting “godt nok” i første forsøg, så køber vi os meget tid. Det mest simple eksempel er
e-mailen. De fleste læsere her kan nok nikke genkendende til, at adskillige timer dagligt
bruges på at læse og besvare mails. Her kan to tricks hjælpe:


1) Hold det i plain text. Drop al efterbehandling og formatering, og fokuser på indhold.
Lækkert format er nice to have, men det er en øl i solen også.
2) Inkluder svar i e-mailen, for at undgå at en mail springer frem og tilbage 10 gange.
Eksempel: “Skal vi snart spise den frokost sammen? Jeg foreslår på torsdag eller
fredag, og hvis du kan, så lad os mødes 12:30 på “Under Elmetræet”. Jeg bestiller bord
når du siger hvilken dag der passer”. Sådan, så er en sag klaret i én mail og ét svar,
hvor den typisk ville hoppe frem og tilbage 5-6 gange eller mere.


Insister på at holde fri
En væsentlig grund til at vi ikke får vores gode fritid er, at arbejde og fritid flyder sammen.
Vi bærer vores mailkonti med os i lommen, og vi reagerer med kort varsel nærmest døgnet
rundt. Det selvom det stort set aldrig haster mere end det kan vente til i morgen. Hvis du
gerne vil nyde mere fritid, så drop det. Læs mails når du arbejder, og ikke efter.


Sæt fritidsmål
En af de store udfordringer ved at arbejde mindre er, at vi faktisk ikke ved hvad vi skal
udfylde tiden med. At have fri lyder lækkert, lige indtil vi har det, og så bliver rastløse og
begynder at arbejde (eller kaster tiden væk på Facebook). Her kan det hjælpe at sætte dig
konkrete mål, som du ville gøre på jobbet.


Her er eksempler på mål som du kan nå med 2-3 måneders målrettet fritidsindsats:


• Lær et nyt sprog.
• Lær at kite surfe.
• Tag dykkercertifikat.
• Grav hele haven op og anlæg højbede og fiskedam.
• Målret din fysiske træning og gå en skjortestørrelse op.
• Gør vægttab til et projekt, og tab dig 10 kilo.


Der er intet herover der ikke kan nås på 12 uger, hvis du beslutter dig for det, og målretter
din tid, præcist som du ville gøre det med et projekt på arbejdet. Så hvad venter du på? At
der kommer endnu en mail du lige skal svare på?

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gæsteeksperten skriver Skriv dig op