Om toiletbesøg og pæne piger

Der er noget med toiletter! Eller i det mindste – ventetiden før selve toiletbesøget…

For en uges tid siden var jeg konferencier ved en større begivenhed. Omkring 130 kvinder var samlet for at fejre en forenings 10 års dag, og humøret var højt.

I en af pauserne (dem var der heldigvis et par stykker af) skal jeg på det lille hus – en flaske vand eller tre har en vis effekt. Ude foran toilettet står vi 2-3 kvinder og venter på, at det bliver ’vores tur’. Vi tripper – smiler til hinanden – og en af kvinderne, en ældre kvinde med power og kraft, udbryder:

”Tænk, det her minder mig om engang, hvor jeg var til sådan en kvindesags-begivenhed. Vi var en kæmpestor gruppe af såkaldte rødstrømper, som bare havde helt styr på ligestilling og kvindemagt og al det der. I en af pauserne stod vi i en laaaang kø ude på dametoilettet og ventede pænt – helt ud på gangen nåede køen … indtil en af de bagerste kvinder resolut trådte ud af køen og gik ind på herretoilettet. Så blev der pludselig luft. Og ved I hvad? Det mærkelige er, at der ikke var en eneste mand til stede ved den begivenhed - og alligevel gik vi ikke derind.”

Måske var kvinden i anekdoten så trængende og desperat, at hun tyede til desperate metoder. Måske – og det håber jeg – følte hun sig komplet åndssvag ved at stå og glane i en lang kø af kvinder, mens adgangen til mændenes domæne stod vidt åben.

Under alle omstændigheder kan episoden bruges som en effektiv metafor for, hvordan den pæne pige kan få os til at stå stille, selv om mulighederne for bevægelse ligger lige foran næsen på os. Ligesom når vi bliver hængende ved et fodgængerfelt klokken 02.23 om natten og venter på, at det bliver grønt, før vi går… selv om der ikke er en bil i 10 kilometers afstand.

Den pæne pige får os til at stoppe op i mange andre situationer. Hun får os til – som jeg fortalte sidst – at tjekke vores ’parkeringer’ – hun får os til at tjekke, at vi gør tingene heeelt korrekt (hvilket jævnligt betyder, at vi får gjort for lidt ved meget af det, der betyder noget for os, for hvornår er noget perfekt?).

Hun får os til at leve som en ’Kasket-Karla’, der tvinger os til at proppe alverdens kasketter på hovedet: ’moderjord kasketten’, ’elskerinde-kasketten’, ’super arbejdsbi-kasketten’, ’smuk krop-kasketten’, ’smukt hus kasketten...’
… imens ’mig-kasketten’ hænger brun og kedelig og småstøvet ovre på det yderste af knagen – eller under nogen af de andre kasketter, så vi knap lægger mærke til den.

Se, det er trist. For ’mig-kasketten’ er den, som får os til at tænke kreativt. Det er den, hvori drømmene og ambitionerne og ideerne ligger gemt. Det er den, som får os til at bevæge os hen imod det, vi ønsker os – de mål, vi gerne vil opnå. Det er den, som får os til at bevæge os derud, hvor det er usikkert – hvor vi ikke ved, hvor vi ender – hvor vi risikerer at fejle og falde igennem.

Det er den, der får os derud, hvor vi føler os sårbare – hvor vi føler os i live – og vi kan mærke, at det er DERFOR, vi lever. Ikke på trods af, at vi er sårbare – men FORDI vi er sårbare.

Det er den, der gør, at vi har en chance for at sejre – at leve vores drøm ud – at tro på vores mission, og fuldføre den.

Kort sagt: Smid  ’Kasket-Karla’ i havet! Giv hende en spand at hoppe i! Du er selvstændig. Du har en drøm. Du har noget, der driver dig. Find ud af, præcis hvad det er. Find ud af, hvad der er din accelerator – din motivation – din drøm.

Og træd så helt derud, hvor du bliver sårbar. Hvor du kan mærke, du er i live… og kan lugte succesen.