Fordelene ved at være selvstændig er mange.
Du er din egen chef, du planlægger selv din tid, du udvikler selv dine produkter. De fleste dage er fede. Du springer ud af sengen af ren begejstring over hvad dagen nu byder på af spændende opgaver. Ind i badet. Ned med kaffen og hen på kontoret. Du er klar til at indtage en ny dag!
Men hvad gør du de dage, hvor du møder modstand, og du tænker ”det hele kan sgu også bare være lige meget"? Nogle dage svigter modet. Og hvad pokker gør man så når hele virksomheden afhænger af ens mod, drive, handlekraft og vision?
Når du har en dårlig dag, kan det være godt at tage et kig på følgende 6 trin:
1. Hvad er dit pejlemærke? Hvad er din vision?
En vision er dit pejlemærke. Den giver dig mulighed for at tjekke ind når du f.eks. bliver tilbudt et nyt projekt eller lign. Du kan spørge dig selv om det du har gang i, leder dig tættere på din vision eller længere væk fra din vision.
Min vision lyder f.eks. sådan her:
"Jeg vil gerne sprede kærlighed, lys og power til mennesker rundt omkring i verden. Jeg vil gerne være en slags positiv bombe, som kan puttes (eller inviteres) ind i menneskers liv og eksplodere og skabe forandring. En motivator der kan støtte og udfordre andre mennesker til at handle på deres drømme og tage ansvar for deres liv."
Og hvordan finder du så din vision hvis du ikke allerede er helt klar på den?
Efter min mening kræver det at du giver dig selv ro og stilhed til at mærke efter. Mærk efter hvad du brænder for. Hvad er du god til? Hvad har dine venner brugt dig til? Hvordan vil du gerne gøre en forskel i verden (eller dit lokalområde, i dit land osv.)?
Hvad føles rigtigt og sandt for dig? Er der et problem du altid har ønsket at løse for andre? Leg med det, så vil visionen langsomt vise sig for dig.
2. Accepter at livet som selvstændig går op og ned.
Prøv på bedste vis at accepter at mindre gode dage er en del af gamet som selvstændig.
Vid at det sker for de fleste (hvis ikke alle) på et eller andet tidspunkt. Prøv at se det som det spændende i det. At skulle finde løsningen på en ny udfordring. At skulle lære nye mennesker at kende for at kunne komme videre. Når dagene ser lidt sorte ud, så spørg dig selv hvad meningen kan være med det, og hvilke muligheder der evt. er gemt i situationen. Bare det at fokusere på muligheder frem for begrænsninger giver dig et stort forspring.
3. Få defineret dit ”hvorfor?”
Giv dig god tid til at tænke over hvorfor det er du gør hvad du gør (eller ønsker at gøre).
Hvorfor er det egentlig at du vil bygge denne her nye dims, udvikle dette produkt, sælge denne her ting eller noget fjerde? Hvorfor er det du vil gøre det? Hvilken forskel kan det gøre for både dig selv og andre? Giver det dig f.eks. mulighed for at inspirere, mulighed for at gøre hverdagen lettere for folk?
At få svaret på dette spørgsmål kan være startskuddet til igen at få motivationen tilbage. Oplevelsen af ”Nåh ja ... det er jo derfor jeg gør det!”
4. Hvad er det du laver?
Dette kan virke som et simpelt spørgsmål, men er det nu også det? Nogle gange kan dagene som selvstændig flyde sammen. Du kan arbejde på tusind forskellige ting, og inden du får set dig om, kan du have fjernet dig fra det du startede med at lave. Få derfor defineret helt konkret hvad pokker det egentligt er du laver. Kommer der tyve ting frem på listen, så kan det være godt for dig at prioritere dem i en rækkefølge alt efter vigtighed og lyst. There is a time for everything. Nogle opgaver kommer helt naturligt før andre.
5. Hvordan vil du gøre?
For at få modet og drivet tilbage kan være en god ide at få skrevet ned præcist hvordan du har tænkt dig at opnå din vision. Hvordan vil du ud i verden med det her? Hvem skal du kontakte? Hvad skal der helt konkret gøres? Vær virkelig specifik når du svarer på dette spørgsmål. Hvis du f.eks. svarer: "Jeg skal kontakte Jørgen, der kan hjælpe mig med at udvikle produktet", så spørg dig selv: "Hvad er det præcist Jørgen skal hjælpe med?" Hvilke spørgsmål skal du stille ham, osv.?
6. Hvem kan støtte dig?
Skriv ned hvad du forventer at du får brug for hjælp til, og spørg dig selv hvem der kan hjælpe dig. Hvem skal du helt konkret kontakte, og hvordan finder du deres kontaktoplysninger? Her kan frygten for at bede om hjælp godt stoppe mange, men jeg garanterer dig at næsten alle der har haft succes, med glæde vil svare på nogle spørgsmål. Folk kan godt lide at hjælpe. De har jo selv været nye engang.
Herfra er næste skridt så at skabe momentum.
Beslut dig for hvornår du vil gøre hvad, og gå så i gang med at handle.
Sæt i gang, og god vind!