Der hersker ingen tvivl om, at der er meget energi på Amino. Vi er mange mennesker, der på forskellige måder har en passion for det at have sin egen virksomhed.
For nogle er det en drøm, mens det for andre er hverdagen. Endelig er der mange, der ganske som undertegnede er både lønmodtagere og deltidsiværksættere. Men hvordan ser livet så ud for de, der primært er selvstændigt erhvervsdrivende. Hvor lykkelige er de? Hvad brænder de for? Og hvad giver mening for dem?
Jeg igangsatte i december en spørgeskemaundersøgelse, hvor jeg vil undersøge, hvad danskerne brænder for. Undersøgelsen er stadig i gang, men til ære for mine med-Aminoer vil jeg gerne løfte lidt at sløret for de foreløbige resultater og konklusioner. Der er nemlig også rigtig mange Aminoer, der har bidraget til undersøgelsen. Det kunne være meget spændende at høre fra jer, om I kan genkende det fra jeres eget liv som iværksættere.
Here goes:
De selvstændige brænder meget for deres arbejde
I undersøgelsen beder jeg deltagerne om at sætte tal på, hvor meget de brænder for forskellige elementer i deres liv. Her er det meget tydeligt, at selvstændige brænder for det, de laver. Hele 60 procent sætter kryds i 5, som er det højeste. Til sammenligning er det 30 procent blandt lønmodtagere. I øvrigt sætter 20 procent kryds i 4, og det vil så sige, at 8 ud af 10 selvsændige ligger på 4 eller derover! Det kan så være, at det går ud over fritiden, for de selvstændige brænder ikke meget for frivilligt arbejde eller hobbyer.
De selvstændige vil nyde det, de laver
Jeg har også spurgt ind til, om man helst vil nyde vejen mod et mål frem for at nå målet. Baggrunden for dette er, at det er et af de parametre, jeg bruger i mine foredrag, når jeg taler om, hvilke ildsjæle-typer der findes. Mine egne fordomme fortalte mig inden undersølgelsen, at selvstændige var 100% målfokuserede, og at det udelukkende handlede om at opnå resultater/få kroner i kassen. Men der må jeg trække mine fordomme i mig. For 75 procent skriver, at de nyder vejen mod målet mere.
Selvstændige vægter mening højt
Og nu hvor vi er ved selve jobbet, så har jeg også spurgt, hvad det vigtigste er, når man skal brænde for sit arbejde. Her er topscoreren for de selvstændige, at de skal kunne se meningen med det, de gør. Herefter prioriterer de selv at kunne præge rammerne for det, de laver. Endelig så kommer det at gøre en forskel på tredjepladsen.
Selvstændige ser sig selv som ildsjæle
I forhold til mine øvrige interviews i forbindelse med min bog viser det sig at være vigtigt, at man selv er bevidst om, hvad man brænder for. Ellers kan man jo ikke fokusere på det og skære det overflødige væk. Derfor spørger jeg i undersøgelsen også, om man ser sig selv som en ildsjæl. Her svarer hele 70 procent af de selvstændige ”ja”. Derudover mener 90 procent, at der mindst er én anden, der ser dem som ildsjæle.
Selvstændige er givere og prioriterer privatlivet
Når vi så begynder at se det hele lidt mere ovenfra, har jeg spurgt, hvad der giver livet mest mening. Her ligner de selvstændige alle andre grupper, for alle siger, at det giver mest mening at give noget til andre mennesker. Det er jo blandt andet også det, der hver dag holder gang i alle Amino-debatterne. Dernæst handler det om privatlivet, da 2. og 3. pladsen indtages af et godt parforhold samt at være en god far/mor.
Selvstændige er lykkelige
Hvordan forholder det sig så med det helt store spørgsmål: Hvor lykkelige er de selvstændige? Jeg har bedt deltagerne om at angive et tal på en skala fra 1-10, hvor 10 er det højeste. Her ligger de selvstændige på en gennemsnitlig 8’er ganske som resten af befolkningen. Og det må jo betegnes som lykkelig.
Selvstændige får stress
Man kan selvfølgelig ikke beskæftige sig med at brænde for noget uden også at tænke på det at brænde ud. Det kan være meget svært at lave statistikker for udbrændthed, da det ofte kræver et interview. Derfor har jeg i stedet spurgt til stress, om de fleste har et mere afklaret forhold til. Det viser sig, at hele 75 procent af de selvstændige har haft stress eller har det lige nu. Dog har 44 procent angivet, at det gik over uden ekstra hjælp eller sygemeldinger.
Konklusion
I forhold til undersøgelsen generelt har jeg ikke draget endelige konklusioner endnu. Men hvis jeg nu skal prøve at opsummere lidt på de tal, som jeg har angivet i blogindlægget, og min viden om ildsjæle, vil jeg sige følgende:
Selvstændige brænder for ... at være selvstændige. Meget tyder på, at det at være selvstændig kan være rigtig godt for den indre ildsjæl. Det lader til at være en livsstil, hvor man finder meningen i det, man laver – og nyder det. Man kan selv være med til at sætte rammerne for ens hverdag, og det kan være rigtig godt, når man prioriterer familielivet højt. Næstefter søvn bruger mennesket det meste af sit liv på at arbejde, og det lader ikke til at være et problem for de selvstændige, for de brænder helt igennem for deres arbejde. Dog vil 3 ud af 4 af dem opleve stress, og det betyder, at det er noget, de skal være beredte til at handle på. Endelig kan det siges, at selvstændige er lige så lykkelige som resten af befolkningen.
Husk, at det ikke betyder, at alle andre vil opleve det samme, hvis de bliver selvstændige. Jeg har taget en måling af de, som har valgt at blive selvstændige, og hvad de prioriterer i livet. Hvis man har andre prioriteter eller værdier, så kan det sagtens være, at et lønmodtagerjob vil være bedst.
Men hvordan stemmer denne måling og tolkninger overens med din virkelighed?