Død flue i vinduet eller en verden af muligheder!

Du kender det nok – lyden på en sommerdag af en flue, som med al sin kraft forsøger at undslippe gennem det lukkede vindue i din stue. Det er tydeligt for enhver, at fluen med sit ringe problemløsende talent kun ser én løsning for at komme ud i lyset; det er ved hårdt arbejde at den prøver forcere den 15 mm tykke termorude. Havde den bare gennemskuet, at et mindre antal korrigerende bevægelser ville have taget den ud af den åbne havedør. Desværre vidner vindueskarmen om, at hårdt arbejde ikke altid er vejen frem.

Det er naturligt, at vi som mennesker ikke kan sammenlignes med fluernes ringe evne til at gennemskue konsekvensen af deres handlinger. Ikke desto mindre ramte flue-analogien mig på en af mine talrige togture rundt i landet; hvordan undgår vi, at unge mennesker, som i dag er under uddannelse, ikke i deres (og vores) iver på at nå et tilfredsstillende fremtidigt arbejdsliv arbejder så hårdt mod et for mange uønskeligt mål?

Desværre ser vi i dag en lang række skrækindjagende statistikker på den boomende ungdomsarbejdsløshed. Aldrig før har vi set så mange unge, som med en videregående uddannelse med stor sandsynlighed kan imødese, at deres første karriere bliver en karriere på dagpenge – ikke lige det vi alle havde lovet dem; ”hvis du får dig en lang (og fin) uddannelse, så skal du nok få dig et rigtig fint job!”.

Jeg er en stor fortaler for, at man får sig en videregående uddannelse (og jeg har da også selv opnået en af de længere af slagsen). Videregående uddannelser er klart kompetenceopbyggende over for særlige jobs. Ud over den indbyggende faglighed skaber det også vigtige analytiske færdigheder.

Min anke er dog, at gode karakterer og en lang uddannelse alene er givet som målet for de unges endeløse hårde (og mål-løse) arbejde. Det har alene været et succesparamenter, at man fik høje karakterer, og at ens uddannelse var lang – jo længere, jo bedre. Dette var anset som nøglen til livets store forgyldte port.

Som en lille personlig anekdote har jeg en fantastik nevø, som går på en ungdomsuddannelse. Han har som mange andre (særligt drenge) svært ved altid at motivere sig til at læse og lave lektier. Det mest motiverende, som hans dygtige underviser har at sige, er, at årsagen til at tage sig sammen, er at få en god karakter for så at kunne tage sig en endnu længere uddannelse. Kan vi som samfund tillade dette?

Igennem tiderne har dette måske også for nogle fungeret som en god recept for et lykkeligt arbejdsliv. Tiderne har dog ændret sig, og sandsynligheden for et lykkeligt (arbejds)liv er måske specielt i tider som disse mindre determineret af længden af vores unges uddannelse, men snarere deres evner til at omsætte visdom til værdi for andre end dem selv og deres forældre.

Virkeligheden er dog paradoksal; vi uddanner folk i årevis ud fra en tanke om, at verden ikke har flyttet sig, når de unge endelig er færdige. Uagtet ved vi, at verden flytter sig, og at arbejdsmarkedet og markedsvilkårene konstant ændrer sig. Men problemet er nok, hvad det ellers er, vi skal råde vores børn og unge til, hvis ikke det er at tage en uddannelse?

Jeg mener ikke 100 % at have fundet vejen til den ”åbne havedør”, men her er dog nogle at de kompetencer, som jeg personligt mener, at man bør besidde for at højne sandsynligheden for at opnå et frugtbart arbejdsliv. Måske også noget der vil gøre, at man som samfund kan høste frugterne af det hårde arbejde udført af de unge. Koncentratet bygger på mine erfaringer fra unge iværksættere samt behovet blandt landets erhvervsledere. Om end de mest er skrevet til den yngre læser, kan alle nok bruge dele af det:

Det jeg har læst, er: Den måske nok største udfordring er, at læring og reproduktion af viden i dag er anset som det væsentligste værdikriterium for mange danske uddannelsesinstitutioner. Elever og studerende klarer sig altså godt (læs: gode karakterer), hvis de er i stand til at gengive den viden, som de under årene har fået fyldt deres hoveder med. Dem, som ikke kan sidde stille og lade deres hukommelse optanke, er defineret som tabt. Faktum er desværre blot, at reproduktionskompetencen af skolelært viden alene ikke værdsættes, hvis den ikke kan omsættes til aktion. Hvis ikke man ved, hvad boglig viden kan anvendes til, så gør man ikke meget gavn hverken som selvstændig eller som ansat. Som en bibemærkning er dette også den udfordring, vi ofte ser med førstegangsiværksættere; et (på papiret) godt udseende projekt, som ikke har forholdt sig til markedets behov. Unge bør konstant trænes til at svare på: Hvad er det du kan? og ikke svare på: Det jeg har læst, er …

Min karriere er en tilfældighed – er din også? Langt de fleste folk jeg kender, vil beskrive deres karrierer som en tilfældighed. At de havnede der, hvor de er i dag, er en ren tilfældighed. De fleste vil dog ved nærmere eftersyn ikke sidestille tilfældighed med ukontrollerbarhed. Jeg mener, at arbejdslivet er som et vidtforgrenet tognet – man kan aktivt vælge at hoppe på et tog frem for et andet. Nogle gange vil man selv sidde ved styrepinden, andre gange vil ens opgave være en anden. Uagtet vil man aktivt have taget valget omkring en retning frem for en anden. Jeg mener med dette, at man livet igennem bør træne sig selv i at se muligheder og reagere på dem, man synes, virker rigtige.

Du er ikke alene. Med de to ovenstående råd i bagagen kan man handle på sin viden og se og skabe muligheder for sin færden. Om end lagt færre end du tror, lever efter disse principper, så er der stadig noget som udestår: Unikhed. Hvis ikke du forstår at skabe og handle på unikke idéer eller muligheder, vil du i væddekamp med andre konkurrere på det samme iværksætter- eller jobmarked. Det er selvsagt, at livet som iværksætter har det som ét af sine grundprincipper, at man gerne skal have et unikt ”fingeraftryk”. Det samme gælder dog, hvis du ønsker livet som ansat: Langt de fleste virksomheder værdsætter medarbejdere, som på en unik måde kan se og skabe nye forretningsmuligheder.

En stor del af målet med mit arbejde er at skabe de rammer, som sikrer, at flere unge mennesker lærer sig de ”korrigerende bevægelser”, som vil øge sandsynligheden for at de finder deres ”åbne havedør” til en verden af muligheder.