Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Link til dig selv!

6,067 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
13 February 2011

Links fylder meget i SEO-snakken - også her på Amino.

Men det er altid sådan, at der er en type links, der bliver lidt overset størstedelen af tiden. Og det er endda de links, du har allerbedst styr over. Nemlig de links, der findes på din egen hjemmeside, som linker til de andre sider på samme site. Interne links, som de kaldes.

Dem skal vi lige brug lidt tid på i dag, fordi de er virkelig vigtige i dit SEO-arbejde af forskellige årsager.

Linkstruktur

Linkstrukturen på dit site, dvs. hvordan der bliver linket rundt mellem de forskellige sider, er vigtig i SEO-henseende fordi den tjener mindst 2 formål. 1) At hjælpe Google med at finde rundt på siden, så den kan finde vej til al dit indhold. 2) At hjælpe til at prioritere indholdet på siden.

1) Hjælp Google med at finde rundt på dit site

Når Google skal crawle en side, dvs. finde rundt på siden og læse indholdet, så foregår navigationen via links - ganske som var Googles søgerobotter en bruger på din side. Forestil dig, at Google starter på forsiden og herefter finder rundt på siden via de links, den kan finde og "klikker" på dem. Herefter klikker den så på alle de links, der forefindes på det første sæt undersider osv.

Det betyder, at du skal sørge for, at der bliver linket til de sider, som Google skal finde. Husk også, at Google afsætter begrænsede ressourcer til at gennemgå din side, hvorfor den ikke altid når til bunds og får set på alle sider. Har du sider, som ligger begravet mange klik nede i sitet, risikerer du, at Google aldrig finder dem. Skal der 10-12 klik til fra forsiden, før Google finder din produktside med den unikke håndmalede havenisse, kan det meget vel ske, at havenissen må leve videre i skyggen og ikke får nogen plads i en søgemaskine. Der er en tommelfingerregel som siger, at det er optimalt, hvis der kun er 3 klik fra forsiden til enhver side på sitet. I praksis kan 3-klik-reglen være noget nær umulig at leve op til, men det er værd at huske på, at der ikke må blive for langt ned til bunden af siden.

(Her er der også forskel på sider. Google er mere tilbøjelige til at bevæge sig meget langt ned i sitet hos dr.dk end på din hobbyside om økologisk håndmalede havenisser fra Bornholm).

2) Hjælp Google med at prioritere indholdet på din side

Linkstrukturen på din side hjælper også Google med at prioritere indholdet. Links fra en side fordeler linkværdi til de sider, der linkes til. Er der mange sider, som linker til den samme underside, prioriterer Google den side højere, fordi den må være vigtig for sitet.

Det gælder også her, at afstand fra forsiden er en faktor. Har du en underside, der befinder sig 8 klik væk fra hovedsiden, ser Google det (med rette) som, at den side ikke just er blandt det højst prioriterede indhold på dit site. Mens en side, der får et link fra forsiden, må være vigtigere. Så her er endnu en grund til at arbejde på at få en "flad" opbygning af din hjemmeside, så man ikke skal klikke sig gennem alt for mange andre sider for at komme ned til relevant indhold.

Linktekster

Linkteksten eller "ankerteksten", som den også kaldes, er den tekst, som der linkes med. Her linker jeg f.eks. til Aminos underforum om SEO med linkteksten "SEO-debat". Det fortolker Google som en retningspil om, hvilket emne den side handler om. Og derfor får den side nu en højere grad af relevans på søgeordet "SEO-debat".

Derfor er det vigtigt, at du ikke blot linker rundt på din hjemmeside med linktekster som "klik her", "læs mere" og den slags, som ikke sender signaler om, hvad siden handler om. Så må du hellere linke med tekster som "læs mere om SEO".

Hav teknikken i orden

Et sidste lille punkt er at sikre sig, at dine links findes i et format, hvor Google kan læse dem, og der tildeles en linktekst til dine links. Det er bedst og mest problemfrit, hvis dine links kan findes i ren html-kode. Hvis f.eks. din menustruktur er kodet i flash eller andre fancy programmeringsformer, kan du risikere, at Google ikke kan læse dine links. Det vil være et voldsomt handicap for navigationen rundt på siden.

Har du udpræget brug af links fra billeder i stedet for fra tekststykker, så er det heller ikke optimalt, og her skal du sørge for at udnytte den såkaldte "alt-tekst" på billederne. Teksten siger noget om, hvad billedet forestiller - og i denne sammenhæng bruges den faktisk som en erstatning for linkteksten. Har du en fancy menu med billeder i, skal du altså sørge for, at der på billeder, som fører til havenisser bliver skrevet en alt-tekst, hvori ordet "havenisser" indgår. På den måde kan du være med til at sikre, at Google forstår relevansen og sammenhængen.

Husk brugerne - alt med måde

Husk nu, at som med alt andet SEO skal man ikke overdrive. Hav interne links med måde. Pas på, at dit site ikke kommer til at ligne wikipedia med links overalt. Og hav brugerne med i tankerne, når du designer siden. Det er nu engang vigtigst, at dine brugere kan navigere fornuftigt rundt på siden uden at blive forvirret eller irriteret.

Visse undersøgelser viser også, at man kan komme galt afsted, hvis man insisterer på at linke med de samme søgeord til den samme underside fra samtlige sider på sitet. Så alt med måde.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Frank blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere