Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Frank Hellerup Madsen fra Synlige Sider Skriv fængende titler og meta descriptions

Skriv fængende titler og meta descriptions

20.090 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
13 January 2011

"Hvordan skriver man sidetitler og meta descriptions?"

Det er et af de spørgsmål, jeg oftest har hørt, når jeg har spurgt til, hvad I gerne vil høre om. Og det giver jeg gerne input til. Så er her nogle simple regler og retningslinier til, hvordan du får skrevet nogle gode sidetitler og meta descriptions.

Hvorfor er det vigtigt?

Først lige to linier om, hvorfor sidetitler og meta description er så vigtige.

Sidetitler er groft sagt det vigtigste enkeltsignal, man kan sende til Google om, hvad ens hjemmeside handler om. Så det har stor betydning i forhold til placeringer i søgeresultaterne. Og samtidig bruger Google også sidetitlen som overskrift i søgeresultaterne. Derfor spiller det en stor rolle, både hvilke ord man inkluderer i sidetitlen af hensyn til sin placering, og hvordan man skriver teksten af hensyn til at få folk til at klikke ind på netop din side i søgeresultaterne.

Meta description (eller meta beskrivelse, som den nogle gange bliver oversat til i danske CMS'er) spiller ingen rolle for din placering på Google. Det gør ingen forskel, hvilke ord der står i den. Men Google bruger den næsten altid til at danne "brødteksten" i søgeresultatet, hvis de søgeord som folk har brugt, er inkluderet i description teksten. Derfor bliver teksten ekstremt vigtig som "salgstekst" i søgeresultaterne.

Eksempel i praksis

Her er et eksempel fra en søgning på "iværksætter" i Google:

Se, hvordan Aminos sidetitel indeholder ordet "Iværksætter", hvilket er med til at forbedre placeringen på søgeordet. Og at descriptionteksten indeholder et par varianter af ordet. Det medfører, at Google bruger Aminos egen meta description i stedet for at vise et uddrag af indhold fra selve siden.

Bemærk også, at Google fremhæver søgeordet med fed, hvilket tiltrækker ekstra opmærksomhed.

Sådan skriver du din sidetitel

Hvis du vil være helt sikker på at få hele din sidetitel vist i Googles søgeresultater, skal du holde dig til max 67 tegn. (inkl. mellemrum, tegnsætning og det hele).

Sørg for at din sidetitel indeholder de væsentligste søgeord, som du gerne vil have den konkrete side fundet på. Google vægter indholdet af sidetitlen fra begyndelsen af, så lad være med at sætte dit væsentligste søgeord som det allersidste.

Notér dig derfor de ord, som du gerne vil have flettet ind i titlen og tænk over, hvordan du kan stykke dem sammen til en rigtig sætning. Det giver voldsomt meget bedre resultater end sidetitler, der blot er opremsninger af ord. Og sørg gerne for at bruge noget såkaldt "Call-to-action", hvor man fortæller læseren, hvad de gerne må gøre.

Hvis jeg f.eks. på min side om havenisser noterer mig følgende søgeord: "havenisse", "havenisser", "grøn", "rød", "gul", så skal jeg ikke blot skrive en titel som hedder "Havenisse Havenisser Grøn Rød Gul" eller "Havenisse | Havenisser | Grøn | Rød | Gul", som de også ses.

Nej, det er langt bedre at skrive "Havenisser. Køb din havenisse her. Vi har dem i grøn, rød og gul". 64 tegn i alt inkl. mellemrum. En sætning, som rummer søgeordene, og som faktisk giver mening og rummer call-to-action. ("Køb" i dette tilfælde).

Når du planlægger din sidetitel så husk, at du ikke altid partout skal bruge alle 67 tegn til rådighed. "Havenisser. Køb dem her!" kan sagtens virke aldeles glimrende og skille sig lidt ud fra mængden, når folk skimmer ned over siden. Selvom 67 tegn ikke er meget, skal du ikke regne med, at alle folk når til slutningen af din sætning, når øjnene løber ned over søgeresultatet.

Sådan skriver du din meta description

Ganske som med sidetitlen, skal din meta description også leve op til nogle formkrav for at kunne vises i Googles søgeresultater i sin helhed. Hold teksten indenfor 156 tegn, hvis du ikke vil risikere, at den bliver skåret af til sidst. (Har du en blog, kan du risikere, at Google indsætter en dato først, hvorfor du har endnu færre tegn til rådighed. Noget i retning af 139).

Som nævnt tæller meta description ikke med, når Google skal rangere sider i søgeresultaterne, men hvis du gerne vil have din egen description-tekst vist, skal du alligevel sørge for at få inkluderet sidens væsentligste søgeord.

Sørg for, at din descriptiontekst lever op til to kriterier.

1) Beskrivende. Du skal sikre dig, at folk ud fra søgeresultatet kan se, hvad de havner på, hvis de klikker på dit link. Finurlige tekster kan være meget fine, men størstedelen af tiden klikker folk ind på sider, hvor de kan være nogenlunde sikre på at finde det, de leder efter.

2) Sælgende. Flet nogle grunde til at besøge din side ind i descriptionteksten, så folk bliver fristet, når de søger i Google og skal vælge mellem din side og de 4-5 andre, som de kan se på deres skærm.

I havenisseeksemplet kunne det være en description-tekst, der lød noget i retning af "Danmarks største udvalg af håndskårne havenisser i eg. Vil du have din havenisse i andre farver end rød, gul og grøn, kan vi også håndmale den. Kig ind". 151 tegn, hvor vi får nævnt, at nisserne er håndskårne i eg, fortæller om håndmaling oveni og opfordrer dem til at kigge ind.

De skal være unikke

En lille krølle på halen i forhold til sidetitler og meta description er, at de skal være unikke, så du ikke genbruger de samme tekster igen og igen. Skriv nye sidetitler helt fra bunden af, hvis det kan lade sig gøre.

Glem eller gem dit brandnavn!

Som en lille afsluttende bemærkning er jeg nødt til at sige, at du skal glemme at have dit brandnavn med i sidetitlen. Med mindre altså, at du vurderer, at du har så godt et navn i markedet, at det vil påvirke positivt, når folk skimmer ned over søgeresultaterne.

Du skal ikke have sidetitler, der alle begynder med "Havenissekompagniet.dk". Hvis du partout vil have dit brand med i sidetitlterne, så sørg for, at det står til sidst. Så optager det godt nok stadig nogle tegn, der kunne have været brugt til at skrive sælgende tekst, men i det mindste kan du stadig fange folks opmærksomhed med de første ord i sidetitlen.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Frank skriver Skriv dig op