Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Frank Hellerup Madsen fra Synlige Sider Linkkataloger er færdige - variér din linkbuilding

Linkkataloger er færdige - variér din linkbuilding

12,551 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
21 October 2010

Er linkbuilding = linkkataloger?

Alt for længe har nogle folk gået rundt med den opfattelse, at tilmelding til linkkataloger var den væsentligste form for linkbuilding. I værste tilfælde har der næsten været sat lighedstegn mellem de to. Det har nu aldrig været tilfældet. Ikke før, og specielt ikke nu, selvom man nogle gange godt kunne tro det herinde, med det væld af nye linkkataloger, der i en periode blev oprettet og annonceret.

Linkbuilding handler om at tiltrække indgående links til sin side fra andre sider, fordi indgående links er et væsentligt element i Googles rangering af sider. Og en væsentligt del af taktikken for linkbuilding er at skabe variation. Herunder især variation i typen af links, så man ikke bliver for sårbar, hvis Google foretager en ændring i sine metoder.

Google har ryddet op i linkkatalogerne

Det er nemlig sket nu. Google har været i sving og ryddet ud i deres indeksering af de danske linkkataloger. Det er ikke blevet annonceret officielt, for sådan gør Google det ikke. Men der er ingen tvivl om, at oprydningen er sket ud fra nogle overvejelser om, at langt flertallet af linkkataloger ikke bidrog med noget for folk, der søgte på Google. Samtidig var intentionen for langt de fleste kataloger også at hjælpe de tilmeldte sider til bedre placeringer hos Google. Da kvaliteten af linkkatalogerne ofte ikke var ret høj (standardskabeloner til layout, masser af reklamer på siderne, de samme tilmeldinger som på andre kataloger ukritisk godkendt m.m.), lå en oprydning lige for.

Jeg skal ikke pinde mere i selve oprydningen, men min egen lille undersøgelse viste, at mellem Googles oprydning og webmastere, der har tabt pusten, er ca. tre-fjerdedele af de danske linkkataloger færdige.

Ensidig linkbuilding kan give bagslag

Det betyder, at de folk, som har baseret hele deres SEO-arbejde på at få links fra linkkataloger nu kan have et problem. Hvis man har 100 links fra linkkataloger, og de 75 af dem nu ikke længere er indekseret i Google og derfor ikke bidrager med nogen værdi, kan man godt være ilde stedt. Men hvis man foruden links fra linkkataloger har en varieret profil af links fra samarbejdspartnere, presseomtale, forumdeltagelse, omtale på relevante blogs m.m., så kan det meget vel være, at man slet ikke har bemærket, at der har været en oprydning i linkkatalogerne.

Katalogerne havde heller ikke meget vægt før

Det er nemlig ikke sådan, at linkkatalogerne var alfa og omega i SEO-arbejdet før oprydningen. En god tommelfingerregel i arbejdet med linkbuilding er, at hvis et link er meget nemt at få, og alle kan gøre det - ja, så er linkets værdi nok ikke ret stor. I tilfældet med linkkataloger kunne de bidrage med noget værdi - men ikke noget, der kunne sammenlignes med kvalitetslinks fra troværdige hjemmesider i samme niche som en selv. Nogle ganske få kvalitetslinks kunne ofte bidrage langt mere end 100+ tilmeldinger til linkkataloger. Derfor har linkkataloger aldrig været nok til at sende nogen til tops i konkurrenceprægede brancher.

Er linkkatalogerne så helt døde nu?

Nej, der er en mindre gruppe kataloger, der tilsyneladende er sluppet helskindet igennem Googles oprydning. Typisk dem, der er drevet af webmasters med meget fokus på kvaliteten af indholdet. Derfor kan det fortsat være et lille hjørne af linkbuilding-arbejdet at tilmelde sin side til nogle linkkataloger. Sørg bare for at tjekke på forhånd, at kataloget nu også er en del af Googles indeks - og at deres nye indlæg også bliver optaget i Google.

Det kan du gøre ved at kigge på "seneste tilmeldinger"/"nye links"-kategorien på kataloget. Og derefter søge på netop de tilmeldinger med en site:domæne.dk-søgning i Google. Hedder URL'en på den seneste tilmelding f.eks. "www.godtkatalog.dk/havenisser-2.html", kan du skrive præcis site:www.godtkatalog.dk/havenisser-2.html i søgefeltet. Hvis Google vender tilbage med et resultat, er den seneste tilmelding optaget i indekset. Kommer der ingenting, så kan der være ugler i mosen. Er tilmeldingen sket for ganske kort tid siden, så prøv et par andre på nye links-listen. Er der ingen gevinst dér, så skal du nok fortsætte jagten andetsteds.

Synes du, at ovenstående tager for lang tid, er du selvfølgelig velkommen til bare at tilmelde dig og se, hvad der sker. Men husk i hvert fald at linkkatalogerne ikke er det eneste sagliggørende og højst bør være en lille del af din linkbuilding.

Jamen, hvordan skal vi så arbejde med linkbuilding?

Det er naturligt så at spørge, hvordan man så skal arbejde med linkbuilding. Jeg har desværre set svar på forummet, hvor nogle folk synes, at fokus nu skal drejes til forumlinks og blogkommentarer. Og hertil er mit svar, at det altså ikke er den optimale strategi for de fleste sider igen at gå efter nogle af de nemmeste links med lav værdi.Gå i stedet efter variation og kvalitetslinks.

Jeg skal nok uddybe det med linkbuilding mere på et senere tidspunkt, men indtil da vil jeg henvise til et indlæg, jeg tidligere skrev her på forummet, som var en lynguide til linkbuilding. Den indeholder i hvert fald en stribe ideer til fri afbenyttelse. Dog skal det siges, at det med artikeldataser skal man også tage med et gran salt. Flere af dem røg nemlig ud i samme oprydning som linkkatalogerne. Giv dem det samme tjek som foreslået til katalogerne ovenfor, før du begynder at skrive noget.

Tilføjelse: Hvis det ikke står klart nok, så er artikeldatabase.dk, som jeg henviser til i mit lynguide-indlæg altså en af de artikeldatabaser, der er blevet fjernet fra Google.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Frank blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere