Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

5 SEO-grundregler for begyndere

9,527 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
25 September 2010

Her er 5 grundregler for SEO-arbejde, som enhver begynder bør kende.

Reglerne er ikke særligt konkrete, men retningslinier som er helt essentielle at have i baghovedet, når man skal arbejde med søgemaskineoptimering af sin hjemmeside. Og når jeg først får skrevet dem ned her, kan jeg henvise til dem i fremtidige blogindlæg eller indlæg på debatten.

Uden yderligere indledning er her de fem regler:

SEO-grundregel nr. 1: Pas på dit site

Med mindre du roder med et testdomæne eller et affiliate-domæne, du dybest set er ligeglad med, så skal du altid behandle din hjemmeside med største respekt i dit SEO-arbejde. Det gør du ved altid at tænke på risikoen, når du f.eks. får et godt råd i Amino-debatten. Tænk nøje over, hvorvidt den gevinst du kan opnå ved at udnytte en skummel teknik, kan opveje et potentielt tab af alle dine besøgende fra Google, hvis din hjemmeside bliver smidt ud af indekset på et senere tidspunkt.

Som udgangspunkt er en konservativ, langsigtet SEO-strategi den sunde tilgangsvinkel for folk, der gerne vil leve af deres website. Er du i tvivl, så spørg hellere en gang for meget, hvad de mulige konsekvenser ved en given smart teknik kan være. Og pas på udsagn fra folk, der praler af, at de konsekvent har brudt Googles retningslinier i lang tid uden negative konsekvenser. Det er heller ikke alle, der kører uden lys på cyklen, der bliver kørt ned.

SEO-grundregel nr. 2: Alt med måde

Det er ikke altid sådan i SEO, at når noget er godt, så må endnu mere af det samme være meget godt. Alt med måde er en god leveregel - også indenfor søgemaskineoptimering. Når du hører om et eller andet, der har positiv effekt på dine rankings, betyder det ikke altid, at du skal fare løs med meget mere af det samme. Eksempel: Hvis du oplever en fremgang i placeringer ved at huske at skrive dine relevante søgeudtryk i teksten, betyder det ikke, at du kommer til at gå yderligere frem ved at skrive de samme søgeord 10 gange mere i samme tekst.

Overdrives ting, kommer de ofte til at se kunstige ud i Googles øjne - og Google bryder sig ikke ret meget om kunstige ting.

SEO-grundregel nr. 3: Tænk IKKE kun på søgemaskinerne

Når du arbejder med at optimere din side mod Google og co, er det vigtigt ikke at blive forblændet og kun tænke på hvad Google kan lide. Det er nemt at blive fanget i udelukkende at ændre på ting, der kan give bedre placeringer, og jeg kender alt til kicket, når man justerer på noget og kan se siderne ræse opad i Googles søgeresultater.

Men husk nu også at tænke på de besøgende. Det hjælper ikke meget, at du har en 1. plads på det væsentligste søgeudtryk i din branche, hvis de besøgende lander på en til formålet oprettet landing page med tekst i et for mennesker kluntet sprog, med manglende call-to-action og kikset udseende. Så er det altså bedre at ligge nr. 3 og faktisk kunne gøre de besøgende til mere end blot besøgende. Du kan ikke betale dine regninger med besøgende (med mindre du er et massemedie). Der skal de blive til kunder først.

SEO-grundregel nr. 4: Pas på dit omdømme. Opfør dig pænt

I SEO-arbejdet kan man især i linkbuilding-arbejdet komme til at stirre sig blind på, hvor man kan få det næste link fra, og hvordan man nu kan komme en plads længere op på et givent søgeresultat. Nogle gange er der en fare for, at man fokuserer så meget på det, at man glemmer de gængse spilleregler for god opførsel på nettet.

At spamme gæstebøger i massevis, fordi man har opdaget, at der kan hentes nemme links, eller at skrive ligegyldige kommentarer i stakkevis på blogs med dofollow på kommentarerne kan give bagslag. Det samme kan forumspam og alle andre former for linkbuilding, hvor man glemmer at leve op til de uskrevne spilleregler for de sites, man besøger.

Opfører man sig ikke pænt, løber man en risiko for, at folk får et dårligt indtryk af en. Det kan koste kunder i sidste ende. Og det kan også koste dårlig omtale, hvis nogen bliver irriteret nok. Og dårlig omtale kan koste rigtigt dyrt på nettet. Hvis en person med blot moderat SEO-kundeskab ser sig sur på din virksomhed, kan det koste meget blod, sved og tårer at få rettet op på søgeresultaterne igen efter noget negativ omtale. (Hvis det overhovedet er muligt).

SEO-grundregel nr. 5: Variation er godt

Denne sidste grundregel er lidt mere operationel igen. Det er nemlig ikke kun i kosten,at variation er godt. Det gælder også helt generelt i stort set alle aspekter af SEO-arbejde. Variation i sproget i dine tekster, variation i ankertekster på links, variation i typer af sider, man får links fra osv.

Husk at tænke på variationen og ikke blot gøre en ting, hvis du finder ud af, at den virker. Google ændrer konstant (noget i retning af flere hundrede gange om året) på sine søge-algoritmer, og det er pokkers ærgerligt pludselig at falde voldsomt tilbage, fordi en lille justering rammer lige præcis den teknik, som du ensidigt har lænet dig op ad.

 

Det var de fem regler, som enhver SEO-begynder bør have i baghovedet, før man begynder på noget konkret arbejde, eller når man skal evaluere et råd, man får på et forum. Fem grundregler, som du også lige skal have i baghovedet, når jeg her på bloggen tager hul på mere konkrete tips og tricks til dit SEO-arbejde.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Frank blogindlæg Skriv dig op