Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Bräuner Delfs Køb og salg af webshops: Erfaringer fra begge sider af salgsbordet

Køb og salg af webshops: Erfaringer fra begge sider af salgsbordet

4,817 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
15 December 2022

Jeg har bygget, købt og solgt flere hjemmesider og webshops gennem årene. Målet har aldrig været at drifte et tungt projekt, men at løfte eksisterende projekter et step videre og tage erfaringerne med til næste idé. 

I dette indlæg deler jeg nogle af de sider jeg har solgt - og den erfaring jeg har fået med fra salgene.

Først og fremmest: Du kan altid sælge en webshop. Jeg hører ofte om folk, der er brændt ud i et projekt eller en idé - og som vælger helt at lukke ned for webshoppen eller hjemmesiden. Det er altså ærgerligt.

Du kan altid sælge din shop, hvis du vil videre med en anden idé.

Omvendt kan du også springe noget af arbejdet over, ved at købe en eksisterende webshop, fremfor at bygge den fra bunden. Det kommer jeg ind på nederst i indlægget.

Webshops, jeg har solgt på Saxis

Her er et par eksempler på solgte projekter:

Brætspilswebshop (udbudspris: 1,25 millioner):
https://www.saxis.dk/saelges/virksomhed/webshop-til-salg/33411 

Børnetøjsbutik (udbudspris: 25.000 kr.): 
https://www.saxis.dk/saelges/virksomhed/webshop-til-salg/35202 

Nu har jeg forsøgt mig med endnu et salg - og har aktiveret denne annonce for et mindre direct-to-consumer babybrand (udbudspris: 65.000 kr.):
https://www.saxis.dk/saelges/virksomhed/webshop-til-salg/35660

Helt ærligt, så kan man gøre mere ud af sin annonce, end jeg har gjort her. Specielt hvis man står med en shop, der koster flere hundrede tusinde kroner eller måske over en million. 

Uanset udbudsprisens størrelse, så handler en annonce om at skabe opmærksomhed og interesse. Saxis hjælper normalt med at skabe opmærksomhed via deres nyhedsbrev, Facebook-gruppen “Køb og salg af webshops” og via remarketing-annoncer på sociale medier ud til tidligere besøgende på markedspladsen.

Derfor vælger jeg Saxis som salgskanal

Jeg har tidligere solgt små hjemmesider direkte via forumer for folk, der arbejder med affiliate marketing. Fx via Marketers.dk.

En enkelt gang har jeg solgt en webshop til en anden erhvervsdrivende i mit netværk. Jeg skulle af med shoppen - og fandt den perfekte partner, som havde interessen for nichen og som havde en lignende forretning, der kunne bidrage med synergi.

Jeg har prøvet Sitetrader og Zebravo, som alternative salgsplatforme, men Saxis er bare det sted jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det er min erfaring, at Saxis har flere (seriøse) brugere - også til de større investeringer. 

Min erfaring med prissætning

Har du en meget lille shop, så sørg for at starte ud med en skarp pris. Saxis skriver, at du bør afklare med dig selv, hvor din smertegrænse er. Hvad er det mindste beløb, du vil sælge til?

Det er klart at omsætning og overskud i forretningen er med til at højne prisen - og et aktivt varelager giver noget værdi. Men der er ikke en fast model for, hvordan køber og sælger ser værdien. De ser det nemlig ofte forskelligt. Den rigtige pris ligger det sted, hvor begge parter kan være med. Hvilken pris bliver du glad for at sælge til? Vær realistisk og sæt det ikke for højt.

I øvrigt har jeg fået mere respons på den store og dyre annonce til over 1 million, end på dem der kostede 75.000-150.000 kr. De helt små handler under 20.000 kr. skulle efter sigende rykke endnu hurtigere - og handles indenfor ganske kort tid på Saxis. Det er også min erfaring fra andre platforme, at små handler til få tusinde kroner næsten kan ske som impulskøb. Her kan domænenavnet i sig selv være værdi nok til at køberen vil ofre nogle tusinde på projektet.

Hvad koster det at sælge en webshop?

Jeg mener, at det tidligere var gratis at oprette en annonce hos Sitetrader, så derfor gik nogle af de mere nærige sælgere til dem. Der er stadig en mulighed for at undgå salær, men det koster dog et upfront gebyr for sælgeren nu.

Som køber er du typisk godt stillet, da salæret og markedsføringsomkostningen normalt dækkes af sælger. Dvs. det dækkes af salgsprisen. Det har været tilfældet, når jeg har købt og solgt.

Gebyret ved salg er typisk afhængigt af din udsalgspris. Det kan være en procentdel af den endeligt solgte pris, som det er tilfældet ved Saxis. 

Sådan sælger du en webshop

Det første du skal gøre, er at slå en annonce op på en markedsplads for forretninger og webshops. Det er ikke så svært.

Det næste du skal gøre dig klart er, at der vil være noget dialog mellem køber og sælger. Det skal du have sat tid af til i din kalender. Sommerferien var fx for mig et lidt bøvlet tidspunkt at have hurtig dialog med købere. Her var den almindelige hverdag bedre. Omvendt var en ferieperiode fin til at klargøre salgsmaterialet.

Når køber har godkendt en endelig købsaftale handler det i høj grad om overdragelse. Her kan du i salgsaftalen indskrive en supportperiode, hvor du som sælger svarer ihærdigt på købers spørgsmål, for at hjælpe vedkommende godt ind i tingene. Det er guld værd - og en ting du kan nævne som en fordel i salget.

Der skal i øvrigt overdrages domæner og passwords til en lang række af ting, værktøjer og software i forbindelse med et salg. Lav et regneark med alle de værktøjer, logins og informationer, der er vigtige for køber at have. Så slipper du for en masse dialog frem og tilbage om de kedelige ting. 

Du kan finde skabeloner for salgsaftaler på nettet eller hos den markedsplads du benytter.

Skil dig ud på Saxis

Hvis du vil skille dig ud på Saxis, så sørg for at lave et godt pitch i annoncen - og brug derefter krudt på at besvare alle henvendelser på besked, mail og telefon. Folk finder de sjoveste veje til at komme i kontakt med sælgeren. Saxis’ beskedsystem virker dog upåklageligt, så det er fint at starte her. 

Rigtig mange købere og sælgere er dårlige til dialogen. Jeg har oplevet købere såvel som sælgere der glemte et aftalt telefonmøde - eller som var hele eller halve timer forsinket. Det er dårlig stil og virkeligt irriterende, uanset hvilken ende af salget man sidder i.

Du skiller dig derfor ud ved at tage dialogen seriøst. 

Sørg for at være tålmodig og god til at besvare alle henvendelser. Brug tid, book gerne opkald og send det data der efterspørges. 

Som sælger kan du annonymisere data, hvis du har hemmeligheder som kun en endelig køber skal se. Det kan fx være kontaktoplysninger og navne på leverandører. Men del gerne så meget data som muligt, så køber kan danne sig et grundigt overblik over virksomheden eller de aktiver, der sælges. Du kan også benytte en NDA, så du sikrer, at data hemmeligholdes, hvis handlen alligevel ikke går efter planen.

Fordele ved at købe en etableret webshop

Når du køber en etableret webshop, får du meget af arbejdet med i prisen. Noget af det kan betale sig, mens andet er sværere at prissætte. Derfor er der heller ingen fast regel for prissætning af en webshop.

Ting der typisk indgår i udarbejdelsen af en webshop, som du køber med:

  1. Valg af navn og registrering af domæner.

  2. Udarbejdelse af logo.

  3. Oprettelse i webshop-system og valg af design.

  4. Valg af varer og indkøb herunder opbygning af varelager og leverandøraftaler.

  5. Opbygning af marketingkanaler og optimering af hjemmeside/webshop.

Som køber vil du dog ofte ændre på nogle ting, når du overtager. Du kan sammenligne det med at købe en bolig. Nogle vil udskifte køkkenet eller istandsætte badeværelset. Andre maler vægge og evt. lofter. Det er forskelligt hvad interesserede købere ser en værdi i - og hvad de evt. vil ændre.

Nogle vil skifte shopsystem eller ændre på marketing kanaler - og varesortiment. Nogle vil skifte designlinje, grafik og logo. Meget få skifter navn, men det kan være nødvendigt, hvis du køber en shop med et personligt navn som fx TanteHanne.dk og selv hedder Kirsten.

Det er faktisk et plus for de fleste købere, hvis de kan se ting, som de kan gøre bedre. Det kan være et uudnyttet SEO-potentiale - hvor der måske er gjort det første, men potentialet er stort og der er mange lavthængede frugter for en, der ved, hvad de laver. 

Hvordan køber man en webshop?

Først og fremmest skal du finde det rette projekt at købe. Det kan du gøre mange steder. Saxis er et godt sted at tjekke løbende. Du kan abonnere på mails om nye salgsannoncer.

På Sitetrader har jeg tidligere også fundet nogle enkelte oversete shops til salg. Derudover kan du holde øje med, om der er konkursboer til salg eller på auktion. Tjek også Facebookgruppen for køb og salg af webshops.

Jeg håber, du har fundet inspiration og måske ny viden i mine erfaringer med køb og salg af hjemmesider og webshops. Uanset om du står på den ene eller den anden side af salgsbordet, så er det win-win og smart for begge parter.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jonathan skriver Skriv dig op