Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Bräuner Delfs Ny opdatering fra Google: The helpful content update

Ny opdatering fra Google: The helpful content update

485 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
04 November 2022

Googles algoritmeopdatering fra august 2022 har fået navnet “The helpful content update”. Det lyder som gode nyheder for den SEO-orienterede content creator. Det er jo det, vi allerede gør, når vi skaber indhold, som svarer på brugernes spørgsmål. Det er da hjælpsomt. Eller hvad?

Jeg gennemgår den nye opdatering fra Google og giver dig mit bud på, hvilke konsekvenser opdateringen kan have for dig, som arbejder med indholdsproduktion. I bunden af blogindlægget får du 5 konkrete idéer til hjælpsomt indhold, som lever op til Googles nye opdatering.

The helpful content update

Først en opsummering. Hvad går den her nye opdatering egentlig ud på?

Google forklarer det selv sådan her:

Google Search is always working to better connect people to helpful information. To this end, we’re launching what we call the “helpful content update” that’s part of a broader effort to ensure people see more original, helpful content written by people, for people, in search results. (Kilde: Google Search Central)

Helpful content - eller hjælpsomt indhold på dansk - går altså først og fremmest ud på at fremme hjælpsomt indhold, som er lavet af mennesker til mennesker. 

Det lyder super. Men tilgangen til indhold på nettet har alligevel alle dage delt vandene lidt. Er indholdet primært målrettet brugeren eller søgemaskinen? Skriver vi selv, køber vi en billig tekst fra en freelancer eller bruger vi AI-genereret indhold? Er SEO-tekster manipulerende eller hjælpsomme?

Vi kan sådan set mene, hvad vi vil. Med denne opdatering imødekommer Google den tilgang, der sætter mennesket først, ved at belønne indhold, der aktivt går efter at hjælpe mennesker, frem for at ‘please’ søgemaskinen. Så det må vi forsøge at rette ind efter.

People-first content

Hvordan ser det så ud i praksis - det hjælpsomme indhold, som Google efterspørger? For de fleste af os er det bare et lille tweek i tilgangen til det indhold, vi allerede er i gang med at lave.

Her er mit forsøg på at formidle Googles intention med den nye opdatering - i tre punkter:

1. Bliv ved emnet 

Selvfølgelig må du gerne undersøge, hvilke søgeord der har størst potentiale i søgemaskinen. Men når du vælger, hvilket indhold du vil lave, kan du blive nødt til at vælge attraktive søgeord fra, fordi de ikke ligger indenfor det emne, din målgruppe besøger dig for. 

Tænk: Ville jeg skrive om det her emne til min målgruppe, uanset om det havde potentiale til at ranke i Google eller ej? Hvis svaret er ja, er du på rette vej.

2. Giv fyldestgørende svar på spørgsmål

For os, der er opdraget i content marketing, er det næppe nogen nyhed, at vi skal svare på brugernes spørgsmål. Men prøv alligevel at gå dit indhold efter i sømmene. 

Test dit indhold med følgende spørgsmål:

  • Lærer jeg mine læsere noget nyt?

  • Hjælper jeg mine læsere med at gennemføre en opgave, som er vigtig for dem?

  • Skriver jeg om noget, jeg faktisk ved noget om?

3. Giv læseren en god oplevelse

Måske det mindst konkrete råd, men hele essensen ligger her, så det er vigtigt at forstå. Hvad skal der til, for at din læser besøger din side og oplever at være blevet mødt af et menneske, der ved hvad han taler om og som sætter alle sejl til for at hjælpe? 

Det kan se forskelligt ud, alt efter hvilken branche du er i og hvem din målgruppe er. Men målet er det samme: Indhold, som efterlader læseren tilfreds og uden trang til at Google videre efter noget bedre.

5 idéer til hjælpsomt indhold

Svar på ofte stillede spørgsmål. Enten samlet på én side eller fordelt på fx kategorier eller produkter. Du har formentlig allerede svarene, så del ud af dem.

Brug søgefunktioner smart. Hjælp læseren med at finde det, de leder efter. Organisér informationerne, så svaret kan findes på sekunder. Det kan være så simpelt som en guide til nærmeste genbrugsbutik - enkelt men hjælpsomt.

Brug anbefalinger aktivt. Skriv case historier. Fortæl om dine projekter og kunder. Lad dem få ordet. Dine kunders anbefalinger af dig har en anden tyngde og siger meget mere om dig, end dine egne ord kan sige.

Tilføj ny viden til dit eksisterende indhold. Fx ved at indsætte elementer som billeder, infografikker, beregnere og videoer. Det er en nem måde at opgradere til helpful content og forbedre brugeroplevelsen, uden at starte helt fra bunden.

Fjern uhjælpsomt indhold. Ja, det er et lidt omvendt råd. Men den nye opdatering er en såkaldt site-wide update. Det betyder, at din hjemmeside eller webshop vurderes som en helhed, når det kommer til helpful content. Derfor giver det mening både at opgradere eksisterende indhold og skabe nyt, hjælpsomt indhold - og rydde op i unødvendigt, uhjælpsomt indhold.

Der går noget tid, før vi ser den fulde effekt af den nye Google opdatering folde sig ud. Er du en af dem, som allerede er på rette vej med hjælpsomt indhold, kan du se frem til den positive effekt opdateringen får på din position i Googles søgeresultater. Har du brug for at gentænke din indholdsstrategi, så er det nu, du skal i gang.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jonathan skriver Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere