Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Bräuner Delfs Målret din markedsføring og få mere for pengene

Målret din markedsføring og få mere for pengene

1.036 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
11 August 2022

“Det kan aldrig betale sig at smide penge efter Facebook. E-mail marketing konverterer altid bedre. På TikTok bliver du aldrig taget seriøst.”

Du er sikkert stødt på flere af de her altid/aldrig-påstande. Pas på, når du hører dem. Altid/aldrig er kedeligt definitivt og passer sjældent på virkeligheden, som er nuanceret og uforudsigelig. 

Det kommer selvfølgelig ikke ud af ingenting, når folk kommer med de her absolutte betragtninger. Der er tendenser omkring de forskellige markedsføringskanaler, som gør nogle kanaler bedre egnet til noget, end andre kanaler. Men hver kanal har sin berettigelse - til rette tid og sted. 

Prøv dig frem og hold fast i det, der virker

Hvordan finder du så ud af, hvilken vej du skal gå? Du kan jo ikke være på alle kanaler - og det skal du heller ikke. Det korte svar er noget med at prøve dig frem og holde fast i det, der virker. Det lidt længere svar er stort set det samme - dog med lidt flere detaljer.

Start ud med 1-2 sikre kanaler og udvid derfra efter behov. Det er bedre at være rigtig god på få kanaler end halvdårlig på mange kanaler. Og nej, det er ikke obligatorisk at være på Facebook som virksomhed. Det kan måske virke angstprovokerende at blive væk, men hvis det ikke er der, din målgruppe er, så får du formentlig heller ikke meget ud af, at være der. 

For at hjælpe dig på vej i din søgen efter mest relevante markedsføringskanaler, får du her et overblik over potentialet for nogle af de vigtigste kanaler. Det er ikke en komplet liste, men udvalgte kanaler. Brug overblikket til at vurdere, hvor dine styrker ligger og hvordan du bruger din tid og dine penge smartest.

SEO og Google Ads

Søgemaskineoptimering (SEO) og Google Ads hører egentlig ikke til i samme skuffe. Det er to ret forskellige tilgange til markedsføring - men de supplerer typisk hinanden godt. 

SEO handler om organisk (naturlig, ikke betalt) trafik til din hjemmeside, webshop eller lignende. Det er en tidskrævende disciplin med potentiale for et stort payoff - på lang sigt. Indsatsen går dels på teknisk optimering og dels på content, brugervenlighed og den slags. 

Starter du fra bunden i en niche, som du ønsker at vækste, er SEO en central kanal for dig. 

Google Ads handler om betalt trafik. Spørger du mig, er det pull marketing, når det er bedst. Annoncerne vises i Googles søgeresultater og fungerer som Pay per click - du betaler kun, når nogen klikker på annoncen.

Sociale medier, remarketing og display

Facebook er ikke svaret på alt - som før nævnt. Men det er dog stadig en af de mest kendte og brugte sociale kanaler, så vi skal heller ikke underkende den. Min pointe er bare, at tilstedeværelse på sociale medier koster både tid og penge, så det kan godt betale sig at prioritere.

Vælg det medie, der giver bedst mening i forhold til din målgruppe og dit produkt - og hav mod til at vælge andre kanaler fra.

Start med at sætte et par grundlæggende annoncer op på sociale medier, som samler leads og sender trafik til din hjemmeside eller shop. På den måde bygger du fundamentet for de indsatser, der typisk konverterer mere: E-mail marketing og remarketing.

Med remarketing og displayannoncer bliver din markedsføring målrettet helt ned på produktniveau til potentielle kunder. Her får du det bedste ud af både sociale medier og Google Ads - med mindst anstrengelse.

Affiliate marketing

Affiliate marketing er den lille joker, som mange overser. Når det lykkes, kan den generere en (næsten) passiv indtægt. Det handler kort fortalt om at få andre til at reklamere for dine produkter. Har du varer med et dækningsbidrag, der kan tåle at afgive en provision, vil det give god mening at se nærmere på affiliate kanalen. 

Lidt som med Google Ads betaler du kun, når du får et gennemført salg på baggrund af affiliate indsatsen. Din risiko holdes nede og du indkasserer gevinsten. 

Med affiliate marketing fx igennem Partner-Ads får du adgang til marketing-eksperter indenfor SEO, Google Ads og Facebook med mere - og betaler kun når det virker. 

Traditionel markedsføring virker stadig

Med traditionel markedsføring mener jeg bare alt det, der ikke er digitalt. Avisannoncer, busreklamer, tryksager, visitkort, keyhangers med logo og den slags. Det mere stationære som man kan røre ved med fingrene. 

Mange gange bliver traditionel markedsføring dømt ude til fordel for digital markedsføring. Men hvis din målgruppe læser aviser, pendler med offentlig transport eller mødes på konferencer, giver det kun god mening at se nærmere på de mere traditionelle indsatser.

Skab dine egne erfaringer

Som du kan se, er mulighederne mange. Når du skal vælge, hvor du vil starte, kan du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvor (på hvilke kanaler) er min målgruppe?

  • Hvilke kanaler passer bedst til mit produkt?

  • Hvor ligger mine styrker? Er der noget, jeg kan gøre lidt bedre end andre?

Kan du finde en synergi i dine svar på ovenstående spørgsmål, har du et godt bud på, hvor du skal lægge din tid og dine penge. 

Starter du helt fra bunden, er det bare vigtigere at gøre noget, end ikke at gøre noget. Kom ud og få nogle indsatser testet af, så du kan se, hvad der virker og korrigere derefter. Det, der virker for andre, virker ikke nødvendigvis for dig.

Skab dine egne erfaringer og del dem med andre, så vi kan lære af hinanden.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jonathan skriver Skriv dig op