Jeg bor langt ude på landet på Vestsjælland, og det er faktisk lige så langt, som når man siger "langt ude å a land" i Vestjylland, uden at jeg vil fornærme jer i det jydske, mere dele fornemmelsen af at være langt ude på landet med jer og læserne.
Det betyder så også, at jo længere der mellem husene, jo mere kender vi til hinanden. På både godt og ondt. Der er naboerne man hilser på, og naboerne man ikke hilser på.
For lidt over en måneds tid siden kom posten forbi - det gør han / hun nu hver dag - men denne dag var lidt speciel. Han stoppede op - og i stedet for at lange posten ind i postkassen, denne er placeret på en pæl lige i niveau med vinduet i postbilen, så han bare skal rulle ned og strække armen ud - kom han ind og bankede på. Tilfældigvis var jeg hjemme denne dag og ikke på kontoret i Holbæk.
Posten havde lagt mærke til at den ældre mand, som sad i stolen i nabo ejendommen 600 meter længere oppe af grusvejen, ikke sad der som han plejde, og han havde hørt jamre lyde inde fra huset. Hvad posten ikke viste var, at manden han snakkede om var min farfar, som 101 år gammel altid sad i sin stol og sov, eller så ud af vinduet.
Jeg tog selvfølgelig derop og fandt den gamle herre liggende kold og frysende faldet ude i gangen ind til toilettet. Farfar kom på hospitalet og 14 dage senere sov han stille ind.
Men pointen er at Posten tog sig tid til at lytte og lige se om alt var i orden, og derefter tog han fat i en nabo, og fik således foranstaltet at vi fik sendt hjælp.
Posten gik lige det skridt videre, end bare at kører ruten igennem uden at tænke på andet end hvad han skulle lave efter fyraften - det skal han have ros for.
Han fik en flaske vin i dag - jeg har ikke fået fat i ham de andre dage - og et stort tak for hans indsats.Det havde han fortjent.
Det er dejligt når folk gårt et skridt videre end de egentlig behøver.