Elsker du også Nytårsdagene?

Der er en helt særlig stilhed efter December måneds hektiske løben rundt efter forbrugstemplernes bedste bud på frelsen fra vinterens kedsommelige mangel på sollys. Januar venter med stadig tiltagende dagslængder, regnskabet fra året der er gået er gjort op og venter nu på nye tal der kan blive til det vi kalder bundlinien for det kommende.

I disse ansigsmaske, næsepind og Coronapas inficerede tider, er det at bruge tiden mellem to års-tider som stille reflektions-tid, fremfor brag-og-ballade tid, noget der vinder frem. Eftersom de store vilde abefester hvor man danser på borde og slikker på mere eller mindre tilfældige mennesker alligevel ikke er det der giver mest mening i en pandemi-tid, kan man jo ligeså godt prøve noget nyt. Hvem ved, måske var det i virkeligheden meget rart.

Selv har jeg den seneste gode håndfuld nye år holdt af at køre det jeg kalder Jan Grarup-stilen. Det er formentlig noget nær det eneste denne privindende danske krigsfotograf og jeg har tilfælles. Jeg ejer hverken et Hasselblad eller modet til at rapportere fra verdens brændpunkter. Grarup har efter sigende en fast årskifte tradition med at kravle op på taget af sin lejlighed i indre by, og bruge natten på stille at skue ud over tagene. Uden fest, ballade og skøre hatte, men alene i en stille reflektion over året der er gået. Jeg forstår så udemærket hvorfor.

Længe inden corona var andet end noget man bestilte i baren, har jeg brugt tiden mellem årets sidste aften og det nye års første morgen på at se så få mennesker som muligt. Men tilgengæld lade tankerne vandre frit igennem natten fremfor at være noget man distraherer sig selv fra. I år var ingen undtagelse. Selvom man måske nok kunne have ønsket at det var mere et aktivt tilvalg, end som sagen nu nok har været for de fleste - en af udefra kommende omstændigheder påtvungen nødvendighed.

Men derfor kan Nytår som reflektions-tid nu sagtens være en god idé alligevel.

Udover at man åbenlyst undgår det stress moment det alt andet lige altid når at blive, når man sætter alt ind på at NU skal den dælme have så den sjove hat passer fordi - hey det er jo Årets Fest (men ærligt, det kan jo sjældent ret meget andet end egentlig at skuffe bare en smule ) så har det at lade Nytåret være reflektion fremfor hyperhysterisk festivitas den yderligere fordel, at årets første dag kan indledes uden dunken i hjerbarken og lommen fuld af dyre taxaboner til steder man ikke rigtig kan huske at man vistnok nåede at besøge.

Nytårsdagene - for der er jo mere end én, kan bruges på stille og roligt at komme op i omdrejninger efter Julens flere dages fladen-ud foran flimmeren efter de rituelle indtag af mjød, marcipan og alt andet end moderate mængder af dyrekød og sovs. Ja medmindre man er veganer og har udskiftet stegen af and med en solid nøddepostej og økologiske rosenkålsmoothies. I hvilket tilfælde jeg forestiller mig, at juledagene dufter af andet end gran.

Om man er til aktiv lytning af den direkte transmission af Nytårskoncerten fra Wien, doven kigning på spandex og hjelm klædte og med på fødderne fastspændte brædder ballet agtigt flyvende sneakrobater i Garmisch-Partenkirchen - en rask lille løbetur i de fyrværkeri-affalds bestrøede gader eller noget helt femte.

Årets Første Dag er på en måde altid en lille smule magisk.

Om Januar har fået sit navn efter den romerske gud Janus (ham med de to hoveder der kan skue både frem og tilbage) eller fra det latinske navn for en dobbeltsidet dør (iānua) er noget der debatteres i kredse hvor man finder den slags etymologiske spidsfindigheder værd at beskæftige sig med. I alle fald skulle det være ganske vist, at den romerske konge Numa Pompilus i det 6. århundrede før fødslen af ham hvis fødselsdag vi fejrer ugen før kalenderårets slutning/begyndelse, tilføjede to måneder til den romerske kalender. Februarius og Ianuarius. Nogle århundreder senere, blev Ianuarius så til den første måned i kalenderåret. Som ellers indtil da, havde været Marts. Hvor romerne havde for vane at indlede sæssonen for deres diverse erobrings- og krigstogter. Det var de gode til, romerne. Indtil de ikke var så gode til det længere. Men måden at opdele solåret i et passende antal faser efter månens bevægelser - det vi kalder en kalender - som romerne designede, bruger vi til dels den dag i dag.

At man lod året starte i Ianuarius (Januar) fremfor Marts, passede så ganske fint med, at Vintersolhverv sådan cirka passede med tidspunket for førnævnte fødselsdagsfejring.

Og så er vi tilbage ved i dag. Hvor på den sidste aften i den måned der betyder den tiende, en stor del af landets befolkning andægtigt venter på det sidste slag fra den malmtunge klang af Rådhusklokkerne, nogle indsynger året med Vær Velkommen Herrens År (jeg mangler stadig at finde ud af, hvem ham der Herr Hid egentlig er) og herefter går kollektivt balalajka med røgslør, raketter og romerlys.

Når den bliver lidt i fem en Nytårsmorgen. Champagnen er drukket og krudtrøgen har lagt sig - så er det som om skuldrene sænkes rundt i landets små enklaver af mere eller mindre festlige fejringer.

Det er her, at Nytårs dagene, starter.

Og jeg elsker det nye års første dage.

Også selvom det reelt set bare er noget vi leger.

Strengt taget, er dagen efter "Årets Sidste Aften" jo bare den dag der helt naturligt følger. En dag ligesom alle andre. Hvis ikke lige det var fordi den af kalenderen dikterede kulturelle norm tilsiger, at lige præcis HER er en vigtig skæringsdato. En dag der skærer en skive af den kronologiske tidsregning, og åbenbarer "Årets Første Dag" som en frisk snitflade gennem strømmen af dage som de er flest. At der er gået 365 dage siden sidste gang, kan jo fejres på et hvilket som helst vilkårligt tidspunkt på året. Afhængigt af hvilken trosretning eller kultur man vælger at høre til. Ideen om et Nyt År er et universelt socialt objekt. Jorden drejer jo omkring den stjerne vi kalder Solen uanset hvad man om man tror på.

Ideen om, at der åbner sig en dør til noget nyt er alt andet lige en rar tanke.

Jeg holder vældig meget af dagene omkring, men mest lige efter Nytår. Før Januars første bankdag begynder. Mellemstationen.

Hverdagene indfinder igen. Holder du ligesom Dan Turell af hverdagen, er det ikke så ringe endda.

Jeg holder af i dagene der er årets første at ønske venner, familie og forretningsforbindelser et oprigtigt

Godt

Nyt

År.

Ikke bare det der småfesne fuldemands gennem larmen fra klirrende glas og bombastiske nytårsdansebeat skrålende "gååårdt nytårrrrhhhhhh" som bestemt også har sin beretigelse, men som jo alt andet lige bare er den momentært opståede udbasunering af en feststemning.

Anderledes er Nytårshilsenen der lander i din indbakke, eller udveksles på et gadehjørne en kølig morgen i Januar, ved kaffemaskinen på et kontor eller som del af small-talk introduktionen på et af året første arbejdsmøder. Med sætningen "Godt Nytår" er vi ligesom i gang. Det er nyt, det er et år vi kalder 2022 - og lad os håbe det bliver godt.

Det er som om, det fremadskuende i sætningen er mindre forventningstungt end "Glædelig Jul" eller det mere inkluderende "Seasons Greetings". Det er jo bestemt ikke for alle, at julen er en glædelig højtid. Den kan være forbundet med sorg, savn eller bare generelt mismod over ikke at have nogen man for alvor kan dele den glæde som efter sigende er Jordens gæst på den aften vi kalder Julens.

Derimod indeholder ønsket om Det Gode Nye År en god portion uvished. Vi aner jo ikke, hvad fremtiden bringer. Men vi kan ønske for andre, at det må bringe noget godt.

Vi kan sætte en aktiv intention om at gøre det bedre, som vi ikke nåede at gøre bedst i året der gik.

Og vi kan bruge de dage som vi kalder årets første på at lade drømme, ambitioner og mål få så tilpas meget plads i bevidstheden, at der er en reel mulighed for at de får så meget luft under vingerne at de bærer os hele vejen igennem til næste års første dage.

Godt Nytår og ønsker om en god første Mandag Morgen i 2022!