Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Christina Klitsgaard The Miniguide: Sådan får du dine læsere til at flå bukserne af dit nyhedsbrev

The Miniguide: Sådan får du dine læsere til at flå bukserne af dit nyhedsbrev

8,304 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
01 November 2010

Får du for lidt respons på dit nyhedsbrev? Sælger det ikke – nok? Og er der bare alt, alt for få af de hundreder – måske (ti)tusinder – modtagere derude, som overhovedet åbner det?

 

Måske er det fordi, du begår den samme fatale fejl, som jeg oplever ni ud af 10 nyhedsbrevsskrivere, begår: De glemmer hvem, de er i konkurrence med derude i indbakkerne.

 

Prøv et øjeblik at tage et kig på din egen indbakke. Hvilke mails MÅ du bare åbne lige her og nu (også selv om du faktisk skal hente børn lige om lidt, har en aftale med en kunde eller skal skynde dig ned og flytte bilen før, du igen får en p-bøde)? Og hvilke kan faktisk godt vente så længe, at det højest sandsynligt bliver aldrig?

 

Et lille vue ned over min egen indbakke denne søndag aften:

 

’Har du tid til et møde i morgen over middag?’

 

’Se lige hvad jeg har fundet til dig!’

 

Og så den her ….:

 

’Nyhedsbrev nummer 9 fra ….’

 

Den sidste skal jeg godt nok kede mig ualmindelig bravt for at orke at åbne. Ærgerligt. Både for afsenderen, som har brugt tid på at forfatte og udsende ’nyhedsbrev nummer 9’. Og måske brandærgerligt for mig – for jeg når aldrig nogensinde at finde ud af, hvad jeg måske går glip af.

 

Dine modtageres indbakker ser nøjagtigt lige sådan ud. Og deres hjerner fungerer nogenlunde som min: De scanner lynhurtigt emnelinjerne på de mails, der dumper ind – og KUN de, der pirrer nysgerrigheden, vækker opsigt, provokerer, overrasker eller bare fremstår absolut uimodståelige, bliver læst. I hvert fald som de første.

 

Gør dine overskrifter det?

 

Pirrer og provokerer? Nok? Bruger du tid på at ’designe’ en overskrift, du VED vil ramme din læser? Ikke bare i indbakken, men lige i solar plexus?

 

The Miniguide: Sådan får du dine læsere til at flå bukserne af dit nyhedsbrev

 

1 – TILSÆT ’DU’-FAKTOR

 

Sørg for, at din overskrift har ’du-faktor’ – altså at du taler direkte til din læser.

Brug ord som ’du’, ’dig’, ’din’ osv. (Prøv fx at se, hvad jeg skriver i overskriften på dette blogindlæg).

 

2 – GØR MIG ÆGTE INTERESSERET

 

Giv mig en rigtig, rigtig grund til at åbne dit nyhedsbrev. Pir og provoker mig.

 

Et eksempel:

 

En af deltagerne på min sidste workshop var en nystartet feng shui indretningskonsulent. Hun havde forfattet et nyhedsbrev med titlen: Hvad er feng shui?

 

Hvorfor skal jeg gide at åbne det nyhedsbrev? Og hvorfor lige nu, hvor jeg har travlt med 99 andre meget vigtigere ting? Og helt ærligt: HVIS jeg vil vide hvad feng shui er, så kender jeg altså godt adressen på Goggle …

 

Her er den nye overskrift:

 

Flyt din seng og gør ham (helt) vild i varmen

 

(Det blev ikke bare til en anden overskrift, men også et helt andet nyhedsbrev – om hvor stor en betydning placeringen af vores seng, ifølge feng shui, har for vores kærlighedsliv).

 

3 – TEST DIN OVERSKRIFT

 

Når du er kommet op med et par rigtig hotte overskrifter, så test dem af: Send fx nyhedsbrevet med overskrift 1 til den ene halvdel af dine nyhedsbrevslæsere og overskrift 2 til den anden: Hvilken gav størst repons?

 

 

BONUS: 3 hotte modeller, du må bruge alt det, du orker

 

Yes – det ER nemmere sagt end gjort, så værsgo: Her er 3 hotte modeller:

 

 

NUMMER 1:

Spørge-drilsk-modellen

 

Begår Du Denne Fatale Fejl Når Du Skriver?

Kender Du Det Ene Trick Der Gør Din Mand Nyforelsket?

Gør Du Det Rigtige Når Dit Barn Bider i Børnehaven?

 

(Note: Spørgsmål rettet direkte mod din læser er altid et hit.

Især hvis du driller lidt …).

 

NUMMER 2:

Quiz-modellen

 

Hvor God Er Du Til At Netværke? Tag Denne Test!

Hvad Er Din Biologiske Alder? Tjek Den Her!

Er Du En God Kollega? Få Svaret Her

 

(Note: Nyhedsbrevslæsere ELSKER tips, tricks, tests og quizzer!)

 

NUMMER 3:

Giv-grunde-modellen

 

3 Grunde Til At Lege Med Dit Barn Hver Dag

5 Grunde Til At Du Ikke Har Tabt Dig - Endnu

7 Grunde Til At Du (Stadig!) Kæmper Med At Få Succes

 

(Note: Ulige tal – tænk på eventyrene – er altid virkningsfulde.

Især når du kombinerer dem med gode grunde til at åbne dit

nyhedsbrev og læse videre).

 

God skrivelyst!

 

Kh

Christina

 

PS: Modellerne er 3 ud af i alt 9 modeller fra min workbook ’Skriv Dig Ind I Dine Læseres Hjerne, Hjerte Og Pengepung I 8 Nemme Trin’.

 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Christina skriver Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere