Neuromarketing - Flop eller fremtid?

JA, Ja, ja... Jeg har betnyttet mig af et popularitetsord til at fremtræde min blog. Bogen Buy'ology af Martin Lindstrøm har fået den helt store tur igennem medie-møllen så den rent faktisk var i handelen i almindelige bogbutikker her til jul (2008). Selv har jeg beskæftiget mig med de berørte emner flere gange de senere år, og må sige det i hvert fald her i DK har fået et løft på det sidste.

Til dem der stadig ikke aner hvad jeg refferere til har jeg sikkert allerede tabt, så jeg vil lade det stå som en naturlig del af vores faktuelle udvælgelseskriterier. Der vil være et fåtal der bare af nysgerrighed vil google ordet fordi der ruller godt på tungen, men alt i alt taler jeg dog stadig til en snæver målgruppe. Bogen har fået både megen ros, men også en del løftede pegefingre da den med et ligger mere eller mindre exacte videnskaber (bla. hjerneskanning) sammen med en uexact videnskab (købsadfærd) uden at påregne de gængse normale kriterier for at befærdes indenfor første kategori, hvilket anfører at bogens forfatter mest har haft sin gågang i den anden kategori. Martin Lindstrøm fremlægger ikke sin komplete research men fremstår kun med hovedkonklusionerne som derefter kan betvivles da man mangler alle mellemregningerne. Man sidder derfor tilbage som læser med et tvivlspørgsmål. Skal man tro på det manden og de betalte videnskabsfolk siger eller skal man ikke.

"HAR JEG TABT JER? ---- GODT"

Uanset om man vælger det ene eller det andet synes jeg der ligger en masse interessante vinkler i bogen, og at neuromarketing som begreb lyder for godt til at lige ligge fra sig igen. Tanken om at vi stort set er totalt styret af vores hjerne (85/15 til hjernens fordel), og ikke den anden vej rundt er både bekræftende men også forfærdende for en kreativ, selvopofrende iværksætter som jeg-selv. Omvendt hvis BARE jeg kunne komme indenfor i mine kunders hjerner og derved ikke skulle bruge en masse krudt på at skyde gråspurve med kanoner i mediebilledet.

RIGTIGT meget i dagens Danmark, når man bevæger sig udenfor nettets vidunderlige BIG BROTHER- agtige styrke, er styret af de tæppebombene medier der markedsfører sig selv på at kunne nå så mange som muligt og derved nedbringe omkostningerne pr kontakt. Dette driver markedsføringsbugdetterne i vejret og skaber både den fornødne grobund for øget kvalitet i mediebranchen, men også skaber uligvægtighed i form af kravet om et urealistisk højt kapitalfremskud for at bryde igennem den altid voksende mediestøj der er på markederne.

Skyder vi os ikke selv i føderne ved at fortsætte dette oprustningskapløb om marketingkronerne der udbygger den mediestøj vi alle arbejder på at bryde igennem? Jeg mener hvor meget fik den gamle sovietunion ud af våbenkapløbet med USA? Jeg har i mine år i branchen mødt en velvilje til at tænke langsigtet så længe det kortsigtede mål blev mødt med 200% eller mere, og jeg har altid følt jeg gerne ville udfordre kunderne til i det mindste at give kortsigtet og langsigtet strategier en 50/50 chance, og ikke 90/10 eller i gode tildfælde 80/20. Er det ideologisk nonesense, selvom der giver god logik, fordi det kræver en endnu mere lean organisation, med endnu bedre kapitalfond i ryggen at udbrede kendskabet til et nyt produkt. For at vende tilbage til bogen, så mener Martin at 80% af alle nye produkter lider døden efter bare at have været 1 år på markedet.

Er vores produkters mulige livslinje også snævret markant ind så vi skal håbe på at vores første produkt har tjent nok i kassen til at finansiere produkt nummer 2's reklamefremstød. Hey, jeg klager ikke da det giver mere brød på bordet til mig, men stadigt nager det mig at jeg ikke tør sætte mig ned og lave et regnestykke over hvad jeg forbruger på mærkevarer der har brugt tæppebombningseffekten til at komme forrest i mit valg, med den frygt at jeg finder ud af jeg finansierer mit eget forbrug og at jeg ligeså godt kunne foreslå virksomhederne at de kunne få min arbejdskraft gratis, hvis jeg fik deres produkter gratis. Og når det forholder sig sådan for mig, hvordan forholder det sig så ikke for andre der ikke arbejder i denne branche. Hvor kommer pengene fra?

Jeg ved selvfølgelig godt at man ikke reklamere med mindre man kan se en effekt på bundlinjen, men hvornår knækker kurven? eller er der tale om en bobbel? Man kan vel ikke forvente medierne sætter denne problemstilling under en skæppe da de vel nødigt vil se deres egen indtjeningsgrundlag forsvinde under dem. Jeg kunne vel afslutningsvis lade det være op til de enkelte personer, der har formået at følge min til tider syge tankegang, selv at vurdere... eller er det jeres hjerner der gør det?