Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Birgitte Baadegaard fra Q2Q Et løftet øjenbryn kan være forskellen på en komedie og en tragedie...

Et løftet øjenbryn kan være forskellen på en komedie og en tragedie...

3,424 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
25 December 2013

... har skuespilleren Henning Jensen udtalt. Og han har ret. Det er ganske små - umiddelbart ubetydelige men i virkeligheden altafgørende  -detaljer, som gør forskellen. Også i job- og karrieresammenhæng, hvor vi skal have ordrer, sikre os opgaver, få projekter i hus - skaffe os selv et nyt job. Og der skal ikke meget til... tilliden til et andet menneske opstår i løbet af få sekunder, så vi skal vide, hvad vi gør - og hvorfor - for at det virker, så vi både på lang og kort sigt kan overbevise om vores budskaber og vores kompetencer.

Langt hen ad vejen er det bittesmå detaljer - i vores eget ansigt og krop og/eller vores dialogpartners ansigt og krop - som i sidste ende afgør, om vi skaber den tillid, og om vi udstråler den kompetence og sikkerhed, som gør, at vi opnår vores mål/det, vi ønsker os.  

Der er nogle grundlæggende faktorer, som du skal være opmærksom på som kvinde. Nogle af dem har jeg allerede været inde på i mit sidste indlæg ift. kvinder præstationer. Nogle af dem har jeg gemt til dette indlæg. Der findes nemlig nogle 'universelle svagheder' ved kvinders kropsprog (faldgruber, om du vil), som vi bør være opmærksomme på, og som dermed kan styrke vores signaler betydeligt.

Og lad mig endnu engang berolige dig: Mit sidste ønske for dig er at opdrage dig til at blive en mini-mand. Tværtimod mener jeg, at femininitet og 'det feminines kraft' har alt for lidt værdi i dag - og får alt for lidt opmærksomhed som værende uundværlige kompetencer i erhvervslivet i dag. Dog skal vi lære at være 'feminine med styrke' - og den side af os selv er der mange måder at styrke.

De typiske faldgruber kommer her:

1) Hovedet på skrå

Prøv at studere f.eks. LinkedIn lidt. Tjek nogle tilfældige kvindelige profiler ud. Slet ikke alle - men en del - fortæller, de er stærke og kompetente og lægger så et foto op af sig selv med hovedet let på skrå. Stemmer det overens med de ord, der beskriver dem? Ikke særlig godt.

Hovedet på skrå er en traditionel lytteposition. Bare se på din hund, når den sidder og lytter efter ordet 'mad', mens du taler til den. Men det er ikke nødvendigvis en udfarende, aktiv position. En position, hvor jeg selv taler og handler. Derfor - har du en tendens til at lægge hovedet på skrå, når du taler med et andet menneske (mand), så juster og ret det op. Det vil sende nogle helt andre signaler... og tro mig, din femininitet går ikke fløjten af den grund...

2) Smile for meget

At smile er et signal til modparten om 'du er ok - jeg kan godt lide dig'. Undersøgelser viser, at vores hjerner bogstavelig talt lyser op under hjernescanninger, når vi modtager et smil. Så smil er godt - smil er nødvendige... og smil skal doseres. For mange og lange (konstante) smil er nemlig med til at undergrave vores autoritet. Hvis du smiler for meget, når du skal give et andet menneske en reprimande, bliver din røvfuld ganske enkelt ikke mærket. Den tages ikke seriøst. På samme måde som et dybt alvorligt og vigtigt budskab ikke synker ind hos de, der skal høre dig, hvis du smiler konstant, mens du taler. Smil skal altså doseres... de skal sendes af sted med omtanke... så er de til gengæld også uundværlige...

3) Svagt håndtryk

Svage håndtryk er skidt for både mænd og kvinder. Våde Klarklude, kalder jeg dem. Og når jeg holder foredrag og kurser i kropssprog og træner mennesker i at præstere overbevisende i jobsamtaler, til præsentationer eller andet, er det et af de parametre, jeg vurderer på. Helt bogstaveligt talt ved at tage mine kursister i hånden og sige goddag. Min erfaring er, at rigtig mange kvinder godt kan give deres håndtryk et lille nøk mere for at sende et overbevisende første signal. Derfor - bed dine nærmeste om at trykke din hånd. Lad dem evaluere på fastheden i dit tryk. Bed om ærlig og ligefrem respons. Og vær opmærksom på, at det med et fast håndtryk KUN gælder for Europa... tager du f.eks. til Afrika, er det som kvinde IKKE særlig attraktivt at bruge kræfterne i sin hånd, når man hilser... hvis man overhovedet bruger hånden, altså...

4) Agere lillepige

Når sikkerheden sætter ud, sætter lillepigen ind. Underforstået - bliver en kvinde stillet et spørgsmål, som lige et øjeblik hyler hende ud af det, eller er hun færdig med at præsentere et vigtigt projekt og er i tvivl om, hvordan hun skal slutte af... er der en tendens til, at hun 'gør sig yngre end hun er' ved f.eks. at gå op i tonefald, når hun runder af: 'Ja, det var så bare det, jeg ville sige..' eller ved at neje (lidt humoristisk - men alligevel), eller ved ydmygt at bøje hovedet eller lægge det lidt på skrå. Nej, nej - jeg ved det. IKKE alle - men nogen kvinder! Jeg kan huske, jeg for et par år siden så en amerikansk film om en eller anden lyshåret ung kvinde, som skulle forestille at være super karriereorienteret... og hun gjorde præcis det, nejede, da hun rundede en vigtig præsentation af. Det var lige, så jeg hoppede i sofaen, mens jeg hylede: 'Se der - det er jo det jeg mener ... komplet uautentisk!' til hele familien, som tog sig disket til hovedet. På det tidspunkt havde jeg lige haft et hold af kvinder, som ifm. en præsentation, netop var faldet i det hul: At runde svagt af... og det er bare SÅ ærgerligt...!

5) Delvist krydsede arme

Du kan ikke altid have en smøg i den ene hånd og et cocktailglas i det andet. Derfor er det godt at vide, hvad du skal gøre med dine hænder, så de ikke flagrer som små forvirrede fugle omkring dig - og med dine arme, så de ikke hænger som hvide asparges langs siden på dig. En del kvinder falder for klassikeren: At stille sig med den ene arm hen over maven, mens hånden holder fast i den anden arm omkring albuen. Lad være med det! Det virker lukket... og signalerer svaghed. Hvis du i stedet skal præsentere noget, så væn dig til at stå med en spritmarker eller kuglepen i hånden. Den giver tryghed. Eller væn dig til at krumme tæer i skoene som er en usynlig måde at komme af med overskudsenergien på ... så undgår du at nulre hår, dimse med armbånd, krydse armene eller andet uhensigtsmæssigt.

Det var 5 konkrete råd, du kan arbejde på herfra. Og husk så ... at sådan noget med kropssprog er ikke universelt, selvom det lyder sådan, når man skriver om det. Et menneske kan gøre noget, som i følge teorierne burde være katastrofalt... og lige her virker det bare SÅ godt. Et andet menneske kan gøre alt efter bogen - og så bliver det alligevel en fiasko. Vi er alle individer med vores specielle udstråling. Så brug de råd, jeg giver dig, til at styrke dig selv så godt som muligt. Og vær samtidig opmærksom på din essens - din kerne - det, du ønsker at sende ud i verden. Når du har fundet den balance, bliver det dejligt og trygt at stå frem som kvinde. Til en jobsamtale. Et kundemøde. En salgspræsentation. Og i alle andre sammenhænge, hvor du skal være feminin med styrke.

Det kræver øvelse - det kræver træning. Og alligevel kan man falde i... godt og grundigt!
Det gjorde jeg selv for ikke så længe siden... og det vil jeg fortælle dig om i det nye år...

Rigtig god jul... og et forrygende 2014 ønskes I herfra...

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Birgitte blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere