Om Y generationen og det nye paradigme...

… eller hvordan kravet om flere kvinder i ledelse viser sig at være det mindste problem for erhvervslivets top. Måske endda en uerkendt gave…

”Kvinden er historisk set blevet tildelt den opgave at tage hånd om andre – ikke at maksimere sin egennytte.” Citatet stammer fra den svenske økonom Katrine Kielos’ geniale bog ’Det eneste Køn’, som er en gennemgang af de økonomiske teorier, som vi bygger vores (globale) samfund på og de værdier, de afspejler.

Før du irriteret klikker dig ud af siden og mumler noget om ’endnu en omgang urealistisk, feministisk brok’ udfordrer jeg dig alligevel til at læse videre uanset, om du er mand eller kvinde. Dette indlægs kontekst er nemlig langt større end blot det sædvanlige tema ’kvinder i ledelse’ – ja, faktisk vil jeg vove et kig i krystalkuglen og se lidt på erhvervslivet ude i fremtiden. Også på globalt plan.

Ikke overraskende kan Katrine Kielos’ gennemgåede værdier betegnes som traditionelt maskuline. Begreber som f.eks. egeninteresse, økonomisk vækst og personlig vinding betragtes som aldrig-svigtende, konstante drivere for mennesker i de modeller, som alt påstås at kunne regnes og vurderes ud fra. Andre motiverende traditionelt feminine faktorer som f.eks. glæde, personlig tilfredshed, kærlighed til sin næste (eller næstes næste eller verden eller universet) tæller ikke med – de er ikke holdbare, ikke til at regne med, ikke konstante. Næh, egeninteresse og ønsket om vækst ved man, hvad er - de er de evigt-tyggende tænder i det (globale) hjul. Det er dem, der driver mennesket.

Organisationer og virksomheder, som etableres på baggrund af denne økonomiske opfattelse (og det gør de fleste, for det er et mindset, der er så integreret i erhvervslivet, at det nærmest er ubevidst), er i deres organisatoriske form stærkt inspireret af militæret (som kvinder heller ikke har været en del af gennem tiden), med et klart hierarki og en tydelig magtfordeling. Denne type organisationer opfattes traditionelt som maskiner, og opgaven for både ledere og (maskin)arbejdere i sådanne organisationer er at holde maskinerne gående, så de fortsat producerer. Og producerer og producerer. Ganske som tankegangen var ved industrisamfundets begyndelse, hvor de første store produktionsvirksomheder, f.eks. Ford, så dagens lys.  

Alt imens verden producerer efter de samme principper som blev etableret af mænd for over 100 år siden og arbejder ud fra nogle økonomiske ’love’, som blev udviklet af mænd for omkring 250 år siden, går verden a H t: Manglende vilje til at reducere CO2 udslip, alvorlige natur- og miljøkatastrofer, børnearbejde, banebrydende børs- og bankkrak, som adskillige af de stærkeste (læs: mest kyniske) bankdirektører overlever (det gør deres omgivelser ikke). Og dette blot for at nævne nogle få af konsekvenserne. Omkostningerne for verden er kort sagt tydelige og nemme at identificere – i profittens, den evige væksts og egennyttens navn. Efter mig kommer syndfloden…

Men eksisterer der et alternativ til disse økonomiske love, der stadig betragtes som ligeså universelle som tyngdeloven? Findes der en anden måde at være leder på? At skabe business og innovation på? Findes der en anden, mere holistisk, vinkel på begrebet ’arbejde’ end ’Work smarter – and harder’?

Disse refleksioner indgår bl.a. i det såkaldte ’Nye Paradigme’ – en ny ledelses- og business trend, som stiller spørgsmålstegn ved den bestående måde og peger på næste udviklingstrin: Krisen går ikke væk, hvis vi fortsætter som hidtil, dvs. hvis vi fortsat forsøger at ’begribe med begreber’, der er flere hundrede år gamle. Hvis erhvervslivet – både nationalt og globalt - ikke snart fatter, at der skal helt nye tanker og måder til, vil gamle, hæderskronede virksomheder gå ned, fordi de ikke følger med tiden – ligesom Verden som helhed vil fortsætte sin deroute. Erhvervslivet har altså et kæmpestort (uerkendt) behov for at udvikle spritnye tankegange, strukturer, måder og veje. Survival of the fittest i ny form – og det bliver ikke de store, stive mastodonter, der overlever.

Der er kort sagt noget galt med maskinen, som den fungerer i dag – den er i stykker – og den skal fikses i en allerhelvedes fart. Vel at mærke med helt anderledes værktøjer og redskaber. Værktøjer, som ikke nødvendigvis anses for meget ’værd’ i dag, da de blandt andet baserer sig på et helt andet sæt værdier. 

Jeg er sikker på, at hvis du er tal-m/k, vil du på nuværende tidspunkt have lyst til at kaste lange, avancerede ligninger i hovedet på mig for at overbevise mig om, at jeg er helt galt på den, og at jeg ikke har fattet noget som helst af virkeligheden. Du har ret - jeg har målrettet sørget for at glemme hver eneste tal disciplin, jeg i sin tid lærte på Cand.merc., så jeg vil ikke kunne forstå noget af det, du forsøger at overbevise mig om. Heldigvis gør det så, at jeg ikke lader mig dupere af ’tallenes magt’ og glad kan holde fast ved min betragtning: Der må findes en anden måde.

Hvilket bringer mig tilbage til kvinderne: Ifølge FN (2010), udfører kvinder 2/3 af verdens arbejde, tjener 5 % af verdens indkomst og ejer mindre end 1 % af verdens faste ejendom. Som jeg indledte denne kronik med, er kvinder traditionelt ikke opdraget til egennytte – tværtimod socialiseres de (og har biologien) til at tage hånd om andre og til at være ’dele af helheder’. Desuden bliver en stor del af deres arbejde i bogstaveligste forstand ikke regnet for noget – opgaverne indgår ganske enkelt ikke i de nuværende økonomiske modeller. Heller ikke selvom disse opgaver er forudsætningen for, at det traditionelle økonomiske hjul kan blive fortsætte med at dreje rundt – år efter år efter år. Et par eksempler:

Hvem tager barslen? Hvem bliver hjemme, når barnet er sygt? Hvem husker at skifte karkluden mindst en gang daglig? Hvem husker at smøre solcreme på børnene? Det er alt sammen statistisk set ’mor’ – også selvom hun – igen statistisk set - har en rigtig god uddannelse både her i landet og i en stadig større del af resten af verden. Alligevel vurderes opgaverne som værende fuldstændig uden værdi i både national og global økonomi – sådan har det været så længe, man kan huske, og lige så længe økonomiske modeller er blevet udregnet og brugt. Og det til trods for det faktum, at f.eks. barnet bliver en tryg og velfungerende borger i fremtiden pga. kærlighed, nærhed, tid og ro. At familien undgår campylobacter og unødige (uproduktive) sygedage pga. dårlig hygiejne. At børnene ikke udvikler hudcancer når de bliver voksne og må gennem en længerevarende sygemelding og få en dyr behandling på det offentliges regning osv.

Alt det ’tæller’ ikke.

Trods denne manglende værdsættelse bliver arbejdet alligevel gjort. Pga. kærlighed? Pga. pligt? Pga. ansvarsfølelse? I hvert fald ikke pga. profitmaksimering og personlig økonomisk gevinst.

Netop de sidste to ord er stikordet til at bevæge os videre til næste skridt: Generation Y (sig bogstavet for dig selv på engelsk, så vil du kende et af de unges typiske træk). Generation Y er karakteriseret ved at være den hidtil mest vidende og kritiske generation, at være de første såkaldte ’digital natives’, at udfordre systemet, at stille spørgsmålstegn ved det bestående, at have svært ved autoriteter, at ønske at være en del af noget større, at mærke følelser, nærhed og varme, at zappe rundt (dvs. konstant vælge til og fra), at være opmærksomhedskrævende og ikke at tænde på f.eks. materielle ting som ’høj løn’. I stedet er work-life balance i fokus: hellere færre timer og mindre løn til fordel for større glæde i livet. Og så har både ’Y mænd og kvinder’ i øvrigt i højere grad kontakt til både den maskuline og feminine side af sig selv og vil derfor navigere helt anderledes end alle de, der i dag sidder som ledere, direktører og bestyrelsesmedlemmer.

Kære læser, m og k – dem findes der omkring 70 millioner af på verdensplan. Og de kommer væltende fra nu af og de næste mange år – de er allerede godt på vej. Og de er IKKE gearet til at holde de syge maskiner gående, mens de oplever verden gå a H t! Så vil de hellere starte noget selv – udfordre det bestående – opfinde et nyt (konkurrerende, smartere, mere holistisk) produkt.

Det første skridt og den umiddelbart tilgængelige løsning nu og her, som kan skabe platformen til forandring og en ny måde at arbejde sammen på, er at få flere kvinder ind på (top)lederniveau. Og hvorfor så lige dem? Fordi mange af dem gennem tiden er blevet ’kodet’ anderledes, ofte har et andet, mere holistisk værdisæt og dokumenterbart har en anderledes arbejdende hjerne. De processer ganske enkelt information anderledes, opfatter f.eks. former og farver anderledes, tænker i mål og resultater på en anden måde, taler og opfatter ord forskelligt fra mænd. Og så er de pokkers veluddannede.  

Kunsten vil blive at vælge de kvinder, som virkelig er anderledes - for at tro, det ’bare’ er om at få flere kvinder i ledelse (eller måske blot en enkelt af dem i ledergruppen for syns skyld), er ikke løsningen. Slet ikke, hvis det er kvinder, der ligner og agerer og tænker (forsøger at tænke) som mænd. Næh - der skal udvælges kvinder, som ikke nødvendigvis har en traditionel profil og et cv, der ligner alle de andre (top)lederes. Kvinder, som også tænker i u-egennytte, empati og sociale relationer. Som kan finde på at dukke op i en pink-ternet nederdel og med en blomst i håret til et ledermøde. Som tænker i helheder og i nye muligheder – i miljø, verdensfred, trivsel og relationer. Love peace and harmony – jeg kan godt høre det! – og der skal jo ikke gå helt Hare Krishna i den, så et vist udannelsesniveau og kommercielt udsyn må også forventes af disse kvinder. Hvilket ikke bør blive noget problem med den ophobede mængde af veluddannede kvinder, vi har både her i Danmark og i en stor del af resten af verden. Med en let omskrivning af Warren Buffetts ord: “Women will save the (US) Economy” – vel at mærke, hvis de får lov.

Udfordringen og øvelsen bliver at give disse kvinder taletid, respekt og anerkendelse hver gang, de ytrer noget, der er imod ’standarden’. At øve sig i at rumme og ligefrem værdsætte de forlængede debatter og de alternative løsningsforslag på f.eks. møder og i oplæg – for dem vil der komme masser af. At træne sig i at værdsætte den øgede mængde spørgsmål og den anderledes tankegang. Og hele tiden huske, at alt dette blot en lille forløber på det, der inden længe er i vente, når generation Y for alvor bliver synlig og begynder at markere sig på arbejdsmarkedet – også til mulige lederpositioner.

Sidder du nu og tænker, at alt det hokuspokus behøver vi ikke, for vi har ikke noget rekrutteringsproblem? Tro mig – jeg ved godt, at f.eks. Danske Bank og Mærsk har nemt ved at rekruttere superkompetent arbejdskraft i dag, og at PwC og andre konsulenthuse har et kobbel hårde hunde, som virkelig forstår at trække byttet hjem. I længden vil de bare ikke kunne trække læsset, så der skal andet og mere til.

Eller tænker du, at det har vi ikke tid til - kineserne kommer – vi må videre – for ellers falder vi helt bag om dansen? Det gør vi under alle omstændigheder, hvis vores udgangspunkt er, at vi skal arbejde på de samme præmisser som dem: vækst, vækst, produktion, produktion (kan frit oversættes til: Gør som 1,3 milliarder fluer - spis lort). I øvrigt kan Kina – ligesom mange andre lande og verden som helhed – ikke blive ved på denne måde. Før eller siden svækkes befolkningen pga. de urimelige arbejdsvilkår – eller dør på stribe pga. miljøkatastrofer. Men hvis vi her i Danmark og Vesten forstår at handle nu – at tænke anderledes nu – kan vi i længden få en kæmpefordel. Fordi vi vil være på forkant – vil være en af frontløberne i ’det nye paradigme’… som ingen i øvrigt kan spå om ud over, at det er nødt til at være markant anderledes end i dag.

Den vise, gamle indianer Bear Heart udtaler i sin bog ’Vinden er min moder’: ”De fleste medicinfolk taler ikke ofte om det, men en medicinkvinde har brug for mandlig energi, og en medicinmand har brug for kvindelig energi omkring sig, specielt når de laver medicin. Det gør medicinen stærk.”

Og der er hårdt brug for, at vi skaber stærk medicin sammen. At vi – mænd og kvinder sammen - lige nu og her begynder at skabe ægte (værdi)forandring i ledelse specifikt, erhvervslivet generelt og i verden som helhed – med innovation og udvikling til følge. Og at give generation Y en opfattelse af, at det bestående er i stand til forandre og udvikle sig – at det bestående er åbent og udforskende – at det bestående er værd at tage imod og bevare i en eller anden form.

Afslutningsvis – sidder du stadig med opfattelsen af, at jeg er en urealistisk, brokkende feminist? Det er ok – det sker så tit.  Måske er det stadig, som Rebecca West - den kendte forfatter og første kvindelige rapporter i House of Commons - gav udtryk for i starten af 1900-tallet: “I myself have never been able to find out precisely what feminism is: I only know that people call me a feminist whenever I express sentiments that differentiate me from a doormat (or a prostitute).”

Mit håb er, at vi trods alt er kommet længere end for 100 år siden. Det vil vise sig – forhåbentlig meget snart.