Kald mig bare feminist...

… så længe jeg selv definerer, hvad begrebet skal indeholde, og hvad agendaen skal være.

Efter mit sidste indlæg her på Amino er jeg blevet kaldt feminist af værste skuffe, og der er i øvrigt blevet stillet spørgsmålstegn ved min berettigelse her på sitet. Derfor vil jeg naturligvis straks slå et slag dybere for 'sagen'. Der er KLART brug for mine indlæg (også) her på sitet, når mine ord kan afføde sådanne læserreaktioner (ud over de mange positive, som indlægget også førte med sig. Tak for dem!). 

I et forum af mennesker, som - ud over at være business-orienterede - må formodes at have et liv uden for forretningen (som forældre, onkler, tanter, kollegaer, venner, ægtefæller osv.), er det ekstra vigtigt at huske på, at forretning ikke er en isoleret boble, som svæver rundt i 'ingenting' men altid og hele tiden er en del af alverdens andet - herunder f.eks. (syge) børn, vasketøj, madlavning, karkludeskift, hækkeklipning, bilvask osv. osv.,. Faktorer, som påvirker mænds og kvinders indbyrdes relation OG mænds og kvinders tid, arbejdsliv, -muligheder og -indsats. Derfor:

For knap et år siden var jeg i DR2s Deadline for at forsvare ’feministernes fortsatte eksistensberettigelse’.  Jeg blev inviteret i kraft af rollen som ’feministen’ – en label, jeg ikke før invitationen bevidst har sat på mig selv og først i denne forbindelse fandt ud af, at jeg åbenbart bliver betragtet som. 

Sig ordet for dig selv – FE-MI-NIST. Hvilke indre billeder skaber det?

I løbet af tv-indslaget fandt jeg ud af, at brugen af ordet Feminist kan få nogle mennesker til at se ud som om, de har fået en citron galt i halsen, når de udtaler det – og at associationerne forbundet med ordet stadig her i 2013 er en stor, enig gruppe kvinder, som ønsker kønsneutralt legetøj, har et socialistisk menneskesyn og trives i femi-kollektiver. Jeg ved ikke med jer – men når jeg hører det sidste ord, får jeg selv indre billeder af nøgne kvinder siddende på hug ved bålet foran en shamansk svedehytte, mens de stolt diskuterer størrelsen på deres vildtvoksende måtter.

Det var en tv-debut, som på mange måder var tankevækkende og lærerig. For det første fordi det var morsomt og ikke spor afskrækkende. For det andet fordi jeg blev opmærksom på nogle faktorer, som jeg besluttede at lave om. Med øjeblikkelig varsel.

Da jeg kom hjem og (med skræk og bæven) genså det 8 minutter lange indlæg (ja, det lyder ikke af meget – men tro mig, man kan nå at ævle meget på den korte tid), gik det op for mig, at vi kvinder selv beder om en røvfuld, når vi diskuterer emnet – uanset hvilken holdning, vi har til ordet Feminisme.

Hvorfor? Fordi vi lignede vi en samling saltstøtter. Ubevægelige, usmilende og meeeget seriøse. Fordi man skulle tro, vi var i gang med at diskutere, hvordan vi afværgede et nært forestående meteornedslag eller en atomkatastrofe. Fordi attituden var bedemandsagtig og selvhøjtidelig.

Gab! Tænkte jeg, da jeg så mig selv… og undrede mig. For sådan er jeg jo ikke i virkeligheden. I hverdagen har jeg en stor mund, som alt for ofte åbner sig på vid gab og lukker alverdens ureflekterede ord ud om både det ene og det andet. Jeg griner ofte – slår ud med armene – himler med øjnene – afbryder (jep, en (for andre) irriterende vane, som jeg står ved med en vis stolthed) – jeg begår fejl, søger efter ordene – men jeg ved altid, hvad der er mit mål med det, jeg siger – og jeg skal nok få det ud.

Derfor besluttede jeg, at jeg fra og med den TV-oplevelse officielt kalder mig Feminist – med følgende værdier og agenda:

 Jeg tror på:

- Bh’er, bare ben og barberede armhuler

- Høje hæle, korte kjoler og lækre lokker

- Mænd som dejlige mennesker, nære fædre, gode elskere, fantastiske læremestre, givende sparringspartnere – og dygtige ’elever’

- At vores børn har godt af mindst det første år hjemme hos deres forældre (og dermed at de ikke smides i vuggestue få måneder gamle).

 -At mænd og kvinder bør dele barslen: Godt for barnet, godt for faderen, godt for moderen, godt for ligeværdet og forholdet – og godt for samfundet

- At diskussionen om Høn og Hen og Kønsneutralt legetøj er til grin. Skal vi alle klippes i kasserollefrisure og have numre i stedet for navne? Skal Barbie og Bionicles forbydes? Skal dukker og biler erstattes med træpinde? Mit bud: for drengene bliver pindene til sværd – for pigerne bliver de til mor-pinden, far-pinden og baby-pinden…

- At kvinder er kvinder – og mænd er mænd. Der er forskel på de to køn, og det skal der fortsat være.

- At vi skal bruge og anerkende hinandens styrker – både hjemme og på arbejdsmarkedet

- At ikke alle (hverken mænd eller kvinder) har lysten, viljen eller evnerne til at gøre kometkarriere – men mænd og kvinder skal have ens forudsætninger, når de træffer valget at gøre det

 Jeg arbejder for:

- At kvinder, uanset nationalitet og baggrund, får flere og bedre muligheder på arbejdsmarkedet - hele vejen op igennem hierarkiet. Når en stor dansk koncern i 2012 kan sammensætte en ny koncernledelse bestående af 22 mænd med argumentet, at der ikke fandtes kvalificerede kvinder, er der stadig meget at gøre. Hvad var nøglekriteriet for optagelsen – at kandidaten kunne binde en slipseknude?

- At kvinder tager ansvar for at blive bedre til at brande og profilere sig selv: bevidsthed og fokus på succeser, resultater og sejre samt formidlingen af dem, så de bliver synlige og markante skikkelser i den organisation, de arbejder i

- At kvinder lærer at tale 'MANDSK' – dvs. bruger deres tonefald og ord bevidst, så de sikrer, at deres budskab bliver bredt forstået, accepteret - og anerkendt

- At mænd lærer at forstå 'KVINDSK' - dvs. lærer at forstå budskabet, viljen og kompetencen, der ligger bag en kvindes til tider lidt for mange og søgende ord

- At kvinder i erhvervslivet bevarer deres kvindelighed og værdsættes af samme grund, fordi de bidrager med noget nyt og godt - også i kraft af deres køn

- At erhvervslivet officielt står ved, at der er forskel på mænd og kvinder, og at kønnene skal motiveres forskelligt. Derved kan man med god samvittighed planlægge kurser med målrettet indhold samt invitere til lignende foredrag og andre initiativer. Så længe jeg oplever ledere på alle niveauer fortælle mig, at de godt ved, der ER forskel på mænds og kvinders mentale karrierestrategi men ikke tør/ønsker officielt at agere efter det, opnår vi ikke de banebrydende forandringer

- At kvinder bringer mere mod og risikovillighed ind i deres liv – at de husker gevinsten og stoltheden ved at PRØVE i stedet for at fokusere på risikoen for et eventuelt NEJ eller ’nederlag’

- At vi får flere kvinder op gennem ’pipelinen’ – med mod, ambitioner og vilje – og med en solid tro på egne evner og talenter

- At vi skaber læring og bevidsthed nede fra i organisationerne - en bevidsthed om f.eks. kvinders faldgruber og tankemønstre. Først når den er til stede, kan hver enkelt kvinde træffe et konkret til- eller fravalg ift. sin eventuelle karriere - i stedet for at lade sig styre pr. refleks eller tradition. Og hvis en del af den læring viser sig at være at kunne binde en slipseknude for at nå hele vejen – tja, så må vi lære det… og siden gøre op, om den viden er noget værd - for andre end dem, der priser vigtigheden af den. 

Og nu er der nok nogen, som stiller sig selv spørgsmålet – går hun ind for kvoter eller ej?

Sagt lige ud: Jeg aner det ikke, og derfor står emnet heller ikke som et punkt i min ’programerklæring’. I lang tid var jeg lodret imod – i dag er jeg mere i tvivl og hælder til, at det kan være en midlertidig løsning en fastsat årrække. For at knække nødderne, om jeg så må sige. Dog er jeg overbevist om, at det vigtigste er at erkende, at udviklingen både skabes i toppen OG i bunden af organisationerne. Og at vi skal have flere, effektive initiativer sat i gang.

Kære læser, kun på denne baggrund må du kalde mig Feminist – og så vil jeg være stolt af det. Også selvom du måtte se ud til at have en citron på tværs, når du udtaler ordet.