I det sekund du bliver mor, bliver du gidsel

Lad mig starte med en fortælling fra mit eget liv:
Da vi fik vores andet barn, Frederik - en dejlig dreng, som i dag er en sund og frisk fodboldfreak på 14 - havde han det rigtig skidt allerede fra fødslen. Luftvejsproblemer, øreproblemer - alt, hvad der bare mindede om en snot-bacille kunne vi være sikre på, kravlede ind i vores 'lille mands' krop de første 4 år og forårsagede flere ugers sygdom og tid hjemme i huset, fordi han var for skidt til vuggestue og børnehave. En god nat betød 5 gange vækning, han fik opereret dræn i ørene 5 gange på 3 år, og vi havde au pair pige for at få dagene til at hænge sammen, da jeg på det tidspunkt var marketingchef, og min mand havde startet eget firma.

Da Frederik var 1½ år nåede jeg til PUNKTET: Enten ville jeg blive indlagt med mundkurv og spændetrøje - eller også sadlede jeg om i mit liv. Søvnunderskuddet var mere end udtalt - både fordi, jeg var den, der vågnede, når Frederik gav lyd, fordi jeg ikke vækkede min mand (det ville jo være synd), og fordi jeg havde så rasende dårlig samvittighed over at være væk fra ham om dagen, at jeg i det mindste måtte være en 'ordentlig mor' om natten. 

Du kan allerede høre det, ikke? Og så er jeg endda først lige begyndt! Jeg sagde mit job op og gik hjem. Passede og plejede min yngste - og da jeg først var kommet mig over min rædsomme samvittighed over for firmaet og over rædslen over, at jeg nu nok  havde brændt samtlige broer til arbejdsmarkedet og aldrig fik job igen, havde jeg en periode, hvor det gik rigtig godt. Min 'lille mand' blomstrede fra stort set samme sekund, jeg kom hjem (tankevækkende, synes jeg stadigvæk), og 1½ år senere havde vi indhentet rigtig meget - både overskud, nattesøvn og lange, raske perioder, selvom ørelægen havde advaret os om, at ham her nok ville blive noget af en udfordring, til han var minimum 4.

Skulle jeg træffe valget om igen, ville jeg stadig gøre det. Den dag i dag er jeg sikker på, at jeg gjorde det rigtige for min søn - og for resten af familien - og, delvist, for mig selv.
Hvorfor kun delvist? Fordi det valg har trukket tråde med sig helt op til i dag - og fordi jeg har skullet kæmpe ekstra hårdt for at komme tilbage til 1) arbejdsmarkedet og 2) noget, der ligner den position, jeg forlod i sin tid.

Hvad var konsekvenserne konkret for mig, spørger du måske nu? De følger her:

1) Stærkt forringet pensionsordning pga. mine år hjemme - og mine år med dårligere indtægt herefter

2) En længerevarende kamp om arbejdsfordelingen på hjemmefronten - ikke fordi jeg har en doven eller mandschauvinistisk mand (tværtimod), men fordi vores indbyrdes roller blev så cementeret i løbet af disse år, at det tog laaang tid at balancere dem

3) En indre kamp om min identitet - var jeg 'Moder Jord' eller 'Karriere-kvinde'? Lidt fortegnet sagt - for det er jo rent faktisk muligt at være noget, der ligner begge dele. Så når du bare ikke alt inden for pendulets to yderpunkter... og det er altså et grimt styrt at skulle erkende!

4) En målrettet indsats for at finde ud af, hvordan jeg nu skulle 'skære kagen'. Jeg har en god uddannelse og nogle gode jobs bag mig - men nu oplevede jeg jo, at 'livet' ikke gik som planlagt (utrolig irriterende!), og så måtte jeg igennem en proces, hvor jeg 'redefinerede' mig selv - som menneske og som arbejdskraft:
Hvad tror jeg på? Hvordan vil jeg gøre en forskel? Hvad ønsker jeg af livet - for mig selv, mine nærmeste og andre mennesker, som krydser min vej?

Tro mig - sådan en proces kræver kræfter, vilje og stædighed, og ofte har jeg været skræmt til døde ved tanken om, at jeg min endestation skulle blive hjemme i pink joggingbukser med en slev i den ene hånd og en unge på den anden.

Når jeg bruger tid på at skrive om den fase af mit liv, er det fordi, jeg oplever, at kvinder alt for ofte havner i en kattepine, som ligner den, jeg her har beskrevet. Måske ikke i så udtalt grad, da det heldigvis er et fåtal, som er igennem sådan et langvarigt forløb - men i det små:

- kvinder tager størstedelen af barn syg dagene (YouGov: 51 % kvinder, 17 % mænd - 2013)

- kvinder henter fra institutionen om eftermiddagen, far afleverer om morgenen (65 procent af DJØF-kvinderne henter børn mod 28 procent af DJØF-mændene - 2008)

- kvinder har generelt mere fravær på deres job end mænd (Danmarks statistik - 2013 m.fl.)

Min påstand er, at en afgørende årsag til disse fakta skyldes dét at få børn - og den ændrede tilstand, der følger med at blive mor. 

Hånden på hjertet: Når jeres barn en morgen vågner med blanke øjne, lidt for røde kinder og et kæmpe nys - hvem er det så, der begynder at tænke i ordene 'syg' og 'blive hjemme'? Og hvem er det, der tænker, at det går sgu' nok - vuggestuen vil jo ringe, hvis det brænder på, og ungen bliver dårligere i løbet af dagen?
Ikke fordi nogen af jer er dårlige forældre - jeg er sikker på, I er glimrende begge to - I er bare forskellige. Tænker forskelligt. Fornemmer forskelligt. Registrerer/læser jeres omverden forskelligt. Men forskellene betyder, at der er risiko for, at kvinden bliver gidsel i sit moderskab - med mere eller mindre italesatte konflikter til følge på hjemmefronten.

Når jeg arbejder med kvinder, som er blevet ramt af det, som jeg kalder 'barselsfælden', har vi flere fokusområder:

1) at bruge tid på at sætte ord på alle de faglige kompetencer og kvalifikationer, som kvinden alt for ofte har glemt eller fortrængt

2) at sætte hverdagen i system og begynde at ændre arbejdsfordelingen hjemme, så hun får luft og tid (ja, altså - det kan jeg ikke skabe, men jeg kan være med til at skubbe på og komme med forslag og pointer, som kan bringes i spil hjemme)

3) at arbejde med at SLIPPE kontrollen hjemme, så der også bliver PLADS til, at far tager mere over. For - lad os være ærlige - mange af os mødre har en tendens til at stikke vores næse i alt derhjemme, mens børnene er små (det bliver hurtigt 'vores' domæne... enten fordi vi har taget det til os, fordi det er blevet givet til os helt frivilligt - eller pga. et mix)

Her på bloggen kan jeg jo tillade mig at sige alt - også i ikke-coachende, udiplomatiske vendinger - så lad mig slutte af med mine hårdt tillærte 10 bud om moderskab og arbejdsliv:

1) Husk altid dig selv, dine drømme og ambitioner!

2) Bevar dine værdier og brug tid på at reflektere over dine mål - både før, under og efter barsel

3) Brug tid på at skrive ned - tænke og mærke efter - holde dig selv i gang, følge med fagligt og være aktiv, både fysisk og mentalt

4) Slip så tidligt som muligt Moder Jord kontrollen derhjemme - over både barn, hus, madlavning etc.

5) Nyd dit barn og din rolle som mor i fulde drag - sug nærheden til dig - tag din fulde barsel

6) Forvent, at FAR OGSÅ TAGER SIN (FULDE) DEL AF BARSLEN (7,4 % af barslen går i dag til danske fædre... det er det laveste af alle de nordiske lande - 2013)

7) Lav så tidligt som muligt - måske endda FØR I får børn - en arbejdsfordeling imellem jer

8) Hav en klar forventningsafstemning i forhold til det at have børn sammen: Hvad ønsker du? Hvad ønsker jeg? Hvad forventer vi KONKRET af hinanden?

9) Bag boller, når du har LYST, slap af, når du har LYST, lav ingenting, når du har LYST - kort sagt, drop andres og din egen forventning til, hvad du 'bør' nå i løbet af dagen for, at du er 'rigtig dygtig til at være på barsel'

10) Husk, det hedder: at VÆRE på barsel - ikke: være dygtig på barsel...

Og hav så in mente, begge to, at jo mere far deltager i det med børn og barsel, jo mindre bliver risikoen for skilsmisse (FTF 2013 m.fl.) - og jo tættere forhold får far til børnene på lang sigt. Så ja, der er mange fordele ved at kaste 'gidsel-åget' af sig - både for dig selv som kvinde, på kort og lang sigt - og for hele familien. Ikke mindst far...