Vinden blæser i den rigtige retning!

Gentag efter mig: 'Der er forskel på mænd og kvinder!'

Hvordan ligger ordene i din mund? Har du lyst til at skråle dem ud over hustagene - mumler du dem lidt i håb om, at ingen hører dig? Spytter du dem ud, fordi de smager grimt? Eller sluger du dem igen, før de er kommet ud i verden - fordi du i bund og grund mener, det er noget vrøvl? Personligt stiller jeg mig gerne op i Rundetårn og brøler ordene ud i en megafon...

Vi bevæger os i den rigtige retning: Det bliver nemlig mere og mere legitimt at sige (og mene), at 'der ER forskel på mænd og kvinder!'

I USA har en konsulentvirksomhed bl.a. stor succes med f.eks. at lære ansatte i store koncerner at forstå forskellen på mænds og kvinders sprog, så de lettere kan anerkende og bruge hinandens styrker - bl.a. i ledelses- og salgsregi. I Danmark har Ministeriet for Ligestilling og Kirke netop lanceret begrebet 'Ligestillingsvurdering', som opfordrer til, at man bliver bedre til at målrette sine ydelser til henholdsvis mænd og kvinder (piger og drenge). Desuden viser mere og mere forskning - bl.a. hjerneforskning - at der vitterlig er stor forskel på, hvordan vi som køn fungerer (taler, tænker, agerer).

For mig, der i årevis har råbt: Der ER forskel! - og i årevis (officielt) har fået svaret: 'Naaarj, der er ej!', er det befriende og opløftende at mærke brisen fra friske, nye himmelstrøg.

For et års tid siden blev jeg interviewet af en journalist om mine synspunkter. Da hun var ved at gå, tilføjede hun:

"Langt de fleste gange, når vi som journalister kontakter en kvindelig leder om et kønsspecifikt tema, får vi et af to svar: 'nej' - eller 'men så vil jeg kun svare som leder - ikke som kvindelig leder' - og det kan vi jo ikke bruge til noget."

En kvindelig leder, som jeg har i mit netværk, pointerede over for mig for noget tid siden: "Det er ganske enkelt ikke legitimt at påpege sådan nogle ting, når man er kvinde i et lederjob. Så stigmantiserer man sig selv. Så man siger ikke noget - men der ER forskel. Det er der bare..."

Jeg har talt med HR partnere i store koncerner, som alle har underskrevet Charter for flere kvindelige ledere, når jeg ville sælge nogle af mine - geniale - koncepter. De geniale koncepter har netop været baseret på tanken om, at hvis du vil trykke på 'accelerator-knappen' hos en kvinde, sidder den et andet sted end hos en mand. Jeg har - indtil videre - ikke solgt et eneste forløb. Hvorfor?

Fordi HR partnerne fortæller mig: "Du har helt ret i, at der er forskel på mænd og kvinder - vi oplever det jo hver dag. Men det er besluttet på koncernniveau, at man ikke vil gøre forskel på mænd og kvinder. Det kan jo opfattes som positiv diskrimination. Eller som en nedvurdering af kvinden. Og hvad så, hvis mænd pludselig efterspørger et lignende forløb?"

Ja, og hvad så?

Hvorfor er vi så berøringsangste? Hvad er det, der gør, at vi ikke er stolte og glade for det, vi hver i sær kan og det, vi står for? Hvornår anerkender vi officielt, at mænd har noget at byde på - og kvinder noget andet? Og at det hele er fantastisk... specielt, hvis vi kan begynde at skabe synergi - og meget gerne meromsætning - ud af det?

Giv mig jeres bud. Kom i gang med debatten her på siden - jeg vil så gerne høre jeres mening. Fordi jeg gerne vil lære mere - og vil inspireres med jeres nuancer.

Jeg glæder mig til at høre fra jer!