Hvordan kan du se løsningen, hvis du har tårer i øjnene?

”Spar dine tårer til udfordringen er overstået , dermed bliver dine tårer til glædestårer”

Hvem har ikke prøvet at få en problemstilling (udfordring) smidt i hovedet, som slår benene væk under sig??! Jeg har – og i mine tidligere år, satte jeg mig ned og stortudede, for jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre og mine nætter var ødelagte af spekulationer – i meeeget lang tid! Hvad skete der?

Problemstillingen blev ved med at være der og blev mere og mere frustrerende for mig! Anede ikke mine levende råd og det tyngede mig i en sådan grad, at jeg ødelagde mine dage og nætter, samt samvær med børnene. ALLE kunne se, at jeg havde et problem. Jeg snakkede om det. Græd over det. Klynkede over det.

Det der er mest forrykt, var – set i bakspejlet – at jeg faktisk aldrig rigtig lyttede til de gode råd jeg fik eller overhovedet øjnede mulige løsninger, da jeg var så opslugt af, hvad jeg ikke kunne – nemlig: Ikke kunne se løsningen.

Snakkede så uendelig meget om det der IKKE var muligt eller sågar synligt! Lukkede fuldstændig skodderne for og var i min egen lille verden. At så løsningen indfandt sig – var jo fint nok, men hold nu fast hvor brugte jeg dog ufattelig megen tid på spekulationer og ikke mindst frustrationer. 

Gennem de sidste 7 år, har jeg gjort mig den erfaring som jeg lærte af en græsk ven, nemlig først at græde (hvis der er behov for det) når det hele er overstået! Får jeg smidt en udfordring eller problemstilling i hovedet, ja – så trækker jeg mig mentalt væk fra den. Venter og ser hvad der sker, når chokket har lagt sig! For i choktilstanden reagerer vi i panik og panikken gør, at pulsen stiger og vore tanker kører i ring, hvilket ikke er særlig konstruktivt eller brugbart.

Hvordan er DIT reaktionsmønster? Går du helt i sort og overgiver dig i panikkens vold? Eller bryder du tudende sammen og bliver i Fandens vold?

Jeg oplevede en kær kursist, som ikke kunne tale om sig selv og sit livs udfordringer uden at bryde ud i tårer. Jeg spurgte hende, om hvad det var der gjorde at hun brød ud tårer, når vi kom ind på hendes sårbare sider og hændelser gennem livet. Hun kiggede på mig med forundrede øjne og svarede ærligt: ”Det ved jeg simpelthen ikke, Anne-Dorthe – jeg ved bare, at det noget jeg gør, ganske automatisk og altid har gjort det”. Hun fortalte, at selv i skolen brugte hun tårerne, når hun ikke havde læst lektier, så slap hun for skideballen. Når hun følte, at ingen kunne lide hende, brød hun ud i tårer, så fik hun jo omsorgen. Sidenhen havde hun altid brugt den, måske ubevidst fordi det fik hende til, at undgå at der blev stillet krav til hende.

Jeg bad hende stoppe op og tænke en ekstra gang over hendes reaktion, INDEN hun brød ud i tårer og stille sig selv 3 simple spørgsmål: ”Hvorfor vil jeg til at græde nu? Er der grund til at græde? Bruger jeg tårerne som en undskyldning for ikke at handle og påtage mig et ansvar? Og det viste sig faktisk, at det var det sidste, nemlig at slippe for at tage stilling og reagere anderledes.

Tårerne gør det ikke lettere for os! Tårerne løser ikke din udfordring! De dræner os for energi og handling! Det er dermed ikke sagt, at vi ikke skal græde – for det er sundt at græde. Men måske vi alligevel indimellem skal spørge os selv: ”Er der en oprigtig grund for at græde nu”?? I dag har hun lært sig selv væsentlig bedre at kende og har dermed ændret sin tårestrøm! Hun er blevet ufattelig stærk og tør tage udfordringerne op og kigge nøgternt på dem uden tårer i øjenkrogen!