Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs Rueds Iværksætterråd Fra 6-Cifret Gæld til Turn-around på 3 Måneder

Fra 6-Cifret Gæld til Turn-around på 3 Måneder

2.186 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
02 October 2018

Hvordan kunne det gå så galt? På 6 måneder gik Webly fra en profitabel virksomhed til at skylde et 6-cifret beløb i juni 2018. 

Og hvordan lykkedes det at vende skuden fra underskud til profitabilitet igen - på 3 måneder?

Det er faktisk ikke raketvidenskab, og det er ikke fortællingen om, hvor dygtig jeg er. 

Det krævede 1) en beslutning, 2) hårdt arbejde og 3) en lille marketing indsats. 

Det vil jeg dele med dig her, hvor jeg vil pege på, hvad der har været udslagsgivende for mig og Webly i de seneste 3 hårde måneder. 



Hvorfor gik det galt?

Helt kort - fordi, jeg efterlod virksomheden uden en til at overtage min rolle. 

Jeg fik et job som CMO i UserTribe, som jeg valgte at tage, fordi jeg trængte til virkelig at blive presset og lære en masse af andre dygtige mennesker. 

I den forbindelse overtog min dygtige projektleder roret, og styrede skibet efter bedste evne. 

Men. 

Der var ikke nogen til at overtage salgsdelen, til at være fanebærer for virksomheden, og til at holde Webly relevant og tilstede i markedet. 

Derfor gik det galt - ikke med det samme, men langsomt og sikkert kunne vi se, at omkostningerne måned for måned oversteg omsætningen. 

Vi var for mange mennesker ombord, og der var ingen til at sælge nok videoer til at dække lønnen til alle. 

Derudover var en del af salget bundet op på mig som person; mit netværk og mine personlige kompetencer, som også altid har været en del af det solgte.

Nogen siger, at hvis man er under 20 medarbejdere, kan det mærkes, når stifteren forlader butikken. Hvad så når man er 6-7 stykker?

Så gør det en mærkbar forskel. Det måtte vi bare sande. 



Hvor galt gik det?

Det gik ikke mere galt, end at jeg fik timet min opsigelse med, at Webly var omkring 120.000 i minus. 

Opsigelsen skyldtes ikke kun Webly's nedgang, men passede timingmæssigt ret godt med, at vi ramte 0 på kontoen, da jeg indgav opsigelsen. 

I juli måned kom jeg tilbage i Webly-båden med missionen om at vende underskuddet til et overskud hurtigst muligt. 

Opgaven krævede, at vi var nødt til at smide noget vægt - vi var simpelthen for mange på lønningslisten. 

Det er ikke sjovt at sige farvel til folk, der har kæmpet bravt for ens virksomhed, men alle forstod situationens alvor, og var også klar til, på denne måde, at kæmpe for Webly endnu en gang. 

Selvom jeg er eneste ejer, så går der ejerfornemmelse i alle involverede, når vi ikke er større. Det er en fantastisk ting og giver en kæmpe energi. 

Status: Rued og én medarbejder tilbage - vi er nede 120.000 - det er sommerferie, så nu skal der lægges en plan. 

Masser af auto-reply's på mailen, og ingen, der tager telefonen, når sommeren er over os. 

Så en super hård juli måned, hvor der ikke blev omsat for en eneste krone. 

Men der blev til gengæld lagt godt og grundigt i ovnen til august, hvor alle kom tilbage på pinden. 



Hvorfor lykkedes det at lukke hullet?

Omkostningsminimering. Hårdt arbejde. Marketing. 

Mit første træk var at tage en ærlig snak med sidste mand ombord:

"Kan du nøjes med en lav løn indtil vi er tilbage på sporet?"

Det kunne han, og jeg er dybt imponeret over den entreprenante og solidariske stil, han lagde for dagen. 

"Jeg kan klare 3 måneder uden løn."

Wow, det er f***** en sej medarbejder, der er klar på den løsning. 

Helt uden løn blev det dog ikke, men indstillingen er den helt rigtige, hvis man ønsker at redde butikken. 

Næste træk var at give Webly en ordentlig skalle. Luk ned for de store personlige ambitioner for fremtidig karriere, alle idéerne og alt det nye, der ligger i støbeskeen. 

Fokus. På én ting.

Salg. 

Jeg skrev ud til alle leads, Webly har akkumuleret over tid, og gav dem et super sommertilbud på en komplet video til 9995. 

Det er måske ikke helt efter bogen at 'spamme' folk på den måde, men hårde tider kræver hårde løsninger. 

Og jeg fik faktisk ikke en eneste utilfreds tilbagemelding - det værste var et 'Nej tak'. 

Ingen skade sket - tværtimod:

Mit sommertilbud var der et par stykker, der takkede ja til - og så var vi i gang igen!

Med lidt momentum i ryggen, skød jeg 4-5 "talking-head" videoer, hvor jeg delte min viden om video marketing. 

Se, hvad jeg mener med "talking-head" video her

inspireret af en dejligt amerikansk fyr, der hedder Frank Kern, ville jeg give så meget værdi up-front som overhovedet muligt. 

Helt renset for direkte salg og opfordring til handling - til at starte med. 

Jeg ønskede udelukkende at besvare nogle af de spørgsmål, min målgruppe har - og demonstrere viden på området.

Det var sjovt at lave, fedt at blive bedre til at være på kamera, og så tog det ingen tid at få klippet sammen og pakket ind. 

Jeg satte derefter et simpelt marketing flow op, hvor disse videoer blev boostet mod "Ejere af små virksomheder" på Facebook. 

Hjemmesiden fik en hurtig opdatering, så den var klar til den kommende, betalte trafik, og så blev al trafikken samlet i en retargeting-pulje. 

Én på Facebook, og én på Google Ads.

Puljerne af tidligere besøgende fik efterfølgende nogle konkrete tilbud og opfordringer til handling at se på Facebook. 

Derudover animerede vi 3 bannere, der via Google blev vist til alle, der havde været forbi Webly.dk.

Hvis du ikke kan se det herunder, så har du nok AdBlocker slået til :)

På den måde fik jeg skabt ny synlighed omkring Webly - og smurt mit eget ansigt ud over alles Facebook i markedsføringen af Webly (hvilket overraskende nok resulterede i 6 jobtilbud). 

Herefter aktiverede jeg mit retargeting flow, så alle i målgruppen fik vist relevante tilbud på video. 

Prisberegneren glødede, leads blev ringet op, og der blev solgt en masse videoer. 

Fuldt fokus på produktion, mens marketing-flowet fortsatte, og lige nu - godt 2,5 måneder efter start - er vi meget tæt på at ramme break-even. 

Så: Lav løn, masser af salgsarbejde og simpel marketing har gjort udslaget. 



Hvad så nu?

Vi omsatte for 50k første måned. For 75k anden måned. Og her i oktober kommer vi til at lukke hullet endeligt. 

Det er super tilfredsstillende ikke at skulle lukke virksomheden - gå konkurs - det ville jeg ikke kunne acceptere. 

Fremtiden ser lys ud for Webly, der kommer til at fortsætte sideløbende med andre projekter, der sættes i søen. 

Lige nu er bogen noget nær fuld, og det er bare at slå røven i sædet og få produceret en masse seje explainers til vores seje kunder.

Jeg håber, min lille turn-around historie har været interessant læsning, og hvis der er nogen manglende mellemregninger, du ikke synes at have fået med, så bare spørg løs i kommentarerne. 



Har du selv overlevet hårde tider i din virksomhed? Hvad gjorde du for at redde din forretning?

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Rued skriver Skriv dig op