Som selvstændig erhvervsdrivende skal man betale skat af selskabets overskud. Når året er gået, vil man modtage en selvangivelse. Det er som selvstændig erhvervsdrivende ens pligt at udfylde og indsende denne til tiden.
Man skal være særligt opmærksom på, at selvangivelsen bliver indgivet rettidigt og udfyldt korrekt. Hvis selvangivelsen ikke er indgivet rettidigt eller korrekt, kan SKAT ansætte indkomsten skønsmæssigt. Derudover kan SKAT beslutte, at der skal betales et skattetillæg. (se fakta-boks)
Skønsmæssig ansættelse
SKAT kan, hvis der slet ikke er selvangivet på ansættelsestidspunktet, eller dette ikke er sket fyldestgørende, påbegynde processen for skønsmæssig ansættelse.
Hvis SKAT agter at foretage skønsmæssige ansættelse, er dette dog underlagt en række betingelser.
Den skattepligtige skal først underrettes skriftligt af SKAT. Underretningen indeholder typisk en meddelelse om, at SKAT agter at foretage en skønsmæssig ansættelse samt et forslag til ansættelse.
Man har derefter som minimum 15 dage til at udtale sig skriftligt eller mundtligt i forhold til det fremsatte forslag i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler. Dette er den skattepligtiges mulighed for at korrigere eller protestere over SKATs forslag til ansættelse, inden selve afgørelsen herom træffes.
Hvis man ikke udtaler sig inden for den fastsatte frist, vil den fremsatte skatteansættelse blive til en afgørelse og dermed træde i kraft. I nogle tilfælde fremsendes efterfølgende en skriftlig afgørelse, men i andre tilfælde bliver der blot udskrevet en ny årsopgørelse med de af SKAT vedtagne ændringer.
Hvis man fremkommer med kommentarer til forslaget, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.
Når SKAT foretager en skønsmæssig ansættelse, skal den foretages ud fra en realistisk vurdering af den skattepligtiges faktiske indkomstforhold. SKAT vil typisk anvende tidligere års selvangivelser, forskudsregistreringer, indberettede oplysninger, momsangivelser mv. som grundlag for ansættelsen.
Hvad gør du, hvis du er uenig i SKATs skønsmæssige ansættelse?
Er man uenig i SKATs skønsmæssige ansættelse af sin indkomst, kan man vælge at klage til Skatteankestyrelsen.
Ved klage til Skatteankestyrelsen skal klagen være modtaget af Skatteankestyrelsen senest 3 måneder efter, at man har modtaget SKATs afgørelse eller den nye årsopgørelse.
Hvis klagen ikke indgives rettidigt, afvises den. Der er dog i loven mulighed for at bortse fra en fristoverskrivelse, hvis særlige omstændigheder foreligger.
Ved klage til Skatteankestyrelsen vil SKAT som udgangspunkt blive pålagt at dække op til 100% af sagens udgifter, når du bruger en professionel rådgiver som repræsentant. Dækningsgraden afhænger af sagens udfald.
Endvidere skal man huske - i en skattesag ikke kun nødvendigt at have stor viden om skatteret. Skatteret hviler på forvaltningsret. Det er forudsætning for at kunne strukturere sin skattesag, at man også er i stand til at manøvrere inden for forvaltningsrettens område, herunder har viden om klientens rettigheder.
Har myndighederne sprunget en frist i forbindelse med sagsbehandlingen, er notatpligten overholdt, har man givet den tilstrækkelige og nødvendige klagevejledning, er det kontradiktoriske princip overholdt, er der sat skøn under regel under sagens behandling, kan der være sket magtfordrejning, har forvaltningsmyndighederne overholdt sin forpligtelse til videresendelse af skrivelser efter forvaltningsloven, er den administrative rekurs respekteret, honorerer myndigheden sine pligter i forhold til officialmaksimen etc.
Der er med andre ord et hav af regler, som man skal have styr på, inden man kaster sig ud i at føre en skattesag. Det skal derfor kraftigt anbefales, at man bruger en professionel - i dette tilfælde en advokat til at føre sin skattesag.
Fakta - skattetillæg - SKAT kan med hjemmel i Skattekontrolloven § 5 pålægge den skattepligtige, at der skal betales et skattetillæg. - Skattekontrolloven § 5 giver som udgangspunkt SKAT hjemmel til, at pålægge skattetillæg, hvis selvangivelsen ikke er indgivet rettidigt, eller denne ikke er udfyldt fyldestgørende på ansættelsestidspunktet. - Satserne for skattetillæg er som udgangspunkt 200 kr., for hver dag selvangivelsesfristen overskrides. - Det samlede skattetillæg kan som udgangspunkt højst udgøre 5.000 kr. i alt. |