Køb et Amino Sponsorlink
Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE MicrosoftInternetExplorer4
Hej Tom
Du kan også vælge en anden strategi. Drop det med den pressemeddelelse. Det er opreklameret og tit spild af tid – medmindre du går efter en note i medierne (og det er selvfølgelig også ok, men som jeg læser dit indlæg, havde du håbet, at ét medie eller flere ville ringe til dig). Find i stedet ud af, hvilket medie, du ønsker, skal skrive om dit produkt, og find så herefter en journalist i mediet, som du tror, kunne være interesseret i din historie.
I stedet for pressemeddelelsen så bruger du nu krudtet på at lave en pitchmail (men lad være med at kalde den ’pitch’, brug af ordet ’pitch’ i en henvendelse til pressen er en dårlig strategi – altså du pitcher dem, men du behøver ikke gøre dem opmærksom på det).
I denne mail skriver du direkte til journalisten og fortæller, hvorfor din nyhed er alle tiders nyhed for journalistens/mediets læsere (husk at journalistens mission er at servicere sine læsere, derfor er din mission at hjælpe journalisten med at gøre hans/hendes arbejde lettere). Du kan fx skrive noget a la
”Kære Michael
Jeg skriver til dig, fordi jeg har en idé til en artikel, som jeg tror, vil interessere mange af [indsæt mediets navn] læsere/iværksættere/andet [vælg den læsergruppe, der er relevant for mediet/journalisten].
Artiklen handler om, hvordan virksomheder kan spare både tid og penge på fakturering bla bla bla”
Skriv at hvis journalisten har lyst til at vide mere eller skrive en artikel om fx ”5 gode steder at spare på budgettet” (og her er fakturering bare én mulighed), så stiller du dig gerne til rådighed. Vær ydmyg. Fidusen er, at du skal hjælpe journalisten, ikke at journalisten skal hjælpe dig.
Og så ja, følg op på telefon. Følg altid op på telefon.
Måske bider journalisten på, måske ikke. Herefter kan du bare prøve næste medie i rækken – og så på den måde fremover opbygge dit netværk blandt medier/journalister. Pressearbejde er benarbejde – og logistik.
Du kan selvfølgelig få en tekstforfatter til at hjælpe dig med at lave mailen. Jeg vil råde dig til at finde en, der kender til din branche/dine udfordringer/dine medier og ikke bare en, der er billig. Dit formål er at komme i medierne, så du får mest for pengene, hvis du finder en tekstforfatter, der rent faktisk kan få dig i medierne. Det ville fx være håbløst at få mig til at forfatte sådan en mail for det er slet ikke et område, jeg er ekspert i.
Og så en sidste ting. Umiddelbart vil jeg sige, at du virkelig skal være opfindsom for at gøre fakturering ”sexet” for medierne. Pt. er det en ret smal historie uden meget nyhedsværdi … øv.