De sidste 2 år har været præget af aktivitet - meget aktivitet - både i forhold til Min-mave og min personlige udvikling.
Det har været en fantastisk rejse, og det sidste år har klart været meget mere målrettet end det første. Jeg har endelig lært at outsource de ting som jeg ikke bør bruge tid på, jeg har indset at jeg ikke er "super-woman" og har derfor taget skridtet og ansat min første medarbejder og sidst men ikke mindst har jeg lært at netværke.
Hvor er det sidste bare fantastisk og hvor er der mange fantastiske og dygtige personer i denne verden. Den iværksætterenergi der er til stede når man netværker giver så stort et kick at jeg har opfundet et nyt motto - jeg kan (over) leve, blot jeg har iværkssætterenergi og kildevand 
Men hvor langt er du nået på disse områder siden tog springet som iværksætter eller blot indenfor de sidste par år?
- Klarer du selv alt i firmaet og derhjemme?
- Vokser dit firma som du ønsker?
- Får du tid og overskud til at netværke?
- Har du nået det du ønsker og gerne ville?
Jeg har selv fået ændret min tankegang, jeg kan nu bedre fokusere på indtægter i firmaet (før var det bare noget som mere eller mindre kørte sig selv), Jeg har lært at samarbejde, jeg er ikke længere bange for at dele mine ideer med andre, eller brainstorme på deres ideer, og jeg står nu lige for at få en af mine største ønsker opfyldt - en ny platform, nyt design og meget bedre muligheder for både brugerne og jeg selv i fremtiden for Min-mave.
Jubiii - 
Jeg kan næsten ikke vente til det sidste skridt bliver taget når det allersidste er klart og Min-mave kan re-lanceres på ny.
Hvor er det svært at vente, men tålmodighed kan jeg nu også meget bedre forholde mig til, i forhold til før
Er dine drømme også ved at gå i opfyldelse? 
Jeg møder mange som står i en lignende situation som jeg selv har haft tæt inde på livet i mange år. For hvilken fremtid har man når man er kronisk syg - fysisk og/eller psykisk?
Sætningen "Man skal være stærk for at være syg" eller "Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere" er bare så rigtige, når man havner i systemet og mange gange bliver tvunget til at fokusere på de dårlige sider og de funktioner man ikke længere har, frem for at hive de evner og stærke sider man rent faktisk har frem fra de dybeste gemmesteder. For vi har dem alle, tro det eller ej. Nogle personer er gode til at synge, holde foredrag, skrive, eller noget helt fjerde, men pointen er at hvis vi tænker os godt om, vil det sikkert også lykkes os at finde lige præcis de egenskaber som er stærke hos lige netop os.
Men når man havner i systemet er risikoen for at man får det ene nederlag efter det andet, at man ikke bliver hørt og man bliver slæbt igennem den ene situation efter den anden - f.eks. i forbindelse med arbejdsprøvning - hvor der fokuseres på den svage del der er grunde til at vi sidder hvor vi sidder, så er det dælme svært at være så stærk at man kan hive sig selv op ved hårrøddderne og netop gøre det modsatte - prøve at finde ud af hvad man også kan.
Hvorfor bliver der ikke fokuseret mere på mulighederne frem for begrænsningerne? Jeg tror personligt der ville komme flere personer i arbejde, hvis man tog udgangspunkt i det folk kunne i stedet for at fokusere på det folk IKKE kan. Jamen er det ikke ligegyldigt, hvis målet er at få folk i arbejde så ændre dog tankegangen. Der sidder så mange derude med den ene eller den anden skavank, og det kan godt være de ikke passer ind i det normale arbejdsliv, men så giv dem dog noget hjælp og støtte til at påtage sig arbejde de rent faktisk kan. Tænk ud af boksen og brug penge og energi på at hjælpe dem frem for at træde på dem når de allerede ligger ned.
Er det sådan vi ønsker samfundet skal være - at de svage skal forblive svage, eller ønsker vi at hjælpe de svage til at blive stærkere og måske endda selvforsørgende på et eller andet punkt.
Hvad er din holdning til det her problem? Har du evt. selv stået i situationen og kæmpet dig ud af kviksandet som var ved at trække dig mere og mere ned?