Fokuser på mulighederne - IKKE begrænsningerne
Jeg møder mange som står i en lignende situation som jeg selv har haft tæt inde på livet i mange år. For hvilken fremtid har man når man er kronisk syg - fysisk og/eller psykisk?
Sætningen "Man skal være stærk for at være syg" eller "Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere" er bare så rigtige, når man havner i systemet og mange gange bliver tvunget til at fokusere på de dårlige sider og de funktioner man ikke længere har, frem for at hive de evner og stærke sider man rent faktisk har frem fra de dybeste gemmesteder. For vi har dem alle, tro det eller ej. Nogle personer er gode til at synge, holde foredrag, skrive, eller noget helt fjerde, men pointen er at hvis vi tænker os godt om, vil det sikkert også lykkes os at finde lige præcis de egenskaber som er stærke hos lige netop os.
Men når man havner i systemet er risikoen for at man får det ene nederlag efter det andet, at man ikke bliver hørt og man bliver slæbt igennem den ene situation efter den anden - f.eks. i forbindelse med arbejdsprøvning - hvor der fokuseres på den svage del der er grunde til at vi sidder hvor vi sidder, så er det dælme svært at være så stærk at man kan hive sig selv op ved hårrøddderne og netop gøre det modsatte - prøve at finde ud af hvad man også kan.
Hvorfor bliver der ikke fokuseret mere på mulighederne frem for begrænsningerne? Jeg tror personligt der ville komme flere personer i arbejde, hvis man tog udgangspunkt i det folk kunne i stedet for at fokusere på det folk IKKE kan. Jamen er det ikke ligegyldigt, hvis målet er at få folk i arbejde så ændre dog tankegangen. Der sidder så mange derude med den ene eller den anden skavank, og det kan godt være de ikke passer ind i det normale arbejdsliv, men så giv dem dog noget hjælp og støtte til at påtage sig arbejde de rent faktisk kan. Tænk ud af boksen og brug penge og energi på at hjælpe dem frem for at træde på dem når de allerede ligger ned.
Er det sådan vi ønsker samfundet skal være - at de svage skal forblive svage, eller ønsker vi at hjælpe de svage til at blive stærkere og måske endda selvforsørgende på et eller andet punkt.
Hvad er din holdning til det her problem? Har du evt. selv stået i situationen og kæmpet dig ud af kviksandet som var ved at trække dig mere og mere ned?